Klokkefrøen fik sit danske (og svenske) navn, da den svenske naturforsker Carl von Linné i 1749 hørte de store kor af klokkefrøer i det sydlige Skåne, og fandt at lyden mindede om fjerne kirkeklokker.
Der var klokkefrøer på Røsnæs indtil 1950’erne, hvor de formentlig uddøde, fordi de var for få til at reproducere sig selv i høje nok antal.
Siden gav man sig til at genskabe de typer af vandhuller, som klokkefrøerne allerbedst kan lide.
Og i 2001 genindførte man en gruppe klokkefrøer fra Nekselø. Nu trives de i mindst seks vandhuller på Røsnæs.
Den lille frø kan genkendes på dens særlige kvækken, der lyder som kirkeklokker i det fjerne, og på det kraftigt orange mønster den har på bugen, der signalerer at frøen er let giftig. Giften beskytter klokkefrøen mod at blive spist af bl.a den større grønne frø, som i øvrigt selv er indvandret sammen med skrubtudse og brun frø de seneste år.