Forår er for mange danskere ensbetydende med, at vi skal bruge tid i haven. Det skal vi også gøre i dag!
Her i Frederiksberg Have er der mange tegn på, at foråret er godt undervejs, og vi dermed har mange flere timer - og forhåbentlig også bedre vejrudsigter - til rådighed, når vi skal ud og finde nye spændende geocacher.
Vi mødes i nærheden af legepladsen kl. 11 og mindst 30 minutter frem. Stedet er valgt på opfordring fra familiens yngste - der er derfor gode betingelser for at andre også kan medbringe børn eller børnebørn til dette event. Placeringen er et (lidt letkøbt) forsøg på at gøre eventet mere børnevenligt. Vi vil meget gerne gøre det attraktivt, at medbringe den næste generation til events, men der er sjældent så meget fokus på denne målgruppe - og derfor heller ikke så mange børn der deltager i events. Kan vi mon gøre noget ved det? Denne snak vil vi gerne have i dag - særligt med henblik på kommende events af større og mindre karakter.
Hvis du ikke går så meget op i børneleg, er der også flere geocacher i nærheden og der er et udemærket kig til elefanterne i Zoo, netop fra haven her (se ref.point). Du er også velkommen til at medbringe coins og TBer til fælles fornøjelse.
Vel mødt til fællesskab i haven.