Skibhuskvarteret er et område, der udgør den nordligste del af postdistrikt 5000 Odense C. Kvarteret afgrænses mod syd af jernbanen Fynske hovedbane og mod vest af Odense Indre Havn og Odense Kanal. Kvarteret har ry for at være meget selvstændigt og være en by i byen. Bydelen har fået sit navn efter Skibhusvej, der fører ud til landsbyen Skibhusene, der tidligere var Odenses havneby.
Større veje i Skibhuskvarteret er Skibhusvej, Tolderlundsvej, Buchwaldsgade, Kochsgade og Døckerslundsvej.
I bydelen finder man bl.a. Sct. Hans Skole, Socialstyrelsen, IT-virksomheden Umbraco, Fredens Kirke, Marienlystcentret, Skibhusskoven og butiks- og boligkomplekset Skibhustorvet med bl.a. Kvickly-varehus. Skibhusvej er desuden den handelsgade udenfor Odenses gågademiljø, der har det bredeste udbud af udvalgsvareforretninger.
I Skibhuskvarteret har der boet følgende kendte mennesker:
- Aksel Larsen – politiker
- Niels Helveg Petersen – politiker
- K. Helveg Petersen – politiker
- A.C. Normann – politiker
- Chr. N. Hauge – politiker
- Sidse Werner født Ryberg – designer hos Holmegaard
- Thomas Dambo - genbrugskunstner, verdenskendt for sine kæmpetrolde