Her fandtes standpladserne til riffel- (250 og 300m) og pistolskydebanerne (50m). Dækmuren her peger i skudretningen.
Her på standpladsen lå, sad og stod 50m- og 300m-skytterne og muren forhindrede uheldige effekter af skæve skud mod højre, hvor 250m-skytterne havde standplads 50m længere fremme. Riffelskytterne skød mod skiver, som stod lidt inde (ca. 50m) på den anden side af Kapt. Undalls Vej. Dér kan du stadig finde og se den høje jordvold, som fungerede som "kuglefang"/markørdækning.
VM 1914, det internationale skyttestævne, var en stor begivenhed for Viborg, som blev pyntet op i lyntempo, da Kong Christian den 10. onsdag havde meddelt fra sommerresidensen i Marselisborg, at han ville aflægge stævnet et besøg om eftermiddagen torsdag den 24. juli.
Ved VM i skydning 19.-26.juli i 1914 måtte flere deltagere rejse hastigt tilbage til deres hjemlande før de kunne få udleveret deres skyttepræmier, idet Østrig-Ungarns ultimatum til Serbien 23. juli efter mordet på Østrig-Ungarns tronfølger 28. juni pegede mod et snarligt krigsudbrud, hvilket blev en realitet den 1. august.
(tak til Gearkassen for medvirken til research+recon)
