Jørgen Larsen var gårdejer og blev en stor skikkelse i Kirke Helsinge og med tiden også hædret som Dannebrogsmand. Jørgen blev født den 20.april i 1834 på Nissegaard. Da Jørgen var barn, fik han en diagnose, som lød på, at han havde brystsyge og dermed et svagt helbred, og man mente derfor, at han ikke blev så gammel, men han levede et aktivt liv indtil sin død 64 år gammel i 1897. Gennem sit liv havde han flere tillidshverv, han blev blandt andet valgt til at være repræsentant for sognerådene i Holbæk Amtsråd, og han deltog i flere af de tillidshverv, som folk bad ham om hjælp til i Løve Herred. Når Jørgen Larsen udtalte sig om diverse sager, var det altid på en stille måde og uden de helt store ord, men folk lyttede og havde respekt for hans råd. Til begravelsen mente lokale folk, at der aldrig havde været så mange mennesker i byen - nogle mente, der var op mod 800, der holdt 52 vogne ved kroen. Der var en stemning, som var det en god ven, man ville vise den sidste ære. Der var et hav af blomster, der var en krans fra amtmand Bille, og samtlige beboere og husmænd i Mullerup havde sendt en stor palmedekoration - Sorø Avisen skrev, at skulle man nævne alle, der havde sendt blomster, ville det fylde mange avisspalter. Efter begravelsen blev det foreslået, at der blev sat en mindesten over Jørgen Larsen, og det var der stor enighed om. Det fine monument står der den dag i dag, hvor det vidner om en mand, der var med til at sætte Kirke Helsinge by på landkortet.