Da dette er en earthcache er der INGEN fysisk beholder, men I skal finde svarene på nedenstående spørgsmål og derefter sende dem til os via message-systemet her på Geocaching.com. I kan derefter logge den som fundet på Geocaching.com - selvfølgelig uden at røbe svarene - og så vender vi tilbage til jer, hvis svarene ikke er rigtige.
Spørgsmål, der skal besvares/Questions that has to be answered/löse die nachfolgene aufgaben:
1. Et af blækspruttefossilerne er noget større end de øvrige. Beskriv dette fossil og læg især vægt på længde, bredde, farve(r) og ruhed. Skønner du at dette fossil er helt eller mangler der noget (top eller bund)? Kan man afgøre om blæksprutten er af typen endoceras eller af typen orthoceras?
2. Et af blækspruttefossilerne er skåret igennem på langs, så man tydeligt kan se nogle af kamrene. Beskriv også dette fossil og læg især vægt på længde, bredde, farve(r) og ruhed. Angiv antallet af synlige kamre (inkl. dem, der ikke står helt så tydeligt som resten). Kan man afgøre om blæksprutten er af typen endoceras eller af typen orthoceras?
Om blæksprutter og fossiler:
Lige ved sideindgangen til Nr. Løgum Kirke ligger en række kalkstensplader. I disse kalkstensplader er der synlige blæksprutte-fossiler. Fossiler er er forsteninger af dyr og planter og har været uendeligt vigtige for geologerne i deres arbejde med at klarlægge Jordens opståen og udvikling. De har givet os en stor viden om dyre- og plantelivet i den periode, de stammer fra, ligesom de også har været med til at give os en viden om udviklingen i dyre- og plantelivet op gennem tiden.
Fossiler ligger typisk i forskellige lag i materialet – jo dybere ned, jo ældre er de. Man kan derfor sammenligne dem lag for lag og se, hvordan dyr og planter har ændret sig.
Fossiler og Geologisk tid:
Fossilerne har også været med til at tidssætte de forskellige perioder i Jordens tilblivelse. I 1800-tallet opdelte geologerne tiden i 12 geologiske tidsperioder – f.eks. Kridt, Ordovicium og Trias. Hver tidsperiode havde sine kendetegn – og sine fossiler. Ud fra hvilke fossiler geologerne fandt på en lokation – uanset hvor på Jorden, den blev fundet, kunne geologerne indplacere den i den rigtige tidsperiode. For alle tidsperioderne har hver deres ledefossiler. Ledefossiler er netop fossiler, der optræder inden for en geologisk tidsperiode. De optræder oftest i et stort geologisk område og derved har man fastslået, at forskellige bjergarter, der optræder overalt på Jorden, har samme alder. De nyeste 11 perioder dækker de sidste 545 mio. år – perioden inden da hedder Prækambrium.
I mange år kunne man ikke sætte årstal på de mange perioder. Det vildeste gæt var, at Jorden var ca. 40 mio år gammel, men geologerne mente ikke, at det var tid nok til f.eks. at danne de store bjergkæder. I 1905 begyndte man så at bruge radioaktiviteten i de forskellige bjergarter og derfor ved man nu, at nogle stentyper er op til 4600 mio år gamle!
Blæksprutterne på Nr. Løgum Kirkegård:
Blæksprutterne på Nr. Løgum Kirkegård er af typen Orthoceratitter, som er en gruppe af blæksprutter, der boede i en lige, slank og kegleformet skal. Skallen er opdelt af skillevægge – så kaldte septa – hvorved der dannes kamre hele vejen op gennem skallen. Selve blæksprutten med bløddele boede i det nederste – og største – kammer. Når blæksprutten vokser, udskilles der kalk ved mundingen af det yderste kammer, så blækspruttens krop kan flytte sig udad. Efterfølgende dannes der en skillevæg bag blæksprutten og de bagerste kamre er altså tidligere beboelseskamre, som er blevet for små.
Blæksprutten var et rovdyr, der jagede tæt på havbunden. De levede primært af trilobitter, braciopoder og andre bundlevende dyr. Blæksprutten havde behov for at kunne svømme rundt og i den forbindelse havde den brug for at kunne regulere mængden af væske og luft i skallen. Til dette brugte den en form for halestreng – kaldet sipho – hvor der kunne strømme væske og luft igennem. Ved hjælp af sipho’ens placering kan man i øvrigt bestemme om det er en blæksprutte af undergruppen Orthoceras eller af undergruppen Endoceras. Orthoceras havde en snæver sipho liggende midt i skallen og over tid fyldtes de bagerste (første og mindste) kamre i spidsen af skallen med kalk. Endoceras derimod havde siphoen liggende helt ude ved væggen. Den var kraftigere og kunne fylde helt op til halvdelen af skallens bredde og i de ældste kamre endnu mere. Hvor Orthoceras udskilte kalk i selve kamrene, så udskilte Endoceras kalk i selve siphoen.
Når man tænker efter, så er det imponerende, da de kunne blive ret store. Man mener, at de største eksemplarer af underarten Orthoceras kunne blive op til 3,5 meter, mens underarten Endoceras kunne blive op til 8 meter!
Orthoceratitterne levede primært i Ordovicium og Tidlig Silur og uddøde formentlig i Sen Perm. I dag findes der kun en blæksprutte, der bor i en skal. Nautilus, som den hedder, bor dog i en skal, der mere minder om et almindeligt rundt sneglehus fremfor i et langt slankt hylster.
Billede: wikipedia
Kildemateriale:
Bøger:
Fossiler & Forsteninger af Helmut Mayr – 1. udgave, Aschenhougs Forlag
Gyldendals Guide til Danske Fossiler af Jørn Waneck – 1. udgave, Gyldendals Forlag
Hjemmesider:
Grusgravsamlingen - www.grusgravssamlingen.dk