
Frederikshåb Plantage og Syvårssøerne
Denne serie fører rundt om Syvårssøerne dels på trampestier og dels på skovveje. Turen er 8 - 9 km. Oplysningerne til bonuscachen findes i nogle af de traditionelle cacher. Turens T-rating er angivet ud fra længde, og hvor strabadserende terrænet er. Der er ikke brug for extrator for at logge cacherne.
Bemærk: P er ved hundeskov, hvor hunde må løbe frit. På resten af ruten SKAL hunde føres i snor.
Syvårssøerne
Søerne er nogle år vandfyldte og andre år helt udtørrede. Det giver en spændende variation i plante og dyreliv. I foråret 2025 har der været meget vand i søerne.

Syvårssøerne forår 2025
Flyverskjul
Frederikshåb Plantage var under 2. verdenskrig en del af Vandel Flyveplads. Fra startbanen blev anlagt et rullevejssystem på næsten 15 km rundt i plantagen. Langs rullebanen blev der anlagt 31 flystandpladser. De fleste i grupper på tre flyverskjul, der hver kunne give beskyttelse til 2 mellemtunge bombefly.
De enkelte flyveskjul var placeret omkring en centralt indkørsel. Åbningerne i de enkelte flyverskjul vendte i forskellige retninger. Det var en sikkerhed i forhold til at fjendtlige fly ikke skulle kunne ødelægge alle parkerede fly ved en enkelt anflyvning.
Arbejdet med anlæg af flyverskulene skete med skovl, trillebør og hestevogn. Læsevis af sand blev brugt til opbygning af voldene, der til sidst blev overdækket med sløringsnet.
Clausensten
Til fundering af de sandede veje i plantagen og til befæstning af indkørsel og bund i de 31 flyverskjul blev anvendt tusindvis af særlige græsarmeringssten. Det var lokalt fremstillede, ottekantede betonfliser med 7 koniske huller. De blev fremstillet på betonstøberier tilhørende Fritz Clausen (formanden for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti). Forbindelsen til nazilederen har senere givet de særlige armeringssten navnet "Clausensten".
Flyverskjulene i Frederikshåb er det eneste sted, der nåede at få en belægning med Clausensten. Efter krigen blev belægningerne igen fjernet og stenene blev solgt til private for 50 øre pr. sten.
Rundt om i plantagen er der dog stadig mange af stenene tilbage.

Clausensten (foto fra 2025)
Denne serie er frigivet i forbindelse med CCE 2025 på Kirstinelyst Naturrum 