P. Etling havde altid nydt sine vandreture på Kalvebod Fælled. De åbne vidder, de skjulte stier og det rolige vand havde en beroligende effekt på ham. Men denne aften var noget anderledes. Solen var ved at gå ned, og skyerne malede himlen i mørke orange og lilla nuancer.
Han besluttede sig for at tage en afstikker op i det gamle fugletårn, som stod ensomt ved Klydesøen. Da han nærmede sig, bemærkede han en skikkelse i silhuet mod den glødende himmel – en fremmed person, iklædt en mørk frakke.
P. Etling tøvede, men nysgerrigheden vandt. Han gik op ad trappen, der knirkede under hans fødder. Da han trådte op på platformen, vendte den fremmede sig langsomt mod ham. Ansigtet var skygget, men stemmen var klar og hæs:
“Du er kommet på det rette tidspunkt… ved det rette sted.”
P. Etling trak lidt på skuldrene og smilede nervøst. “Undskyld… jeg troede bare… det er jo et fugletårn?”
Den fremmede nikkede langsomt. “Måske… men ikke kun det. Dette tårn markerer et punkt… en gammel passage, en hemmelighed gemt i undergrunden under Kalvebod Fælled.”
P. Etling mærkede en kuldegysning løbe ned ad ryggen. “Hvad mener du?”
Den fremmede pegede ud over mosen. “Der er symboler… gamle symboler, hvis du ved, hvor du skal kigge. Spor efter dem, og de vil lede dig til det skjulte. Ikke alle har set dem, men de, der ser… forstår.”
“Og… hvad er det, man finder?” spurgte P. Etling forsigtigt.
Et svagt smil bredte sig på den fremmedes læber. “En skat. Ikke af guld… men af viden, historie… og måske noget mere håndgribeligt for den rette.”
P. Etling blinkede, og et øjeblik stirrede han bare ud over det stille landskab. Da han vendte sig om… var tårnet tomt.
Den fremmede var væk. P. Etling kiggede ud over Klydesøen og begyndte at kunne spotte nogle symboler:
