CITO i hundeskoven
Her på Ellingevej i Rønninge ligger der en dejlig indhegnet offentlig hundeskov. Arealet er en gammel lossseplads men det er så mange år siden at den er nedlagt at ingen længere kan huske årstallet. At dømme ud fra træerne, så er det mindst 30 år siden. Det betyder også at der nogle gange er gammelt affald som arbejder sig op igennem jorden. Det er typisk kapsler og plastik. Men, og der er endnu vigtigere, så har nutidens folk det med at smide deres cigaretskodder når de går rundt.
Cigaretskodder er farlige for hunde, da de indeholder nikotin, der kan forårsage nikotinforgiftning med symptomer som savlen, opkast, diarré, svaghed, uro og rysten. I alvorlige tilfælde kan nikotin påvirke nervesystemet, føre til lammelse, åndedrætsbesvær og hjertestop, der kan være dødeligt for hunden.
Efter dagens event, som dennegang er inden CITO, tager vi en grundig gennemgang af arealerne og får ryddet op. I skal ikke forvente at kunne fylde en affaldssæk, men vi skulle gerne have alle cigaretskodder og snusposer fjernet fra hundeskoven.
Jeg sørger for affaldsposer og bortskaffelse af affaldet. Du står selv for handsker, gribetang og det gode humør.
Jeg håber vi ses. Med eller uden hund. Det er op til dig.