P. Etling havde ikke sovet. Overhovedet.
Hele natten havde han siddet krumbøjet over køkkenbordet, omgivet af kaffe, krøllede noter og en spritny Enigma-dekoder, som han endelig havde fået fingrene i. Klik. Drej. Klik. Hjulene snurrede, og langsomt – alt for langsomt – gav nogle af de mest ondskabsfulde geocache-koder efter.
Klokken var blevet alt for meget, og hovedet summede stadig af bogstavhjul, permutationer og “det dér burde give mening!”.
Til sidst måtte han overgive sig. Han trængte til luft. Til bevægelse. Til noget, der ikke involverede kryptering.
Med jakken over skulderen og GPS’en i hånden tog P. Etling ind mod byen. Christiania trak i ham – farverne, rodet, det uforudsigelige. Her var ingen facitliste, ingen rigtige svar. Bare skilte, mærkelige budskaber og tilfældige detaljer, der kunne betyde alt… eller ingenting.
Hans blik faldt på et skilt på en bygning.
P. Etling standsede op.
Sovetrangen forsvandt øjeblikkeligt.
“Det dér,” mumlede han for sig selv, “er helt sikkert ikke tilfældigt.”
