Der lugtede af savsmuld og vådt træ i det lille værksted bag huset. Overalt stod kopper halvt fulde af kold thé ved siden af fuglekasser. Små fuglekasser. Skæve fuglekasser. Fuglekasser med alt for mange huller. Fuglekasser uden bund. Fuglekasser malet blå, grønne og én med prikker, fra en idé om at musvitter sikkert blev gladere af farver.
Midt i rodet stod co selv med blyanten bag øret og hammeren stukket ned i baglommen. Han stirrede intenst på en stor plade egetræ.“Nu bygger jeg sgu' den store fuglekasse.” Han havde sagt det samme i tre måneder.
På arbejdsbordet lå mindst sytten tegninger. Én lignede et slot. Én havde altan. Én havde vindmølle på taget. Og én var så avanceret, at selv spurvene nok skulle have byggetilladelse for at flytte ind. Men hver gang han begyndte, kom der en ny idé flyvende ind gennem hovedet på ham som en forvirret svale.
“Hvad hvis den kunne dreje efter solen? - eller hvad hvis mejser foretrækker panoramaudsigt?”
“Hvad hvis man bygger en dobbelt-fuglekasse med regnvandsopsamling?”
Så lagde han hammeren fra sig, fandt en ny træplade og begyndte forfra.
Imens voksede værkstedet mere og mere kaotisk. Fuglekasser stod stablet på hylderne, hang fra loftet og lå under bordene. En enkelt var blevet brugt som kopholder. En anden havde fået monteret hjul af grunde ingen længere kunne huske.
Udenfor sad fuglene i træerne og kiggede nysgerrigt ind ad vinduet.
“Han virker flink,” sagde en spurv. “Ja,” svarede en solsort.
Inde i værkstedet fik co pludselig endnu en idé. Han slap målebåndet, greb en skitseblok og udbrød:
“Hvad nu hvis fuglekassen havde tre etager!” Og sådan fortsatte det.
Der var masser af gang i værkstedet. Savene sang, sømmene klirrede, og træspåner fløj gennem luften som små snefnug.
Men den store fuglekasse?
Den fandtes stadig kun inde i hovedet på co. Og dér var der efterhånden temmelig trangt mellem alle de flyvske idéer. Nåh ja - alt stort begynder jo småt.