P. Etling havde styr på det hele.
Bilen var pakket til bristepunktet. GPS'en var opdateret. Køleboksen var fyldt. Powerbanks var ladet op. Geocaching-appen var synkroniseret, og der var lagt en minutiøs plan med cacher gennem det halve Europa. Hver eneste dag bød på spændende mysteries, gamle multicacher, naturskønne EarthCaches og et par velplacerede "hurtige" traditionals, som naturligvis kun ville tage fem minutter... ifølge planen.
Der var kun ét problem.
Musikken.
P. Etling kom pludselig i tanke om, at Danmarks Radio nok ikke rækker hele vejen ned gennem Europa. Det ville være en katastrofe at skulle køre tusindvis af kilometer uden de helt rigtige sange. Derfor fandt han sin iPad frem og begyndte omhyggeligt at sammensætte den perfekte roadtrip-playliste.
Rækkefølge var bestemt ikke tilfældig.
For alle ved jo, at en geocacher sagtens kan finde en mikro gemt fem meter oppe i et træ... men at vælge den næste sang på en roadtrip? Det kræver næsten mere koncentration end at løse en D5-mystery.
Måske gemmer den perfekte playliste sig et sted i denne cache. Måske er det bare P. Etling, der har gjort det hele unødigt kompliceret.
God fornøjelse – og god tur!
