Adgangen til borgen skete sydfra. En henved to meter bred risvej gik over engdraget til det mere våde område, hvor den afløstes af en lavbro, over 100 meter lang og 2,5 meter bred, som førte frem til borg­banken. Uvedkommende er naturligvis holdt på god afstand af forsvarsanlægget; et porthus på broen, tæt ved dens begyndelse, har spærret vejen. En række stolper viser placeringen, men fortæller kun lidt om dets udseende. For at ingen skulle smutte uden om porten, var den på begge sider forstærket med en pælespærring.

Det almindelige mønster for lignende forsvarsværker er, at hele stormandsgården har været befæstet, oftest med de forskellige udlænger liggende på en eller flere forbanker. Sådanne er ikke observeret i mosen omkring tårnbygningen, så vi må gå ud fra, at det tilhørende gårdsanlæg har ligget inde på det faste land. Tårnet var kun til midlertidigt ophold.

Af det bevarede træ er kun enkelte stykker i eg, det gælder nordvæggens revle og de tre fodremme. En datering af disse dele ved årringsmetoden ville ikke være til megen hjælp; udskæringer og naglehuller viser nemlig, at der er tale om genbrug, således har remmene en fortid som hammerbånd (øverste, afsluttende tværbjælke i en væg). Imidlertid fremkom under den søndre fodrem yderligere et par stykker egetræ - og denne gang var det ikke genanvendt tømmer. Nedrammet i den bløde bund fandtes to piloteringspæle, oven i købet med barken bevaret de steder, hvor pælene ikke var bearbejdet. Disse pæle gav det bedste grundlag for en dendrokronologisk datering, og fældningstidspunkt kunne nøjagtig fastslås: efteråret 1334. Sandsynligvis er træet straks efter fældning anvendt ved piloteringen.

Netop i første halvdel af 1300-årene blev der bygget borge i stor stil. En særlig gruppe udgørde såkaldte sumpborge, hvortil vort anlæg må regnes. Af samme type er blandt andet de to borge Nørre Kongerslev og Halkær, begge ligeledes fra Himmerland, samt Boringholm vest for Horsens og Solvig ved Tønder.

Ved udgravningen blev kun fundet få genstande, mest skår at krukker og bly glaserede kander. Til husgerådet hører også knive og drejede træskåle, både hele eksemplarer og stykker. Stumper af malmgryder fortæller om madens tilberedning. Desuden blev der fundet udtrådt fodtøj, rester af hestesko og dele af to hængelåse.

Ridder Sigfred Sehesteds segl

En enkelt genstand skilte sig afgørende ud fra alle andre: I byggelaget vest for tårnet fandt man en velbevaret seglstampe. Det drejer sig om en ca. tre centimeter stor, støbt bronzeplade, som på bagsiden er udstyret med øje til ophængning. Øjet har sandsynligvis haft en brist, i hvert fald er det knækket - og seglet tabt på byggepladsen, formentlig af ejeren selv. Et segl var nemlig en meget personlig ting, som man ikke overlod i andres varetægt. Risikoen for misbrug var nærliggende.

Hvem den uheldige ejer var, fremgår af seglets billedside. Den viser et skjold med tre liljeblade og langs randen Iæses: S • SI-FRIDID   SESTEDE • MILITIS. Første bogstav, S, står for sigillum = segl, og oversat lyder ordene: Ridder Sigfred Sehesteds segl. Foruden et årstal er nu også et navn knyttet til borgen. Dermed har vi nøglen til dens historie.

Seglstampe og -aftryk. På pladens forside er skåret Sehestedernes skjold med tre liljeblade,
der vender spidserne mod midten. Uden om ses ejernavnet. Sammen med aftrykket er vist 
stampens bagside med det brudte øje

En katastrofal situation truede Danmark tidligt i 1300-tallet. For at skaffe penge havde Erik Menved pantsat store dele af riget til danske og udenlandske stormænd, blandt andet greverne Gerhard og Johan af Holsten, der tjente store summer ved at give andre holstenske stormænd del i pantet. Efter Erik Menved, som døde 1319, fortsatte gældsætningen under Christoffer 2., og i løbet af få år var så godt som alle kongelige besiddelser på fremmede hænder; det betød, at kronen ikke længere hav­de nogen indtægt af betydning. De holsten­ske grever demonstrerede nu deres magt ved 1326 at indsætte den mindreårige hertug Valdemar af Sønderjylland som konge - med grev Gerhard som formynder. Dette styre varede dog kun få år.

Med Christoffers død 1332 var landet uden konge, rundt om gærede uroen, og mange steder brød modsætningerne ud i lys lue. For både danske og holstenske stor­mænd med pant i dansk jord var der i denne periode god grund til at sikre sig bag beskyttende volde og mure. Det gælder også vor ridder Sigfred Sehested, der må formodes at have haft Egholm i pant.

Sehested-familien stammer fra Rendsborg egnen, og første gang vi møder Sigfred er i et brev fra 1313. Desuden kendes hans navn fra fire andre dokumenter, men fælles for dem alle er, at seglaftrykkene mang­ler. Det var derfor ikke muligt at sammenligne disse med den fundne seglstampe.

I et brev fra december 1332 erklærer biskop Hellembert af Slesvig, at han skylder »den strenge ridder hr. Sigfred af Sehested« 250 mark i lybsk mønt. Som pant for beløbet får Sigfred bispetiendet af alle landsbyer i Siseby sogn ved Slien.

To år efter at have forstrakt bispen med penge har ridder Sigfred formentlig været på Egholm, måske for at inspicere byggeriet, som da - ifølge dateringen - var i fuld gang. Seglstampen, der blev fundet blandt byggeaffaldet, taler for hans tilstedeværelse, men desværre er intet skriftligt bevaret om hans himmerlandske besiddelse.