Høgdal Traditional Cache

Høgdal

Høgdal er en lille firlænget gård, der ligger i skønne omgivelser ved Salten Skov i Them Kommune.

Gårdens historie kan føres tilbage til de store landbrugsreformer sidst i 1700-tallet. Jens Jensen Lemming købte gården i 1796 og byggede en én-længet gård. Siden er gården gået i arv fra far til søn i fem generationer. Den sidste ejer, Peder Jensen, døde i 1976 og staten overtog gården.

Skovlovringer
Høgdal ligger i det midtjyske område, som tidligere var kendt som skovlovringsegnen. En skovlovring var egentlig blot en, som boede i det skovrige Lover Sysse, men begrebet kom til at dække de mennesker fra skovområdet, der lavede træprodukter, især træsko, og solgte dem rundt omkring på markeder.

Familierne på Høgdal ernærede sig både ved landbrug og ved at arbejde i træ, og salget af disse træprodukter gav en mulighed for en ekstra indtjening, da agerjorden ikke var den bedste. Gennem årene blev Høgdal udbygget fra oprindelig een-længet gård til de nuværende bygninger. Stuehuset fra omkring 1889, hestestalden fra 1810, laden fra 1825 og stalden fra 1842.

De sidste ejere af Høgdal var Jens og Peder Jensen, der overtog gården efter faderens død i 1927. Af naturen var brødrene meget konservative, og alt skulle være nogenlunde, som det altid havde været. Gennem årene købte brødrene jord op omkring gården, og i skovparceller, så de meste jordtilliggender var skov, hvilket medførte at markerne var spredt rundt omkring.

Som man altid havde gjort

Indtil 1930-erne lå møddingen stadig midt på gårdspladsen, men senere blev den flyttet om bagved stalden, og i disse år blev stalden og laden ombygget med bl.a. støbt sokkel og fodergang. Der blev indrettet 4 svinestier og båse til 14 køer, men gården blev stadig drevet efter de samme metoder, som man altid havde gjort. Køerne blev fortsat tøjret enkeltvis på markerne ved gården og ved Stenhule. Gården blev drevet, som de mente, deres far havde gjort, hvilket i andres øjne var meget besværligt, specielt når køerne skulle flyttes rundt mellem markerne. Naboerne fortæller, at de kunne møde Peder på vej til og fra Stenhule omkring midnat, når køerne var blevet flyttet rundt. Hovedindtægterne må de have haft fra deres skove, og da de havde købt Salten Overgård Skov, byggede de et lille savværk, hvorfra de kunne levere brædder m.m.

Nymodens opfindelser

Der var ingen moderne faciliteter på gården – indlagt vand, elektricitet eller wc. Dog fik de telefon efter, at Peder havde været helt i København som soldat, men Jens holdt sig fra dette apparat, og telefonsamtaler foregik ved at Peder talte i telefonen og gentog hvad Jens sagde.

Vandforsyningen var i mange år et lille kildevælg vest for stuehuset, men Jens og Peder fik lagt en ledning om til køkkendøren og rejst et vandrør med vandhane. Men i perioder rustede rørene og om vinteren måtte de stadig hente vand ved kildevældet.

Det fortælles, at Jens en gang havde været på hospitalet og der havde ligget i en rigtig send med madras og fået rigtig karbad. Da han kom hjem, mente han, at nu skulle de også have senge med madrasser i stdet for halm samt et badekar. Men det modsatte Peder sig, hvilket i øvrigt var føste gang han sagde sin storebror imod, men det var nu for moderne for ham og derfor fik de aldrig madrasser og badekar.

Kulturhistorisk perle

Stedet vil være interessant for alle aldersklasser, da der er mange dyr på gården. Man er velkommen til at kigge ind af vinduerne, hvis der ikke er nogen tilstede.