Spedalskhedens hospital Multi-Cache

E fterhånden som Svendborg by i årtier har udviklet sig kraftigt vestpå er Sct. Jørgens kirke, sin lidenhed til trods, nu kirke for et sogn på godt femtusinde indbyggere. Kirken er i dag ikke mindst kendt for sin smukke beliggenhed ved Svendborgsund; men først og fremmest adskiller den sig fra andre kirker i Danmark ved at være opført som kapel for de spedalske – det eneste i sin art, der er bevaret til vor tid.

S ankt Jørgens Kirkes historie kan spores helt tilbage til 1100-tallet, hvor spedalskheden hærgede overalt i Europa. Dengang isolerede man de spedalske uden for byerne. Man byggede huse eller stiftelser, der blev kaldt Sct. Jørgensgårde efter de spedalske værnehelgen, Sct. Jørgen. Der har været ca. 40 Sct. Jørgensgårde rundt i landet.

F or Svendborgs vedkommende blev den indrettet sydvest for byen i den sydlige del af Sørup sogn, i det der nu er Sct. Jørgensparken. Og da man ikke kunne lade de syge besøge byens kirker, var der til stiftelsen også knyttet en kirke eller kapel, som Sct. Jørgens kirke blev benævnt de første mange år.

H vornår Sct. Jørgensgården med kapel er bygget, ved man ikke. Første gang den nævnes i de historiske kilder er i 1221, da en af de fredløse efter mordet på Erik Klipping, ridderen Lave Lavesøn Litle, i sit fængsel i Kalundborg testamenterer tre mark til de spedalske hospital i Swinæburg.

I samlingen til Fynske Historier og Topografien 1859 kan man læse, at da biskopperne i 1372 var samlet i Odense fandt de ”det fornødent at ophjælpe Stiftelsen med et afladsbrev, hvori de opfordrede Alle til at bidrage såvel til kirkens Opbyggelse og Forskønnelse som de svages rigeligere Underholdning” Det kan meget vel tænkes, at indtægterne ved afladen Bl.a. er anvendt til udvidelse af Kirken.

I det daglige var beboerne i Sct. Jørgensgården organiseret som et ordensbroderskab, hvor patienterne blev omtalt som de syge søskende og plejerne som de karske søskende. Ledelsen af den daglige drift var henlagt til ridesvenden, som blev valgt af de syge og karske søskende i forening.

De økonomiske forhold har nok været ganske gode. Sct. Jørgensgården modtog meget betydelige gaver; således ved vi, at Christoffer II`s drost Lars Jonsen i 1332 afhender al sin ”rørlige ejendom i Sørup Sogn til de spedalske ved Svendborg til evig besiddelse på det vilkår, at der årligt udredes ½ mark d.v.s. 144 skæpper byg og 1 skæppe smør til franciskanerne til anskaffelse af vin, alterbrød , olie og voks til gudstjenesten”.

Og i 1372 ”tildømtes Kong Valdemar (Atterdag) de spedalske ved Svendborg noget Gods i Sørup”.

Dertil kom indtægten ved aflad, samt at de syge selv havde ret til at indsamle almisse.

D en ældste kendte forordning for Sct. Jørgensgården er fra den 7. april 1486, hvor biskop Karl Rønnow og kongens lensmand, magistraten og bymænd er samlet på Svendborg Rådstue for at ”skikke og sætte en god og gudelig” ordning for stiftelsen. Af denne fremgår det, at hospitalet har haft sin indtægt af en ”stor Avlsgaard, som kaldes Brydegaarden, af hvilken der af Arildstid var svaret 6 Ørter (72 skæpper) Byg… Desuden omtales Hospitalet landgilde: Korn, Smør, Penge, Lam, Gjæs, Høns og Oldengjeld” (afgift for at lade svin æde olden i skoven, som ydedes af de underliggende bønder). Hvad der således kom ind, skulle fordeles mellem de syge søskende og de otte raske.

Videre står der, at de karske søskende dels skulle tage sig af de syge, dels skulle de køre omkring  ”på heredsgang” i Båg, Salling, Sunds og gudme herreder efter ” Guds Almisser”. Folk herfra havde så ret til at få deres syge optaget i hospitalet. De der var formuende, skulle ved indtrædelsen i Sct. Jørgensgården erlægge  en indgangssum, ”gøre introit”, som det hed, og hvad de efterlod sig tilfaldt hospitalet.

A f forordningen fremgår også, at er ”nogen af de karske søskende gift og mister sin hustru, da skal han aldrig gifte sig, men leve renlivet, som klostermænd bør leve”. De syge måtte heller ikke gifte sig igen, men skulle leve ”renlivet”.

Alle søskende, både de syge og de karske, skulle hver dag læse femten paternostre og lige så mange Ave Maria morgen, middag og aften!

Sicmortuus mundi, vivas iterum Deo.

Ifølge overleveringen foregik selve optagelsen i Sct. Jørgensgården

Efter et ganske bestemt ritual. Mens der blev holt messe, og

Begravelsesritualet blev læst, lød det henvendt til den syge,

Som lå på katafalken: Sir mortuus mundi, vivas iterum Deo

(Således død for verden, lever du fortsat for Gud).

Ordene vil i dag nok forekomme os meget stærke, måske næsten

Stødende; men ved nærmere eftertanke må vi nok indrømme, at det var

et ganske fornemt ritual. Ordene gengav nu engang virkeligheden,

som den var: Den, der var blevet smittet af spedalskheden,

var død for verden; og dertil kommer, at der vel ofte er en hjælp til

at komme videre i at sige tingene, som de er.

Og med ritualets karske ord blev evangeliet forkyndt rent og purt:

At vort liv aldrig er uden håb,

heller ikke når det ser allermest håbløst ud.

I slutningen af 1400-tallet var spedalskheden på det nærmeste udryddet, og ved Chr. 3`s recens fra  1542 blev spedalskhedshospitalerne nedlagt, ”fordi at den spedalske syge er ikke her i landet så almindelige, som hun var i gammel tid”. Men stiftelsen blev videreført som asyl for gamle og svagelige mennesker, der ikke havde familie at ty til. Andre steder blev det kapel eller den kirke, der havde været knyttet til Sct. Jørgensgården, nedlagt samtidigt med at spedalskheden forsvandt, men her blev også kapellet liggende og blev nu en slags uofficiel sognekirke for bønder og fiskere.

Hospitalet

WP: 1.      N 55 02.926      E 010 35.875

Hvor mange fritstående lamper er der her,

foran det gamle hospital?  = B

I1638 blev Hospitalet og dermed også præstens bolig ødelagt ved en ”ulykkelig ildebrand.. hvorunder alle fundatser og gavebreve …var aldeles forkomne”, og der blev i stedet opført ”3 mådelige bindingsværkshuse.”

Pinsedag hærges hospitalet på ny af brand som også tog Brydegården med. Hvidkilde var nu overtaget af geheimeråd og kammerherre Waldemar Gabel, som længe forsømte at sætte bygninger i stand igen. Ved højesteretsdom 10. marts 1718 blev det slået fast, at det påhvilede Hvidkildes ejer at ”holde hospitalets bygninger og kirke forsvarligt ved lige”. Men Gabel blev syg og døde i 1725, ”hvorefter Kong Frederik den fjerde tog godserne til sig for resterende skatter, og overlod dem til vinhandler Lehn i København, en rigmand, som havde forstrakt kongen med penge i krigens tid”.

Og Johan Lehn lod nu først kirken restaurere og dernæst hospitalet nyopføre med de smukke bygninger, vi ser i dag. I 1738 blev den store bygning opført som et ”grundmuret Hospitalshuus, inddelt i 12 Værelser, hvoraf de 11 til 2 lemmer hver og det l2te til Bryggers; i hvert af hine var Kamin og i dette Ovn, og Bryggerkjedel"

Det Lenske Hospital

Nogle år senere kom den anden bygning til, kaldet det Lehnske Hospital, som en lille fornem bygning med lisener (murpiller) og gesims. Bag kalken er lisenerne foroven smykket med blomsterranker.

I dag er ”hospitalet” et flot nyistandsat menigheds hus og kontor.

Dette er uddrag af bogen: Sct. Jørgens Kirkes Historie.

Forfatter: Erik Nissen.

Skibsreder

A P Mærsk Møllers gravsted

WP: 2.       N 55 02.894       E 010 35.864

Antal bogstaver på lågen til gravstedet?  - 21  = C

Hvor mange hed Peter?  = D

Ved turen rundt på kirkegården har man nok,

lige kastet et blik på kirken hvor mange

GLAMHULLER er der i tårnet? = A

     CACHEN:

                          N 55  02.  A  B  (C+D)

                           E 010  35.  A  (B+D)  D