Kalk er et almindeligt forekommende råstof i den danske undergrund. Hvor kalken ligger nær jordoverfalden, og derfor er nem at komme til, har man traditionelt brudt kalk, som dels er blevet brugt til jordforbedring og dels som bindemiddel i mørtel og til overfladebehandling (kalkning) af stenbygninger. Kalk er også et vigtigt råstof ved fremstilling af cement. Hvor den rå kalk uden videre kan bruges til jordforbedring, kræver den kalk, der skal bruges i mørtel og til kalkning, at kalken først har været brændt. Ved brændingen, der sker ved omkring 1200 grader, ændres kalkens kemiske tilstand. Brændingen uddriver kultveilten af kalkstenen, og når man efterfølgende tilsætter vand til de brændte sten - læsker kalken - får man et bindemiddel, der sammen med sand og vand giver mørtel. Når den læskede kalk i mørtlen eller på husmuren kommer i forbindelse med kultveilten i luften, hærder den. Hele processen bringer kalken tilbage til udgangspunktet, nemlig kalciumkarbonat, som er den tekniske betegnelse for de rå kalksten, men nu vel at mærke i en form, hvor kalken tjener et formål enten som bindemiddel eller som overfladebeskyttelse. Brænding af kalksten med henblik på fremstilling af læsket kalk har spillet en stor rolle på Djursland i tiden fra o. 1840 til 1980, hvor det sidste store kalkværk på Djursland lukkede. Landskabet omkring Glatved syd for Grenå er stærkt omformet af de meget store kalk- og råstofgravninger, som har fundet sted gennem de seneste hundrede år, og kalkovnene ved Birkesig repræsenterer således den tidlige fase af denne industri.
Den kalk, der blevet produceret i Birkesig, var baseret på kalkrullesten. Rullestenene blev gravet i lokale moræneaflejringer og sorteret for sten, grus og flint ved håndkraft. Ved siden af ovnene ligger der en bunke kalkrullesten af samme type og størrelse som blev brugt ved kalkbrændingen i Birkesig. Kalkbrænding var et sæsonhåndværk. Om vinteren gravede og opstakkede man de nødvendige kalksten, og brændingen foregik om foråret og et stykke hen på sommeren. Ovnene i Birkesig var i brug indtil 1935, hvorefter de forfaldt.
I 2002 blev de tre ovne restaureret gennem et samarbejde mellem Ebeltoft Kommune og Århus Amt. Den ene ovn er fuldt funktionsdygtig, og det er planen, at den lejlighedsvis kan bruges til at genoplive det gamle kalkbrændingshåndværk, som i 1900-tallet var et af områdets væsentligste erhverv. Ovnene er såkaldte kubeovne, opført i årene 1928-29. Kubeovne var som regel bygget ind i en skrænt, så man kunne fylde dem gennem en åbning øverst i ovnrummet. I siden af ovnen var der en indgang, som blev muret til, når der skulle brændes, og i bunden en indfyringskanal, som var tilgængelig gennem en indfyringslåge. Når der skulle brændes, blev ovnen fyldt op med lag af skiftevis kalksten og kul. Indgangen blev muret til, og brændingen kunne sættes i gang. En brænding tog 5 - 6 døgn og krævede tilstedeværelse og opmærksomhed. Gennem et glughul i ovnen kunne brændingen følges, men ellers var det røgens farve, der fortalte, hvordan brændingen skred frem.
English:
Limestone is a common raw material in the Danish underground. How fur is close to the soil surface and therefore is easy to reach, it has been traditionally broken limestone, some of which have been used for soil improvement and as a binder in mortars and coatings (liming) of stone buildings. Lime is also an important feedstock in the manufacture of cement. Where the raw lime can be used for soil improvement, requires calcium to be used in mortar and liming the whitewash has been burned. When the firing is going on at around 1200 degrees, the chemical state of whitewash. Burn expel carbon dioxide from lime stone, and when you subsequently add water to the burnt stones - quench lime - you get a binder, along with sand and water provide mortar. When the læskede lime in mortars or husmuren in relation to carbon dioxide in the air, it hardens. The whole process takes TRACED back to the starting point, namely calcium carbonate, which is the technical name of the raw limestone, but now he is in a form where TRACED serves a purpose, either as a binder or as a surface protection. Calcination of limestone to produce lime quench has played a major role in Djursland time o. from 1840 to 1980 when the last major work in lime Djursland closed. The landscape around Glatved southern Grenå heavily transformed by the huge limestone and raw materials are grave, as has occurred over the last hundred years, and lime kilns at Birkesig represents the early phase of this industry. The lime, which was produced in Birkesig was based on calcareous pebble. Rolling stones were dug in local moræneaflejringer and sorted for stone, gravel and flint by hand. Beside furnaces lies a pile of limestone pebble of the same type and size as was used for lime burning in Birkesig. Lime burning was a seasonal craft. In winter and dug opstakkede Monday the limestone, and firing was done in the spring and well into the summer. Furnaces in Birkesig were in use until 1935, after which they are due. In 2002, the three kilns restored through cooperation between Ebeltoft municipality and Aarhus County. One oven is fully functional (6), and it is envisaged that it may occasionally be used to revive the old lime-burning craft, which in 1900 was one of the area's main occupation. Furnaces are called cube kilns built in the years 1928-29. Kube ovens were usually built into a hillside, so we could fill them through an opening at the top of the cavity. In the side of the oven, there was an entrance that was built, when there should be burned, and the bottom one indfyringskanal, which was accessible through a indfyringslåge. When was burned, was the oven filled with alternating layers of limestone and coal. The entrance was built, and the firing could be launched. The firing took 5 to 6 days and required the presence and attention. Through a glughul in the oven could burn followed, but otherwise it was smoke color that told how the firing went on.