Vor Frelsers Kirke, Horsens
-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size: 
(micro)
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
Det er en nano, og den er sort.
or Frelsers Kirke er den ældste bygning i Horsens. Udgravninger i sommeren 1992 viser, at kirken er placeret på et område, som i 11.-12. årh. var omgivet af en voldgrav, formodentlig omkring en kongsgård.
I begyndelsen af 1200-tallet moderniseres byplanen med ændret havneløb og nord for havnen to gader på hver sin side af kirken og det centralt beliggende torv, vel nok på foranledning af kong Valdemar II Sejr. Byen opføres i Valdemars Jordebog (1231) blandt hans ejendomme, og en mønt fra samme tid bærer indskriften Regis Horsenes, Kongens Horsenes. Meget er stadig uklart omkring Kirkens opførelse, men bygningsmæssigt må man regne den opført omkring år 1225 i sen-romansk stil med kor og hovedskib, måske som korskirke på samme sted, hvor der tidligere har ligget en trækirke, i hvert fald en betydelig bygning, jtr. Udgravningerne.
Senest omkring år 1350 er sideskibene og tårnet føjet til. De to trappeforløb i vestgavlens murværk kunne tyde på, at der har været eller været planlagt to tårne, men der kan også være tale om en opgang til et vestie, et stort rum i den vestlige del af kirken, omtrent hvor det nuværende orgel fra 1977 befinder sig. Her har kongen kunnet varetage sine verdslige forretninger og samtidig kunnet følge med i højmessen, sorn ret tidligt er blevet ledet af Johannitterne. Først i år 1418 bliver kirken, som synes indviet til Sct Jacob, Sct. Ib, sognekirke for byen ved en overenskomst med Johannitterordenen, iflg. pavebrev. Som Jyllands tredie største by i middelalderen - efter Viborg og Slesvig, har byen været genstand for plyndringer og brænde som følge af krige. I år 1247 i fejden mellem kong Erik og hertug Abel, og i år 1285 hærgedes byen af den norske ombudsmand Alf Erlingsøn. Ved reformationstiden synes den også hærget af brand. Kirken brændte som regel med byen, og har i perioder været en åben ruin. Ved restaureringen i 1935-36 fandt man resterne af en ravnerede.
Restaureringen i 1935
I 1935 førtes kirken tilbage mod den oprindelige form fra slutningen af middelalderen – helt tilbage til 1200-tallet ville være umuligt. I lange perioder har kirken været hvidtet både udvendig - hvad billederne helt frem til år 1857 og undersøgelserne i 1987 i forbindelse med opførelsen af sognehuset viser, og indvendig - hvad et kalkmaleri fra Ar 1450 af Jesu lidelse på korset, og alle der kendte kirken før år 1936, kan bevidne. Kalkmaleriet er nu forsvundet. Under ledelse af kgl. bygningsinspektør Viggo Norn ændredes tagkonstruktionen på kirkens sydside således, at saddeltaget blev ført ned over det sydlige sideskib; kirken er derfor nu under et tag.
Triforiegalleriet
Det bygningsmæssigt fornemste element, triforiegalleriet, fremkom ved restaureringen i 1936. Det usædvanlige er, at det er udstyret med dobbelte søjler; man skal syd for alperne for at finde noget lignende. Triforiegalleriet og den pompøse vestindgang peger på en kongelig bygmester. Vestind- gangen er indrammet af 6 granitsøjler, der tydeligt bærer præg af brand. Kapitælerne er interessante med motiver af hund og hare. Relieffet med en løve på hver side af indgangen over de yderste søjler er ligeledes en markering af kongeligt ejerskab.
Kirkens Spir
Det løgkuppelformede spir har afløst et tårn med kamtakkede gavle, som stadig findes på mange landsbykirker. Tårnet er opført i år 1737-38 efter tegninger af N.H. Rieman og bekostet af negotiant Claus Cortsen, som var kirkeværge og storkøbmand. Selve murværket, ikke mindst i Vestgavlen, peger på et tydeligt slægtskab med domkirkerne i Århus og Ribe, især dennes vestfacade. Professor Otto Norn antyder, at man kan tænke sig de samme bygmestre. Middelalderens alter og døbefont er forsvundet, muligvis ødelagt af en kirkebrand på reformationstiden.
Prædikestolen
Prædikestolen er det ældste og mest værdifulde af kirkens inventar. Den er udført i år 1663-70 af den kendte billedskærer Peder Jensen Kolding, der var bosat i Horsens. Han har desuden fremstillet altertavlen i en række jyske kirker. Han hører hjemme i overgangen mellem to stilarter. Med stærke rødder i renæssancens ro og rene linier, udvikler han efterhånden stadig flere enkeltheder fra barokken i sin kunst. Han får lyst til at lade figurerne dominere. Der kommer sno- søjler, springlister og svulmende engle samt blomster- og dyreornamatik. Alle disse enkeltheder genfindes i Vor Frelsers Kirkes prædikestol, der også viser hans virtuose evne til at arbejde i forskellige træsorter med meget stor kunstnerisk sans: Egetræ, palisander, ibenholt, nøddetræ og mahogni. Stolen regnes for hans mesterværk og et af dansk billedskærerkunsts hovedværker. Nederst ses Moses med rejsestav og lovens ti bud. Midt på stolen ses Jesus omgivet af sine disciple. Reliefferne forestiller lidelseshistorien frem til opstandelse og himmelfart. Duen i lydhimlen forestiller helligånden. Prædikestolens ortodokse prædiken er: Følger man loven og tror Jesu gerning og lader kærlighedens ånd være vejledende i livet, så får det følger for dyderne, som er placeret som smukke kvinder. Rundt på lydhimlens forkant
ser man retfærdighed, håb, tro, visdom, styrke og mådehold, og øverst på lydhimlen en kvindeskikkelse symboliserende kærligheden.
Prædikestolen er skænket at Horsens storkøbmanden Johan Andersen og Hustru Bodil Hansdatter som takkegave for byens befrielse efter den svenske besættelse 1657-60. Den stod oprindelig i Klosterkirken, der dengang var byens sognekirke. Da Vor Frelsers Kirke i 1794 afløste Klosterkirken som sognekirke tog menigheden prædikestolen med over til dens nye hjemsted, hvor den siden har haft sin plads. Giverparrets portrætter findes både malet og skåret på prædikestolens lydhimmel.
Døbefonten
Kirkens døbefont er af granit og stammer fra 1866. Alterfiguren, en statue af Kristus i forgyldt bronce er udført i 1950 af professor Utzon Frank.
I kirkens krypt er der grave. Enkelte af navnene er indhugget i gulvfliserne. En række epitafier og mindetavler over kendte horsensborgere fra 16.-18. Årh. er opstillet langs væggene i sideskibene. En gravsten over søfareren Vitus Berings forældre findes i våbenhuset mod syd. Vitus Bering blev admiral i den russiske flåde og gav navn til Beringestrædet mellem Alaska og Sibirien.
Denne historiske gennemgang er hentet fra folder, som blev udarbejdet i 1993 af Vor Frelsers Sogn’s Menighedsråd i samarbejde med Vejle Amt.
Additional Hints
(Decrypt)
cynprerg cå qøe øirefg gvy uøwer.