UNDALLSLUND - EN
ØJENVIDNEBERETNING
Den sidste og alvorligste del af besættelsen for mange stikkere og
landsforrædere fandt sted bag pigtrådsspærringer i Undalslund
Plantage vest for Viborg. Undallslund var en henrettelsesplads,
hvor 17 dødsdømte landsforrædere fra Fyn og Jylland blev skudt i
perioden fra den 8. oktober 1946 til den 12. juli 1949.
Helmuth Spanggaard var ung under besættelsen. I efteråret 1948 sneg
han sig sammen med nogle kammerater ud til Undallslund Plantage en
aften, da der blev foretaget to henrettelser.
Den sensommernat i 1948, hvor min medfødte nysgerrighed fik mig
til, måske på ulovlig vis, at gøre forsøg på at overvære
henrettelsen af to af besættelsestidens landssvigere, står stadig
for mig fuldstændig klar. Som var det igår erindrer jeg alle
enkeltheder om denne oplevelse.
I 1945 da Danmark atter var frit og vi igen var herre i eget hus,
var der en ting som så godt som hele befolkningen var enige om, og
det var, at en retfærdig straf skulle overgå alle der havde svigtet
Danmark og var gået i fjendens tjeneste. Som følge deraf blev der
foretaget en mængde arrestationer og interneringer i de første dage
efter 5. maj. Dog blev en hel del, for det meste de såkaldte
værnemagere og andre, der blot kunne karakteriseres medløbere,
hurtigt løsladt. Tilbage i fængslerne var så alle de grovere
tilfælde af landsforrædderi, de, som i henhold til
straffelovstillægget om landsskadelig virksomhed, skulle stilles
for retten. Langt den øverste del af disse personer blev idømt
tidsbestemte straffe - helt op til 'livsvarigt' fængsel. Men en
mindre del af disse landssvigere, de allerværste og groveste
forbrydere, de der havde begået mord, drab, tortur o.s.v. blev dømt
til døden. Der blev afsagt dødsdom over et stort antal persone,
omkring 40.
Størsteparten af disse henrettelser fandt sted på et militært
område i nærheden af Viborg, nemlig i Undalslund, og den sidste del
af de dødsdømtes levetid blev derfor tilbragt i arresten i Viborg.
Som følge deraf kunne byens indbyggere heller ikke undgå at mærke,
når en henrettelse var forestående, og mange vidste derfor god
besked med både tidspunkt og sted, for hvornår en henrettelse
skulle foregå.
Denne forhåndsviden fik mig til at gøre et forsøg på at overvære en
henrettelse på så nært et hold som muligt.
I nogen tid havde der brændt lys døgnet rundt i to af cellerne i
arrestbygningen, hvilket tilkendegav at to dødsdømte i løbet af
kort tid kunne forvente dommens fuldbyrdelse. Dette skærpede min
agtpågivenhed, så jeg var forberedt på at der snart skulle 'ske
noget'. En dag bemærkede jeg så, at der foran politigården var
parkeret en stor politibil fra Aarhus, samtidig med at mange
fremmede politifolk spadserede på gaderne. det var de sikre
kendetegn på, at henrettelser skulle finde sted den følgende nat.
En mand kunne iøvrigt fortælle mig, at en bil den samme dag havde
afhentet to ligkister hos en ligkisteforhandler i Dumpen, så der
var ingen tvivl om, at de ventede henrettelser ville blive
fuldbyrdet i nattens løb.
Omkring midnat begyndte så min 'ekspedition'. Sammen med et par
kammerater begav jeg mig ned til fængselsbygningen bag rådhuset,
for på nærmeste hold at overvære øjeblikket, når de dødsdømte
skulle ud på deres sidste køretur. Men det var ikke muligt, hele
området bag rådhuset var afspærret af politiet, så vi måtte fjerne
os derfra igen. Vi kunne dog ikke undgå at se den hektiske
aktivitet, der fandt sted indenfor det afspærrede område. Lys var
tændt overalt, og biler kørte ustandselig til og fra området. Vi
fjernede os derfra igen og begav os så ud til Undallslund, hvor vi
vidste henrettelserne skulle finde sted. Vi vidste godt, at hele
området var effektivt afspærret og gjorde derfor ikke noget forsøg
på at komme ind, men nøjedes med at tage opstilling ved indkørslen
lidt i skjul af nogle træer, for derfra at se kortegen med de
dødsdømte, når denne kom forbi. Omkring kl. 0.30 så vi, at en
bil-kolonne nærmede sig, tog farten lidt af og drejede ind ad
indkørslen. I den midterste vogn sad den dødsdømte, men der var
tilsyneladende kun én i vognen. Da kolonnen var forbi, cyklede vi
fra vort skjulested for at komme i en lidt mere gunstig position,
hvor vi måske på lidt nærmere hold kunne komme til at overvære
sidste akt. Vi turde dog ikke komme alt for nær af frygt for
opdagelse, men nøjedes med at tage opstilling på en vej, der førte
forbi skoven i nogen afstand. Vi kunne derfra ikke se eller høre
noget særligt, men vi var dog sikre på, at vi derfra kunne høre
skydningen, når denne fandt sted. Efter ca. et kvarters forløb lød
der en salve, og vi vidste nu, at det var forbi.
Vi startede så vores hjemtur, men nåede dog ikke langt før vi igen
så en bilkortege nærme sig inde fra byen, og ligesom i den første
kolonne sad der også denne gang en enlig og dødsdømt fange i det
oplyste 'salatfad'. Vi fik her forklaringen på, hvorfor vi kun
havde set en enkelt dødsdømt i den første kolonne, hver mand blev
altså kørt ud for sig. Vi vendte straks om og fulgte efter på vores
cykler, og lidt mere dumdristigt end første gang forsøgte vi i ly
af nattemørket og over markerne at komme nærmere til
begivenhedernes centrum. Det lykkedes tildels også. Vi kom så nær,
at vi kunne høre stemmer, uden dog at kunne skelne hvad der blev
sagt, og se lys mellem træerne, selvom vi ikke kunne se noget til
de personer, der skulle deltage i det makabre skuespil. Således gik
der en halv snes minutter, indtil vi mente, at vi hørte en
kommando, efterfulgt af en bragende salve, som ikke var til at tage
fejl af. Klokken var da næsten 1.30.
Nu kunne vi med sindsro tage hjem, for nu passede regnskabet med de
to oplyste cellevinduer og de to afhentede ligkister, så vi var
klar over, at der ikke ville finde flere henrettelser sted den
nat.
Dagen efter stod der en kort meddelelse i aviserne om, at to mand
der i henhold til landsrets- og højestreretsdom var dømt til døden,
var blevet henrettet i morges.
Originalen befinder sig på Lokalhistorisk Arkiv for Viborg
Kommune