En flok unge nazister flyttede i februar 1999 ind i og forskansede
sig i huset i Niels Lykkes Gade 38 i håb om, at kunne danne et
hovedkvarter her for udbredelse af nazistiske ideer og tanker.
Huset havde man arvet, da den tidligere beboer døde. Huset blev
hurtigt forskanset bag et højt stakit og hagekors malet på. Huset
blev hurtigt omdøbt til naziborgen.
Men det varede ikke længe, før naboerne tog til genmæle på en
særdeles iøjnefaldende måde: man arrangerede aftensang foran
nazihuset hver eneste aften i over to år!
Naboerne mødtes hver aften klokken 20 foran naziborgen for at vise
dem, at de ikke var velkomne i Nørresundby. I alt 817 gange blev
det til, inden der pludselig dukkede en ukendt arving fra USA op.
Hun viste sig, at være søster til afdøde og hun krævede sin
arveret. Hun fik medhold i retten.
Tirsdag morgen den 15.
maj 2001, ankom en flyttebil til huset, og samtidig gik nazisterne
i gang med at afmontere de plader, der har dækket vinduerne.
Plankeværket omkring huset blev fældet med en motorsav, og
nazisterne begyndte at bære møbler og inventar ud til den ventende
flyttevogn.
Huset bliver i dag anvendt til alm. beboelse.
Peter Wendelboe har været så venlig at uddybe historien:
Det var mig, der fandt den enke i USA, der til sidst arvede huset.
Jeg har et indgående kendskab til hele historien og tilbyder gerne
at levere en mere dækkende omtale af historien til denne
cache.
Men her er et par kommentarer:
Husets tidligere ejer var Gunnar Gram. Han flyttede ind samme med
sin mor i 1948 og boede her alene efter moderens død i 1986. Både
han og moderen var glødende nazister - ligesom Gunnars far også
havde været det - lige til 5. maj 1945, da han døde for egen kugle,
da en gruppe modstandsfolk ville arrestere ham.
Den dengang 25-årrige Gunnar havde under besættelsen været i tysk
tjeneste som havnevagt i Skagen. Han blev taget og dømt allerede i
august 1945 til 5 års fængsel, men slap ud efter 2½ år på grund af
god opførsel.
Efter sin løsladelse købte han sammen med moderen ejendommen Niels
Lykkesgade 38. Moderen havde en lille grøntforretning i kælderen og
fungerede endvidere som damefrisør for kvarterets beboere. Gunnar
var medlem af fagforeningen og havde forskelligt arbejde bl.a. i
kridtgraven lige nedenfor.
Både mor og søn var vellidte i kvarteret, og børnene kom gerne ind
og fik en snak og en godbid hos de to rare mennesker. Alle i
kvarteret vidste, at Gunnar var Nazist! Det lagde han ikke skjul på
- hverken i fagforeningen eller ved offentlige møder f.eks. på
biblioteket, hvor han kom dagligt, eller i kirkesalen ved
Nørresundby Kirke, når f.eks. jødedommen eller udryddelseslejrene
var til debat.
Efter moderens død stillede Gunnar lokalet i kælderen til rådighed
for den offsetmaskine der trykte de holocaustbenægtende og
nazistiske bøger, som daværende leder af de danske nazister, Povl
Heinrich Riis-Knudsen, fremstillede, desuden lagerplads og
ekspeditionslokaler for forlaget Nordland Verlag, der udgav
dem.
Alt dette vidste og accepterede kvarterets beboere.
Da Gunnar døde i ensomhed i sin lænestol i stuen på Niels
Lykkesgade 38, var det en af de kendte ledende nazister fra
Nørresundby, der identificerede ham. Da han ingen kendte pårørende
havde, blev det besluttet, at han skulle brændes og uden nogen form
for højtidelighed jordfæstes i de ukendtes grav.
Men en uge efter dødsfaldet, i samme øjeblik som, bedemanden ville
hente liget og køre det til krematoriet, dukkede pludseligt et
"testamente" op. Det var udfærdiget på nazilederen Jonny Hansens
computer, og oplystes at have været opbevaret hos ham i
Greve.
Testamentet indeholdte ikke Gunnar Grams normale underskrift. Hans
navn var påført med blokbogstaver. Men da ingen gjorde indsigelser
blev "testamentet" anerkendt af skifteretten.
Den begunstigede i testamentet var IKKE nazistbevægelsen som sådan,
og det var ikke meningen, at huset skulle benyttes til såkaldt
"Naziborg".
Der flyttede derfor heller ikke "en flok unge nazister ind i
februar 1999 og forskansede sig i huset i håb om, at kunne danne et
hovedkvarter her for udbredelse af nazistiske ideer og tanker," som
teksten til denne cache fortæller.
Huset blev heller ikke "hurtigt forskanset bag et højt stakit og
hagekors malet på og omdøbt til Naziborgen".
Ifølge testamentet var arvtageren "Retshjælpen" - en forening, der
på et globalt plan skulle yde økonomisk hjælp til nazister, der var
blevet involveret i retssager.
De unge nazister bag "Retshjælpen" begyndte at modernisere huset
for at få en bedre salgspris. De afmonterede bl.a. køkken og bad og
bestilte nye elementer hos lokale leverandører.
Selv om kvartets skiftende beboere (jvf. forrige log) siden 1948
havde kendt husets to beboere som nazister og levet i fredelig
sameksistens med dem, reagerede naboerne først nu - efter Gunnar
Grams død - på den omtalte "særdeles iøjnefaldende måde": man
arrangerede i mere end 2 år hver aften aftensang foran nazihuset -
i alt 817 aftener blev det til. Desuden fik man opbakning fra den
fagforening, som Gunnar Gram havde været medlem af og betalt til
hele sit liv. Fagbevægelsen hentede store horder af demonstranter
med tog og bus fra hele landet - og specielt fra København - og
trakterede dem med øl og pølser.
Og fagbevægelsen fik sat et stopper for leverancer af køkken- og
bade-elementer til huset og blokerede for EL- og
VVS-installatøreres arbejde. Dermed kunne de 4 unge nazister ikke
gøre arbejdet med renoveringen færdigt og få huset solgt. Og hvad
værre var: De tilrejsende demonstranter begyndte at ødelægge huset,
kaste med sten gennem vinduerne og sprøjte maling og male hagekors
på muren.
Det var først, da dette hærværk begyndte, at de 4 nazister fandt
det nødvendigt at rejse det berømte plankeværk om bygningen og
sætte skodder for vinduerne. På denne måde lykkedes det naboerne,
fagbevægelsen og de tilrejsende ballademagere at stoppede
ombygningen af huset effektivt. Det var helt usælgeligt. Det
forfaldt mere og mere og henstod på denne måde i mere end 2 år som
en skændsel for kvarteret.
Uafhængigt af alt dette fandt jeg og en anden slægtsforsker frem
til, at Gunnar Gram havde en arving. Hans far havde været gift før,
ganske kortvarigt - i USA. Der fik han en datter, som altså var
halvsøster til Gunnar. Da den lille pigens mor døde kort efter
fødslen, blev hun bortadopteret og faderen rejste hjem til Danmark,
hvor han aldrig fortalte om giftermålet og datteren,
Men bortadoptionen var sket efter den gamle arvelov fra før 1925.
Efter denne lov var den bortadopterede halvsøster retmæssig arving
til huset - hvad hun ikke ville have været efter den nugældende
arvelov.
Og dette var årsagen til, at den nazistiske forening "Retshjælpen"
måtte aflevere arven til en amerikansk dame fra Butte, Motana, USA.
Hun fik noget spændende dansk inventar - bl.a. nogle lamper, nogle
dørgreb og en kakkelovn - med sig tilbage til Montana samt de
midler, der blev tilbage, da dødsboet var gjort op og
solgt.
Med venlig hilsen,
Peter Wendelboe
... der gerne fortæller mere om denne spændende
historie.