Støberiet DieselHouse #2 Mystery Cache

 

 

 

 

 

 

 

 

Frem til starten af 1970’erne blev en B&W motor blev lavet af støbte komponenter.

 

Der ligger en naturlig overgrænse på, hvor store komponenter man kunne støbe i et stykke. Den var bestemt af, hvor meget flydende støbejern, der kunne være i støbeskeen. Hvis man skulle have noget større og mere komplekst, måtte man samle det med bolte af flere støbte dele. For eksempel er den store motor opbygget af store støbte komponenter, som igen er boltet sammen. Selv krumtappen består af støbte komponenter, der igen er krympet sammen. Den type krumtapaksel kaldes fuldbygget.

 

Svagheden ved at bygge en motor op i støbte komponenter er, at støbejern ikke er noget særlig stærkt materiale. Samtidig er det rimelig skørt, så man skal vide, hvad man gør. Ellers går det galt.

 

 

Bemærk de hvidmalede galleriknægte på billedet ovenfor. De viser klart den designfrihed, man har med støbejern som materiale.

 

Se samtidig på B&W nummer 1 og Holeby nummer 1. Begge motorer er bygget op af støbte komponenter – og bemærk de flotte rundede former man kan opnå i støbegods.

 

Men hvad er støbejern for noget? Teknisk set er støbejern et materiale, der indeholder jern og kulstof. Støbejern indeholder fra 3,2% kulstof op til 3,6% kulstof. Når man smelter støbejern dannes en såkaldt eutektisk legering, der smelter ved 1120 grader og indeholder 3,4 % kulstof. Materialet har nogle meget nyttige egenskaber, som gør det er nemt at støbe ud i en støbeform; det flyder rimelig let og trækker sig næsten ikke sammen ved størkningen. Derfor kan man lave meget fine detaljer i støbejern. Bagsiden er støbejerns ringe trækstyrke; karakteristisk ligger den på 1/3 til 1/4 af almindeligt stål. Desuden er støbejern sprødt – ligesom glas.

 

For at kunne lave et støbt emne skal man have en støbeform. Den er typisk lavet af støbesand med en speciel binder. Det hulrum i støbeformen, som senere til det færdige emne, kommer fra en træmodel. Formeren stamper støbesand omkring modellen, så man får en støbeform. Formen er naturligvis delt, for eller kan man ikke få modellen ud af formen.

 

Desuden skal man have et område, hvor man slår emnet ud af formen og renser det af for støbegrater og indløbssystemet. Overskudsjernet ryger tilbage i ovnen. Sandet bliver renset og kan (delvis) genbruges.

 

Historien:

I 1920 var støberiet på Christianshavn blevet for lille og for utidssvarende. Der var ikke rigtig plads til at udvide på Christianshavn. Noget måtte gøres.

Svaret var et splinternyt støberi på en lille ø i Sydhavnen – Teglholmen. Her var rigelig plads til at bygge drømmestøberiet. Det stod færdigt i 1922.

 

 

 

Øverst i billedet kan man se, hvordan kranerne er arrangeret i to lag; det nederste lag er svingkraner, det øverste lag er traverskraner. De to sæt kraner kunne altså arbejde uafhængigt af hinanden.

Yderst til venstre kan man se smelteovnene. På fotografiet står der en røgsky op af skorstenene. Traverskranerne kunne hente flydende støbejern fra ovnene og støbe det ud i formene. Svingkranerne blev brugt til at flytte færdige støbeforme, flytte støbemodeller og til at flytte færdigstøbte emner.

 

I 1973 kom de første eksperimenter med sammensvejste komponenter i stedet for støbte komponenter. De kom med den revolutionerende K-GF serie af højtydende dieselmotorer til skibsbrug. Nu var kræfterne i motoren blevet så store, at de støbte komponenter ikke længere var tilstrækkelige. Derfor var den eneste løsning at bruge svejste komponenter.

 

 

Samtidig skiftede B&W til svejste komponenter på en lang række steder, hvor der hidtil havde været anvendt støbte komponenter, for eksempel galleriknægte. Derved forsvandt en stor del af behovet for støbte komponenter. I 1978 faldt øksen så over støberiet på Teglholmen – det lukkede.

 

I dag er der kun en enkelt bygning tilbage fra støberiet – den lille røde portbygning. Huset er misligholdt og overmalet med graffiti, men står alligevel tilbage som et monument over et stykke dansk industrihistorie. Det eneste andet minde er det store sving udenom støberiet, som Støberigade har i dag.

 

For at finde cachen skal man finde to røde, magnetiske nanoer på 1. sal i Diesel House. Indeni hver nano ligger en seddel med to tal. Tilsammen fortæller de fire tal, hvor cachen ligger. Desværre har drille Nissen været på spil og blandet tallene.

Cachen ligger på 55º AB.CDE 12º FG.HIJ. Der er omkring 550 meter til cachen fra startpunktet.

 

DieselHouse ligger på Elværksvej 50 i Valby. Museet er åbent mandag-torsdag 10-16. 1 og 3 søndag er museet åbent fra 10-13.30 – og den store motor starter kl. 11.

 

Der er gratis adgang.

 

Kør ad Vasbygade og drej ned af Kortløb. Følg skiltene til DieselHouse. Der ligger en JET tank på hjørnet til Kortløb. Cyklende & fodgængere kan bruge den lille port ca 200 meter syd for JET tanken. Bus 30 stopper næsten ud for denne port.

 

Cachen er en lille plastæske.