Vadehavsøen Mandø
Mandø er nok en af Danmarks fredeligste øer og har derfor ikke mange lighedspunkter med de andre ferieøer langs Vadehavet. At Mandø har fået lov at forblive næsten uberørt af turismen skyldes tidevandet, for ved højvande er øen uden for trafikal forbindelse til omverdenen.
Mandø er som den eneste ø i det danske vadehav beskyttet af et havdige næsten hele vejen rundt om den 8 km2 lille ø. En enkelt klitrække på øens højeste punkt giver indbyggerne i Mandø by beskyttelse mod havet fra vest.
Mandø er en marskø omgivet af snadvader. Afstanden fra Vester Vedsted på fastlandet til Mandø by er 11 km, heraf ca. 6 km gennem Vadehavet. Den anden mulighed for at komme til Mandø er via låningsvejen, der er en lav grusvej anlagt i Vadehavet. Den oversvømmes normalt to gange i døgnet af tidevandet.
Mandø er en dansk ø i Vadehavet, der øen dækker 7,63 km² og har ca. 62 indbyggere. Mandø er tilgængelig ved ebbe, hvor en vej "Låningsvejen", som blev færdig i 1978, forbinder Mandø med Vester Vedsted i Jylland med øen. Øen udgør Mandø Sogn og er en del af Esbjerg Kommune.
Befolkningstallet gennem det sidste århundrede været i tilbagegang, og antallet af fastboende ligger nu på omkring 60, men Sommerhusbebyggelsen og turismen udgør en vis kompensation for det faldende befolkningstal. Mandø erhverver sig hovedsagelig ved landbrug og turisme. Der er mange aktive øboere som bor fast på øen.
Det er også muligt at køre ad Mandø Ebbevej, men den er kun for traktorer, da det blot er en afmærket rute. Det er årsagen til at Låningsvejen nu er offentligt skiltet. Det hændte at enkelte turister er blevet overrasket af det pludselige højvande.
Mandø Kirke, bygget 1639, restaureret 1727 er en langhusbygning af munkesten, med et vest for liggende våbenhus fra 1728. Kirken og kirkegården ligger på et værft, for at at sikre den under højvande.
Geografi
Mandø er en flad opdyrket, inddiget marskø, med op til 12 m høje klitter mod vest. Den overvejende del af markerne ligger som græsningsenge. Mod sydvest på "Gammel Mandø" ligger Mandø by. Gammel Mandø og Ny Mandø var oprindeligt to øer, men er i tidens løb vokset sammen. Begge startede de som Koresand, men er senere blevet tilvokset med planter og endt som egentlige øer. Langs med Låningsvejen sørger faskiner for, at der dannes mere land. Mod vest udenfor klitterne vokser øen, og det samme sker mod øst. Den største risiko for indtrængende vand er mod sydøst, hvor der kan være erosion og dermed også den største fare for digebrud under stormfloder.Mandøs "wheele", en lokal betegnelse for stormflodshuller som blev inddiget for at gøre området dyrkbar igen.
Ved slusen midt på øens østside går drænvandet ud i havet. Slusen er halvautomatisk, og højvandet lukker selv portene.
Havet omkring Mandø er overalt fladt og kan ikke besejles.
Geologi
Hele øen var i sin oprindelige form dannet af småøer, der ved digebygning er blevet til en sammenhængende ø. Mod vest har to strandvoldesystemer dannet en buet kyst, hvor flyvesand har skabt to rækker klitter. Rundt om hele øens kyster er der mange eksempler på havaflejringer, nedbrydning og marskdannelser.
Natur
Mandø har et enestående fugleliv med flere tusinde par ynglende fugle. Mandø har Danmarks størtse enkeltbestand af strandskader på ca. 1000 par fugle og Danmarks største koloni af fjordterner. Der er endvidere mulighed for at observere rørhøg, brushane, klyde, havterne, pibeand, knarand, hvidbrystet præstekrave, vibe, rødben og stor kobbersneppe. I træktiden ses store forekomster af strandhjejler.
Der er ræve og mosegrise, som man forøger at begrænse antallet af, grundet deres underminering af digerne. Af vildt er der harer og rådyr.
Fra diget i det nordøstlige hjørne af øen, kan man ved lavvande og klart vejr, hvis man kigger i retning af møllerne i Tjæreborg (på fastlandet), se en sælbanke med op til hundrede sæler i ynglesæsonen.
Historie
Ingen ved med sikkerhed, hvor længe Mandø har eksisteret. Første gang man på skrift hører om Mandø, er 1231 i Kong Valdemars Jordebog og at der boede mennesker på Mandø i starten af 1300 tallet. 1340 blev Mandø Kirke optegnet i en oversigt over kirker i Ribe Stift. 1558 hærgede en voldsom stormflod og Mandø by, der dengang lå på den nordligste del af Mandø, blev oversvømmet og stormfloden ”kløvede” Mandø i to større øer ved den såkaldte ”Store Lo” og beboerne byggede deres nye ejendomme på den sydligste af de to øer "Ny Mandø" i nærheden af klitrækken mod vest. Sagnet fortæller at kun 7 mænd som tilfældigvis arbejdede med høet inde i Mandø Hølade på fastlandet overlevede stormfloden. De 7 mænd fandt i Ho på Fanø deres nye koner og flyttede kort tid efter tilbage til Mandø. Der er formodninger om at navnet Mandø opstod på grund af ovennævnte episode.
Kirken på Gammel Mandø forsvandt fuldstændig ved stormfloden, ikke engang soklen lod stå tilbage. I stedet opførtes en ny på Ny Mandø i 1570. Stormfloden den 11. oktober 1634 spredte død og ødelæggelse syd for Mandø og store dele af øen blev oversvømmet, men ingen mistede livet. Kun kirken blev igen ødelagt, og i 1639 blev der igen bygget en ny kirke. 1652 boede der på øen ca. 130 mennesker og da det var svært at leve af landbruget alene, begyndte en del af beboerne at suplere med fiskeri, hvilket skabte en positiv udvikling for øen. 1727 blev Ny Mandøs tredie kirke, den nuværende kirke bygget.
Mandø havde været kronens gods indtil 1741, hvor øboerne købte den for 864 rigsdaler og var nu forpligtet til selv at skulle betale præstens løn og vedligeholde kirken. Man fik endvidere rettighederne til jagt og stranding. Renden øst om Mandø var efterhånden sandet helt til, og det var nu muligt at nå fastlandet til fods eller hest. Vejen blev afmærket med riskoste hvert forår.
I 200 år var søfarten af stor betydning, erfaringen fra fiskeriet gjorde, at mændene tog job som matroser, styrmænd og kaptajner på skibe verden over, og landbruget blev overladt til kvinderne. De mange storme medførte en kraftig sandflugt fra klitterne mod vest. Kvinderne byggede derfor et dige omkring et 60 ha stort område øst for byen, som et værn mod de gentagende oversvømmelser. I digerne lavede de små sluser af træ, til afvanding af agrene. Diget var ca. 180 cm højt, og lå 3 meter over daglig vande. Men klitrækkerne mod vest, som skulle beskytte indbyggerne, led hårdt under den kraftige sandflugt der fulgte i hælene på stormene som ramte området. I 1870erne tilplantede man klitterne med hjelmgræs for at komme denne sandflugt til livs. I samme periode opførtes ”Toftegårdsdiget”, der inddæmmede i alt 118 ha som blev fordelt blandt øens 47 lodsejere.
Efter stormfloden i 1881, som gennembrød Toftegårdsdiget, voksede ønsket om et højere og mere stabilt bydige og i 1887 blev der inddæmmet ca. 150 ha. Opførelsen af bydiget bevirkede at indbyggertallet steg og omkring 1890 havde den lille vadehavsø en købmand, en kromand, to smede, en bager og en snedker. I 1885 udbyggedes den eksisterende skole og præsten som stod for undervisningen, fik nu assistance af en vinterlærerinde.
Den eneste postforbindelse til omverdenen, var når beboerne skulle til fastlandet. Fra 1870 gik en post to gange ugentlig til fastlandet og i 1874 blev denne ordning udvidet med daglig postforbindelse til Vester Vedsted. Samtidigt forpligtede postvæsenet sig til at have en båd i reserve, så højvandet ikke blev en forhindring. I 1889 blev der åbnet op for yderligere forbindelse til omverdenen med opførelsen af en lokal telefoncentral. 1897 blev mejeriet indviet, og produktionen bestod af mælken fra øens godt 100 malkekøer, fordelt på 35 andelshavere. Omkring år 1900 flyttede mange fra øen, da sejladsen ophørte og i 1928 levede beboerne hovedsageligt af øen 28 landbrug. Mejeriet fra 1897 lukkede i 1971 er genopbygget på frilandsmuseet Hjerl Hede. Det er fuldt monteret med maskiner, således at der kan fremstilles almindelige mejeriprodukter.
1899 blev den nye skole med to klasseværelser, samt bolig til andenlæreren bygget. 1904 byggede man et privat forsamlingshus og i 1907, fik man en læge, der boede på øen fra december til marts.
Seværdigheder
Øen har en mølle, der i løbet af de seneste år har gennemgået en stor restauration, til glæde for øens beboere, men i særdeleshed også de turister der besøger øen. Møllen er efter restaurationen blevet et væsenligt varetegn for Mandø. Restaurationen er gennemført med udgangspunkt i møllens tidligere udseende og funktion, med genanvendelse af originale dele. Møllen er fra ca. 1832, og ligger i den nordlige del af Mandø By, Kulturarvsstyrelsen har fornylig besluttet at frede møllen - der er den ældst bevarede hollandske mølle i Jylland.
Stormflodsstolpen sydvest for møllen angiver de højeste stormfloder. Det øverste mærke er fra stormfloden i 1634.
Den nedlagte redningsstation med husflids- og souvenirbutik ejes af Mandø Museum og har åbent i turistsæsonen. Lige overfor redningsstationen står en mindesten over Dronning Dagmar, der her betrådte dansk jord for første gang.
Fra Vester Vedsted er det mulig fra parkeringspladsen i nærheden af Vadehavscentret at køre med den trakdrevne bus "Mandøbussen". Fra Mandø går der i sommertiden ture med traktorbus til Koresand, der er en sandbanke mellem Mandø og Rømø.
Spørgsmål til besvarelse:
1. Tag evt. et billede af dig selv med din GPS på de angivne koordinater
2. Hvilken slags barriereø er Mandø og i hvilken tid er den dannet?
3. Hvor mange indbyggere havde øen i 1890?
4. Hvor høj angiver Stormflodsstolpen vandet til at være i år 1634?
5. Hvordan er Mandø Ebbevej afmærket?
6. Send billede samt svar til cacheejeren på mail@geosport.dk. Er svarene korrekte, så får du herefter en mail retur med tilladelse til at logge cachen, med billedet og ikke nogle svar i loggen.
ENGLISH:
Mando is a marskø surrounded by snadvader. The distance from Vester Vedsted on the mainland to Mandø town is 11 km, approximately. 6 km through the Wadden Sea. The other option is to get to the Mando is via "låningsvejen" has a low gravel road built in the Wadden Sea. This is flooded usually twice a day by the tide.
Mando is a Danish island in the Wadden Sea it covers 7.63 km ² and has approx. 62 inhabitants. Mando is accessible at low tide, where a road "Låningsvejen" which was completed in 1978, connects Mandø with Vester Vedsted in Jutland. The island is Mandø Parish and is part of Esbjerg Municipality.
The population over the past century have been in decline and the number of residents now stands at around 60, but the tourism is a certain compensation for the declining population. Mando acquire mainly by agriculture and tourism. There are many active islanders who live permanently on the island.
Mando Church, built in 1639, renovated in 1727 is a longhousebuilding of monk rock, with a west of this porch from the 1728th Church and cemetery located on a yard, to ensure it during high tide.
Geography
Mando is a flat cultivation, embanked marskø, with up to 12 m high dunes to the west. The majority of plots are as grazing beds. Southwest on "Old Mando" lies Mandø town. Old and New Mando was originally two islands, but over time grew together. Both started as Koresand, but has since been overgrown with plants and ended up as real islands. Along with Låningsvejen fascines provides for the formation of more land. To the west beyond the dunes grow island, and the same happens to the East. The biggest risk for water intrusion is to the southeast, where there may be erosion and hence the greatest danger of dike breach in stormflood.Mandøs "wheel", a local name for the flood holes were embanked to make arable area again.
By lock in the middle of the island's east side yesterday drainage water into the sea. Lock is a semi-automatic and high tide closes the gates themselves.
The sea around Mando is everywhere flat and you can not sail there.
Geology
The whole island was in its original form, formed of small islands, when the embankment has become a coherent island. To the west has two beach violence systems formed a curved coast, where sand has created two rows of dunes. Around the whole island's shores, many exampels of marine sediments, degradation and marsh formation.
Sights
The island has a mill that during recent years has undergone a great renovation, to the delight of the island's residents, but especially also the tourists visiting the island. The mill is after the renovation a considerably trademark of Mando. Restoration has developed the mill into its earlier appearance and function, with recovery of original parts. The mill dates from ca. 1832, and is located in the northern part of Mando City, Cultural Heritage Board has recently decided to conserve the mill - which is the oldest surviving Dutch windmill in Jutland.
The stormflood post southwest of the mill indicates the highest storm surges. The top mark is from the flood in 1634.
From Vester Vedsted it is possible from the car park near the Wadden Sea Centre to have a trip with the pulled-powered bus "Mando bus." From Mando in summer there are tours with traktorbus to Koresand which has a sandbank between Mando and Romo. Here you can often see Seelions.
Question to answer:
1. Take a picture of yourself and your GPS at the specified coordinates (optinal)
2. What kind of barrierIsland is Mandø and in what Timeage has it been grounded?
3. What was the population of Mandø in 1890?
4. How high indicates Stormflood post that the water was in the year 1634?
5. What is Mandø Ebbevej marked with?
6. Send image as well as answers to the cache owner mail@geosport.dk. After the right answers have been sent to us by e-mail and we have verify them for right you get the permission to log (with the picture at the Earthcache-coordinates, please). Please no answers in the log.
DEUTSCH:
Mando ist ein marskø durch snadvader umgeben. Die Entfernung vom Festland nach Vester Vedsted Stadt Mandø ist 11 km, etwa. 6 km durch das Wattenmeer. Die andere Option zu Mandø zu kommen, ist via låningsvejen das als einen niedrigen Schotterstraße im Wattenmeer gebaut ist. Die wird zweimal täglich von der Flut überfluttet.
Mando ist eine dänische Insel im Wattenmeer, die Insel erstreckt 7.63 km ² und hat ca. 62 Einwohner. Mando ist bei Ebbe zugänglich, wo eine Straße "Låningsvejen", die im Jahr 1978 abgeschlossen wurde, verbindet Mandø mit der Vester Vedsted in Jütland. Die Insel ist Mandø Gemeinde und ist Teil der Gemeinde Esbjerg.
Die Bevölkerung während des letzten Jahrhunderts haben im Niedergang begriffen gewesen, und die Zahl der Einwohner liegt nun bei rund 60, sondern ist der Tourismus eine gewisse Kompensation für den Rückgang der Bevölkerung. Mando lebt hauptsächlich durch Landwirtschaft und Tourismus. Es gibt viele aktive Insulaner, die dauerhaft auf der Insel leben.
Geographie
Mando ist ein flacher Anbau, eingedeicht marskø, mit bis zu 12 m hohen Dünen im Westen. Die meisten Parzellen sind wie Beweidung Betten. Südwestlich von "Old Mando" liegt Mandø Stadt. Altes und Neues Mando war ursprünglich zwei Inseln, aber im Laufe der Zeit sind sie zusammen gewachsen. Beide begannen als Koresand, hat aber seither mit Pflanzen überwuchert und als wirkliche Inseln endete. Zusammen mit Faschinen Låningsvejen findet die Bildung von mehr Land statt. Im Westen hinter den Dünen wachsen Insel, und das gleiche geschieht mit dem Osten. Das größte Risiko für das Eindringen von Wasser liegt im Südosten, wo die Erosion und damit die größte Gefahr von Deichbruch in der Sturmflutt gibt. Mandø "wheele", eine lokale Name für den Hochwasserschutz Löcher wurden eingedeicht, um Ackerfläche wieder zu machen.
Durch die Sperre an der Ostseite von der Insel geht das Abwasser ins Meer. Lock ist semi-automatische und bei Flut schließt sich die Tore.
Das Meer rund um Mando ist überall flach und mann kann nicht da segeln.
Geologie
Die ganze Insel war in seiner ursprünglichen Form, gebildet von kleinen Inseln, wo die Böschung hat sich zu einem kohärenten Insel. Im Westen hat zwei Systeme Strand Gewalt bildete eine geschwungene Küste, wo Sand zwei Reihen von Dünen geschaffen hat. Rund um die ganze Insel Ufer, auf vielen marinen Sedimenten, Abbau-und Sumpf-Formation.
Sehenswürdigkeiten
Die Insel hat eine Mühle die im dem vergangenen Jahren ein großes Restaurierung durchgangen hat, zur Freude der Bewohner der Insel, vor allem aber auch die Touristen die Insel. Die Mühle ist nach der Restaurierung eine Marke von Mando geworden. Die Restaurierung hat die Mühle so gemacht wie es früher Aussah und die frühere Funktion entwickelt, mit der Beitreibung von Originalteilen. Die Mühle stammt aus ca. 1832, und ist im nördlichen Teil von Mando City, Cultural Heritage Board hat kürzlich beschlossen, die Mühle - die die älteste niederländische Windmühle in Jütland ist - zu schonen.
Der Sturmflut Posten südwestlich von der Mühle zeigt den höchsten Sturmfluten. Die Top-Marke aus der Flut ist im Jahre 1634.
Die geschlossene Rettungsstation mit Handwerk und Souvenirshop ist von Mando Museum im Besitz genommen und wird während der Touristensaison geöffnet. Gegenüber der Rettungsstation ist ein Denkmal der Königin Dagmar, die hier den dänischem Boden zum ersten Mal betrat.
Von Vester Vedsted ist es vom Parkplatz in der Nähe des Wattenmeer-Zentrum möglich, mit dem Bus-powered gezogenen "Mando Bus" zu fahren." Von Mando gibt es dort im Sommer Touren mit traktorbus zu Koresand denen einer Sandbank zwischen Mando und Romo ist. Hier kann man oft Robben sehen.
Fragen zu beantworten:
1. Nehmen Sie zB. ein Bild von sich selbst mit Ihrem GPS an den angegebenen Koordinaten
2. Welchen typ von BarriereInsel ist Mandø und in welchen Zeitalter wurde es gegründet?
3. Wie viele Menschen hatte die Insel im Jahre 1890?
4. Wie hoch zeigt Sturmflut Stolpen das das Wasser im Jahr 1634 war?
5. Mit was ist Mandø Ebbevej gekennzeichnet?
6. Bild sowie Antworten zum Cache-Besitzer senden - mail@geosport.dk. Nachdem uns die richtigen Antworten per E-Mail zugeschickt worden sind und wir sie für richtig bestätigt haben kann geloggt werden. ( Mit Bild von den angegebenen Ko's.)
Die Antworten bitte nur an uns mailen und nicht in die Logs schreiben!