Sandflugtsmonumentet Multi-Cache

[DA]
Flot monument for enden af en meget flot allé der helt sikkert er en nydelig gåtur værdig. Om efteråret er der som regel massere af kastanjer - Alleen bliver også kaldt "Kastanje alleen".

[ENG]
Beautiful monument at the end of a very beautiful avenue which is certainly a nice walk worthy. In autumn there is usually plenty of Chestnuts - the avenue is also called "Chestnut avenue".

Sandflugten
Klimatiske forhold i form af hyppige storme og overgræsning i kystzonen igangsatte i begyndelsen af 1500-tallet sandfygning, så jorderne flere steder langs Nordkysten blev dækket af sand. Før sandflugten havde området, ligesom det øvrige Sjælland, spredte bebyggelser og dyrket land, hvor jorden kunne bære det. Sandflugten startede på egnen ved Melby Overdrev, hvor vegetationen på den hævede havbund var særlig sårbar for overgræsning. Herfra bevægede sandet sig mod øst forbi Vejby og Blistrup til Hornbæk. Ved Gilleleje og Villingebæk kendes sandflugten først fra anden halvdel af 1600-tallet. Terrænet på den hævede havbund var formodentlig dækket af en skrøbelig bevoksning, som næppe tålte for meget slid, før det bare sand lå blottet – Dette var et bud på hvorfor sandflugten opstod. Sandflugten varede mere end hundrede år.

Omkring år 1700 var problemet så omfattende, at mange bønder allerede havde forladt hus og hjem. Landsbyen Torup var allerede gået tabt, og byerne Tisvilde og Tibirke var truede. Den frygtelige sandflugt lagde hele det område, hvor nu Tisvilde Hegn ligger, øde og ødelagde også Tibirke by der lå omkring Tibirke kirke - ifølge indskriften over indgangen til våbenhuset - 9 gårde, en annekspræstegård, en degnebolig, kirkelade og adskillige huse. Det fortælles, at sandet nåede næsten op til kirkens tag. Man begyndte nu at dæmme op for sandets vandring ved hjælp af risgærder og lignende. Det viste sig utilstrækkeligt, og i 1724 blev indsatsen forstærket.

I 1724 blev holsteneren Johan Ulrich Røhl kaldt til landet for at lede soldaternes og de lokale bønders arbejde med at stoppe sandets vandring. Lokale bønder med hestevogne, som skulle lave hoveriarbejde, 100 soldater samt 15 vogne fra Københavns Garnison blev stillet til hans rådighed. Røhl var særdeles handlekraftig, men blev også hurtigt berygtet for sin hårdhændede behandling af folkene. Arbejdet var hårdt og bestod i at køre tang fra stranden, som blev lagt på sandet for at dæmpe vandringen og holde på fugten. Et omfattende grøftesystem blev gravet og sat med græstørv som forsvar mod sandets vandring, og der blev sat gærder samt plantet hjælme og marehalm.

Det lykkedes Røhl at standse sandflugten i 1730’erne. Til minde om dette projekt rejste man i 1738 et sandflugtsmonument på højdedraget (et af de store sandbjerge) Stuebjerg i Tisvilde Bys sydlige udkant. Monumentet bærer forskellige tekster og digte på dansk, tysk og latin, og nævner de involverede konger og betydende embedsmænd for deres fortjenester. Området omkring monumentet er fredet. Her er hvert år et kildemarked samt andre folkelige aktiviteter.

Sandflugten var også voldsom omkring Hornbæk, hvor sandet nåede ind til Skibstrup og Saunte, før det blev bremset ved Horneby Ås. Det lille fiskerleje Ræveleje mellem Ellekilde og Hornbæk var opslugt af sandet allerede i begyndelsen af 1600-tallet. Man forsøgte forgæves at fremelske skovbevoksning i første halvdel af 1700-årene, men den blev ædt af kreaturerne. Først efter, at skoven blev adskilt fra bøndernes marker og overdrev med stengærder, fik man held med udsåning af skov- og bjergfyr, rødgran, lærk og eg. Således blev Hornbæk Plantage, der anlagdes i perioden 1793 til 1850’erne, et effektivt middel mod sandflugten.

Det lykkedes at stoppe sandflugten i 1730’erne, men Røhl blev indhentet af de mange problemer, han havde skabt på grund af sin opførsel. En kommission gennemgik hans embedsførelse og satte ham fra bestillingen.

Lidt om Johan Ulrich Røhl
Johan Ulrich Røhl, 1675-1754, Sandflugtsinspektør, blev født i 1675, vistnok i Oldenborg (tidligere stat i det nordvestlige Tyskland). Her havde han en stilling som Klosterforvalter, da Kong Frederik IV 1724 befalede ham at dæmpe sandflugten ved Tisvilde efter at der forgæves var gjort forsøg på at få Hollændere til at udføre dette arbejde.

Røhl ankom til Danmark i slutningen af 1724 og tog fat på dæmpningen med stor iver. I de første år syntes lykken at følge ham; Arbejdet skred hurtig frem på de dæmpede strækninger, hvis underlag for en stor del er frugtbar jord, gjorde han forsøg med såning og plantning af gran, fyr, pil, bøg og eg, hvoraf der endnu findes enkelte rester. Samtidig opdyrkede han anselige strækninger til ager og anlagde et schæferi på 600 får, der dog havde meget sygdom. Alt dette medførte imidlertid store udgifter der for år 1725-37 sættes til omkring 48000 Rigsdaler, hvilket vel kunne vække betænkelighed. Røhl synes at have været lidenskabelig og selvrådig, der tilmed følte sig ene og ulykkelig efter år 1725 at være bleven enkemand. I 1737 søgte han ansættelse ved Skovvæsenet og i begyndelsen af år 1738 kom det til et voldsomt brud mellem ham og hans nærmeste foresatte, Amtmand Gram. Røhl blev afskediget og tvunget til øjeblikkelig at forlade sin gård i Tisvilde. Han blev ikke blot sigtet for ulydighed og egenrådighed men også for at have anvendt bøndernes jord så vel som deres arbejdskraft til sin private bedrift. En af de ivrigste anklagere var hans assistent og efterfølger Rasch. Selv hævdede Røhl at han havde frelst Tibirke Kirke og over 10 landsbyer fra undergang og at han havde tilsat meget ved sandflugtens dæmpning.

Utvivlsomt har han gjort et stort og mærkbart arbejde. Det taler for hans vandel, at man gav ham pension. Indskriften på Mindestenen for sandflugtsdæmpningen fortæller endog, at Røhl «som vel fortjent er lønnet for sin Møje». I folkemunde mindes han som egnens velgører. Han havde modtaget medaljer fra såvel Frederik IV og fra Christian VI, men rig er han næppe blevet ved sin stilling, i år 1730 gik han endog fallit.

Allerede omkring år 1734 havde Røhl efter ordre berejst de jyske sandflugtsstrækninger. I 1736 andrager han om at måtte dæmpe flyvesande på Læsø og i Vestjylland, hvorefter han atter berejste disse egne, og år 1741 indsendte han et nyt andragende men fik denne gang rent afslag. I 1740 har han været i Sachsen og medbragte her fra frø af skovfyr, rødgran og ædelgran til Frederiksberg Have. I 1746 synes han at have givet anvisninger til dæmpning af sandflugt i Tyskland. Fra 1741 boede Røhl i Helsingør hvor han døde barnløs, omkring 80 år gammel, d. 28. Nov. 1754 og blev begravet i den tyske kirke. Han efterlod sig en anselig mængde bøger, særlig religiøse skrifter, og boet tyder på, at han til sidst har levet i en vis velstand.

Området omkring
Tibirke Kirke er den eneste tilbageværende bygning fra det oprindelige Tibirke. Omkring kirken lå 10 gårde, som alle blev forladt i 1725, da bønderne blev beordret til at efterlade bygningerne som værn mod sandets vandring. Kong Frederik IV tillod ikke, at selve kirken forsvandt, selv om sandet allerede i år 1717 dækkede til tagskægget på den ene side.

Mindepladen over døren på Tibirke kirke

Hvor mange sten er der omkring monumentet = A
Gå rundt om hegnet omkring monumentet og tæl toppene = B
Tælle antallet af trin (træ bjælker) op til monumentet = C

N56° 03.(51+A+B)
E012° 05.9(C-13+9)