Timandshuset Mystery Cache

Skatten er ikke på de ovenstående koordinater!

I Timandshuset (eller Dybdalhuset som det kaldtes i starten) boede en familie med navnet Skov- Kræns. Som næsten alle andre på egnen var det småkårsfolk, som arbejdede i skoven. Familien havde ry for at brændevinen var ”problemknuser” gennem 3 generationer. Historien om Skov-Kræns ligbegængelse er en af de mest barokke blandt egnens mange historier, og er ganske karakteristisk for den egenartede, barske, Rold Skov-lune:

Både Skov-Kræn og hans søn Skov-Søren var nogle hårde halse, der ikke veg tilbage for en dram (eller mange. . .). Noget særlig godt forhold havde de to ikke, så det var ikke den store sorg, da Skov-Kræn døde som 78-årig i 1878.

Sønnen henvendte sig hos en god ven Volle og spurgte, om han ville skaffe en kiste. Volle syntes dog at Skov-Søren måtte anskaffe den, men da han gik, sagde han henkastet: ”Så fo’r han å leg!”
Volle vidste at Skov-Søren var så hård i filten, at det ikke ville genere ham at lade faderen ligge, så han indvilligede i at hente en kiste. Dengang havde man ikke tommestok, så målet til kisten blev lavet af halmstrå. På vejen gennem skoven faldt halmstråene dog af kassevognen. Efter at Volle og Skov-Søren havde tømt deres brændevinsdunk tog de til snedkeren og bestilte kisten til Skov-Kræn efter øjemål. Da de kom hjem med kisten, viste det sig den var for kort. Skov-Kræns fødder rakte et godt stykke udenfor! Skov-Søren sagde: ”Wi sawer bi`nen o ham!” ”Næj, de’ wil a ett wær’ mæ’ te’!” sagde Volle og fortsatte: Ka’ wi ett brok’ ham ni’er!” Det gjorde de så, og låget blev sømmet på. Volle kom med endnu en kommentar: ”No ka’ han jo ett fo luft!”

Med himmerlandsk besindighed gik Skov-Søren ind og hentede et gammelt skovbor. Han borede uden at sige et ord nogle huller i kistelåget. Da han var færdig kiggede han på Volle: ”No ka’ Skov-Kræn fo luft!”

Skov-Søren levede ”på polsk” sammen med Skov-Mette i Dybdalshuset. Sammen fik de sønnen Jens Christian Christensen, som senere blev kaldt Timanden. Det menes, at han fik dette navn fordi han havde arbejdet for en slagter og handelsmand i Aalborg, der hed Niemand, hvorved det var nærliggende at kalde Jens Christian for ”Timand”, ligesom huset også efterhånden fik betegnelsen Timandshuset. Jens Christian boede i huset indtil 1920, hvorefter han forsvandt helt fra egnen. Han havde en datter, der flyttede til Norge, og det lykkedes på et tidspunkt at opspore hans barnebarn, som da boede tæt ved byen Drammen. Hun kunne fortælle, at hendes bedstefar rejste til Aalborg, hvor han fik bolig i Algade og arbejde hos gartner Th. Sauer.

Forfatteren Helge Qvistorff havde for mange år siden engang besøg af Timandens datter Christense. Hun havde sikkert kun omtalt sin far ved hans rigtige navn, som Helge Qvistorff åbenbart ikke kendte, så han sagde : ”Der var for resten sådan en drukkenbolt, de kaldte ham for Timanden. Kan du huske ham?”. ”Hvad mener du?”, svarede Christense. ”Det var sådan en drukkenbolt, de kaldte ham for Timanden, kan du ikke huske ham?”, gentog Helge Qvistorff. ”Jo, sagde Christense, det var min far”. (Var der mon lidt røde ører?).

Timandshuset endte sine dage i 1922, men endnu kan dele af fundamentet ses som en ruin.

God tur!