-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size: 
(regular)
Related Web Page
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
Om advent, troen på Julemanden, hvor han bor, facts - og en historie om nisser.
Cachens indhold fra start:
Bytteting der omhandler Jul som gerne må byttes til bytteting der omhandler Jul.
Pen og Log.
3. SØNDAG I ADVENT
den 12. december 2010
Advent er tiden fra og med 4. søndag før jul til 24. december. Fra 5. årh. fejret som forberedelse til julen.
Første søndag i advent tænder man det første af de 4 lys i adventskransen, der gerne er ophængt i røde bånd.
Obs! Sidste udkald hvis ønskesedlen skal være Julemanden i hænde inden pakkernes fest.
Julemanden er en glad og rar mand, der er kendt for at være meget givende. Hans dybe latter, ’Ho, Ho, Ho’, kender alle børn, og selvom han med årene er blevet lidt rund om maven, kan han stadig komme ned gennem skorstenen ved hjælp af lidt trylleri, når han rejser rundt til alle børn der tror på ham, og afleverer julegaverne til den rigtige tid.
Hvert år skriver hundredvis af børn til julemanden. Selvom der på mange breve står ”Til Julemanden – Nordpolen”, finder de selvfølgelig vej. Nordpolen er jo som bekendt landfast med Grønland via is, og rensdyrposten kan derfor altid nå frem, uanset hvor i Grønland, Julemanden opholder sig.
Julemanden bor i Grønland. Det ved alle. Men vidste du, at verdens største postkasse findes i Nuuk,
lige uden for julemandens kontor?
Her er den rigtige adressen til Julemanden:
Julemanden
Box 1615
3900 Nuuk
Grønland
Husk at skrive afsender, man ved jo aldrig???
Foruroligende beregninger of facts:
Ingen kendte rensdyrarter kan flyve. MEN der er mindst 300.000 arter af levende organismer der stadig venter på at blive klassificeret, og selv om de fleste af disse er insekter og bakterier, udelukker det ikke HELT muligheden af at der kan eksistere flyvende rensdyr, som hidtil kun Julemanden har set.
Der er 2 mia børn (under 18) i verden. MEN eftersom Julemanden (tilsyneladende) ikke betjener børn der er muslimer, hinduer, buddhister og jøder, bringer det arbejdsbyrden ned på 15% af totalen - 378 mio iflg Population Reference Bureau. Med et gennemsnit på 3,5 barn pr husholdning giver det 91,8 mio hjem. Hvis man antager at der mindst er ét artigt barn i hver familje.
Takket være de forskellige tidszoner og jordens rotation, har Julemanden 31 timer at arbejde i, hvis han rejser fra øst mod vest. Det bliver 822,6 besøg i sekundet.
Det betyder altså at for hver kristen husholdning med artige børn har Julemanden omkring et millisekund at parkere, hoppe ud af slæden, stige ned gennem skorstenen, lægge gaver under træet, spise de snacks der er tilovers, stige op gennem skorstenen igen, komme op i kanen og flyve videre til næste hus i.
Hvis vi forudsætter at at hvert af disse 91,8 milliomer stop er ligeligt fordelt over jordkloden (hvilket vi selvfølgelig ved at de ikke er, men som vi her vil acceptere af hensyn til vore beregninger) taler vi nu om 0,78 mph, en samlet rejse på 75,5 mio miles.
Og så har vi ikke regnet de stop med, som vi alle er nødt til at gøre mindst én gang i løbet af 31 timer, plus tid til at spise osv.
Det betyder at Julemandens kane bevæger sig med 650 miles i sekundet, 3.000 gange lydens hastighed. Det kan tjene som sammenligning at det hurtigste fartøj mennesket har skabt, rumskibet Ulysses, ved jordens overfalde bevæger sig med skallede 27,4 miles i sekundet. Et vanligt rensdyr kan max løbe 15 miles i timen.
Den last der er på kanen tilføjer sagen et andet interessant element. Hvis vi antager at børnene ikke får andet end hvad der svarer til et Legosæt af mellemstørrelse (1 kilo), bærer kanen 321.300 tons. Heri er Julemanden, der samstemmende beskrives som stærkt overvægtig, ikke regnet med.
På landjorden kan et almindeligt rensdyr ikke trække mere end 150 kilo. Selv hvis vi antog at "flyvende rensdyr" (se punkt 1) kunne trække 10 gange det normale, er hverken otte eller ni rensdyr nok. Der skal bruges 412.200 dyr. Dette øger i sig selv den samlede vægt af kanen med forspand til 353.430 tons. Det er fire gange så meget som kæmpeskibet Queen Elizabeth, til sammenligning. Tænk lige over hvad det vejer på dit tag!
Når 353.000 tons bevæger sig 650 miles i sekundet udvikles der en enorm luftmodstand. Den varmer rensdyrene op på samme måde som et rumskib der genindtræder i jordens atmosfære, så det forreste rensdyrpar må opsuge en energi på 14.3 KVINTILLIONER joules. I sekundet. Hver. De vil kort sagt bryde i brand næsten øjeblikkeligt og eksponere rensdyrene bag sig, og skabe et øredøvende brag i deres kølvand. Hele rensdyrforspandet fordamper på 4,26 millisekunder. Imens bliver Julemanden udsat for en centrifugal kraft på 17.500,06 gange jordens tyngdekraft. En julemand på 125 kilo (hvilket forekommer urimelig slank) vil blive presset tilbage i kanen med en kraft på 4.315.015 pund
Alt i alt - HVIS Julemanden nogensinde har forsøgt at dele gaver ud juleaften, så er han død nu.
Med mindre han da er guddommelig.
En nissehistorie:
-Har der været mus i dåsen med julekonfekt?
Tonen i mors stemme var skarp, og smagen i Mads' mund på samme tid sød og lidt bitter.
-HVOR er den? Hvorfor har du chokolade om munden? Kan du forklare det? Sig det nu ligeud. Jeg vil høre det fra din mund. Har du taget af vores hjemmelavede julekonfekt fra køkkenskabet. Svar mig Mads! Det er bedst du fortæller det, inden du kommer i børnehave.
Mads kunne ikke holde sig længere. - Jo, jeg har spist af konfekten. Jeg kunne ikke lade være, men nu smager den slet ikke godt, hulkede den lille knægt, som havde tygget julekonfekt i sig hele morgenstunden.
- Det var godt Mads. Det er altid rart at få tingene sagt. Også når man har gjort noget forkert. Men vi KAN altså ikke have, at du stjæler fra køkkenskabene.
-Jamen, det var jo slet ikke..., fremstammede den lille rødhårede knægt, men holdt så pludselig inde. - Er der mere du vil fortælle, sagde mor, som nu havde fået lidt af sin normalt fløjlsbløde stemme igen. Hun brød sig bestemt ikke om at skælde ud, men når det skulle gøres, tvang hun sig til at lyde streng.
- Neeej... Får jeg så ingen lørdagssnolder i morgen? Heller ikke bare en lille bitte smule?
-Jo du skal nok få dit lørdagsslik. Men du må love aldrig igen at tage noget, som ikke er dit. Du ved, det er forkert.
-Ja mor, men... - Slut nu. Vi har talt nok om det. Skynd dig at hente din jakke og støvlerne, så jeg kan følge dig hen i børnehaven.
Storesøster Line var stor nok til selv at gå de 500 meter hen til skolen. Hun havde dårlig samvittighed. Hun spiste et stykke marcipan overtrukket med chokolade, så hun smed resten ind i hækken ud for pedellenshus. Heldigvis havde Mads ikke sladret, men han havde jo også fået nogle af "tyvekosterne". Line, der var to år ældre og gik i 1. klasse, havde flere gange fortalt Mads, at man altså ikke sladre. Det er fejt og forbudt, og man sladrer bestemt ikke i julemåneden. Og når ens storesøster kommer til at tyvstarte lidt på julekonfekten, så sladrer man i hvert fald ikke...
Snart ringede det ind til første time. Det var Lines yndlingsfag - dansk - og om fire timer var det weekend, og så var der kun 14 dage, til juleferien skulle starte.
Samme eftermiddag mødte fru Jørgensen Mads. Han var kørt lidt hen ad fortovet på sin røde trehjulede cykel med lad, og han var som altid i selskab med familiens vovse, "Valdemar". Valdemar var et gadekryds. En virkelig spøjs hund. Lavstammet og lang som en gravhund, pels og hoved som en golden retriver og et mildt sind som en rigtig rar labrador.
Valdemar og Mads var uadskillelige. Hvor Mads gik hen ad vejen, gik også Valdemar. Når Mads skulle tisse op ad hækken, skulle Valdemar også tisse. Og når Mads holdt ind og satte sig på trappen op til Fru Jørgensens ældre murermesterhus, lagde Valdemar sig pænt ved siden af Mads med hovedet i drengens skød.
- Jamen der har vi jo Mads og Valdemar, lød det fra fru Jørgensen. Hun var enke og havde syv børnebørn, man alle boede de langt væk på den anden side bæltet. Mads var hurtigt blevet som et barnebarn nummer otte, og der var gerne kage og saftevand til Mads og hundekiks og frisk vand til Valdermar.
- Hvad er det med dig i dag Mads? Hvad græder du over? Det er jo snart jul! Fru Jørgensen lagde armen om Mads, og han puttede sig ind til hende.
- Mor skældte mig ud, fordi jeg har spist noget af julekonfekten. Jeg...
- Jamen det må man nu heller ikke, afbrød Fru Jørgensen. Du må lære at kende forskel på dit og mit. Jeg stjæler jo heller ikke Valdemars hundetegn. Eller dine gaver fra pakkekalenderen..
- Jamen, snøftede Mads. - Det var slet ikke... Man må heller ikke sladre om sine venner, må man?
- Nej, venner betror man sig til. Det, man siger til venner, kommer ikke andre ved, så det er fejt at sladre. Kom Mads og Valdemar. Jeg har lige bagt en dejlig julekage.
Mads blev lidt glad og Valdemar logrede med halen. Inde hos fru Jørgensen lød den dejligste julemusik fra radioen, og snart havde både dreng og hund munden fyldt med fru Jørgensens lækre julekage.
Der gik en uge. Fru Jørgensen hilste flere gange på Mads og Valdemar, når de var på deres små glade udflugter på vejen.
Fru Jørgensen kendte naturligvis Mads' forældre. Kurt og Birthe boede i nummer 36, Fru Jørgensens mand havde indtil sin død for to år siden brugt nogle af sine "efterlønner-timer" i haven hos Kurt og Birthe, som havde nok at se til med to fuldtidsjobs og to børn. Og så var fru Jørgensen i kraft af sin status som "bedste-mor" for flere af gadens unger af og til babysitter for Mads og Line.
Denne lørdag aften en uge inden jul skulle Kurt og Birthe til 40 års fødselsdag hos deres bedste venner. Med det samme, fru Jørgensen kom ind i nummer 36, fornemmede hun, at stemningen var lidt trykket. Der var pyntet smukt op til jul, men den glade julestemning manglede.
- Velkommen til, sagde Birthe. Hun virkede stresset. - Vi er lidt sent på den. Der kommer et bud med pizzaer om en halv time. Kaffen laver du selv, og der er både lørdagsslik, brunekager og jødekager i skabet og kunne du så ikke lige snakke med Mads. I to taler så godt sammen, og han er lidt ked af det.
- Selvfølgelig. Ha' en hyggelig aften.
- Hej Line og Mads. Hvor er I?
- Vuf, lød det oppe fra Mads og Lines værelse. Fru Jørgensen listede lidt "ekstra" lørdagssnolder op af plastikposen, gik ind på værelset og spurte om man måske var interesseret i lidt guf.
- Hvad er det med jer to? Fru Jørgensen satte sig ned mellem et par børn, der bare var "så ked af det". Mads' øjne løb over med tårer, og Line virkede meget betuttet. Valdemar havde taget plads på sengen. Hans hoved hvilede på Mads' lår, og store traurige hundeøjne kiggede op på Mads' tårefyldte ansigt.
- Hør her kære børn. Jeg er jeres ven, så I kan godt fortælle mig, hvad det er, der trykker. Du har vel ikke spist for meget hjemmelavet julekonfekt Mads, sagde fru Jørgensen med et venligt smil.
- Det er altså det med mors armbånd...
- Hvad er det for et armbånd?
- Ja altså et flot et i sølv. Mor siger, hun fik det af far i julegave det første år, de kendte hinanden, og hun er så glad for det.
- Det smukke armbånd kender jeg i hvert fald. Jeres mor har det altid på når hun skal være fin. Men hun bar det da ikke, da jeg hilste på hende for lidt siden, sagde fru Jørgensen.
- Det er fordi, det er blevet væk. Og mor hun tror, at jeg har taget det, bare fordi jeg spiste julekonfekten i sidste uge. Mor lagde armbåndet på min seng, da hun gik i bad, men da hun var færdig, var armbåndet væk, lød grådkvalt fra Mads.
- Jamen har du da taget det Mads? Fru Jørgensen stirrede venligt men bestemt på knægten. Hvis han havde fået en vane med at snuppe både konfekt, og smykker, så skulle der sættes ind nu!
- Det var altså ikke Mads, men mig der gjorde det brød Line pludselig ind.
- Hvad siger du! Har DU taget armbåndet?
- Nej altså. Det var julekonfekten. Det var mig, der tog den. Jeg kunne lige nå dåsen med konfekter, når jeg hoppede op på en køkkenstol.
- Hvorfor sagde du ikke det til din mor. Hun troede jo, det var Mads, sagde fru Jørgensen.
Mads svarede: - Mor troede, det var mig, fordi jeg ikke havde tørret munden. Og så var det fejt at sladre om Line. Er det ikke også rigtigt?
Fru Jørgensen vidste ikke, om hum skulle grine eller græde. Her dækkede lillebror heroisk over storesøster. Med det var jo rigtigt. Man må ikke sladre om sine venner. Heller ikke sin søster!
- Hvad så med mors armbånd. Ved I hvor der er blevet af, så må I hellere sige det nu...
Børnene bedyrede endnu engang deres uskyld, og fru Jørgensen troede dem. Hun ville bestemt have luret dem, hvis de løj, for hele to par store, ærlige barneøjne kunne ikke lyve.
Det blev en rigtig hyggelig aften. Pizza, cola, tegnefilm på videoen, lørdagssnolder, småkager og højtlæsning af Peters Jul. Ved 10-tiden hørtes kun ungernes sagte vejrtrækning. Valdemar peb en smule. Den ville ud i haven og tisse. Hunden smuttede ud ad havedøren. Fru Jørgensen bemærkede i et glimt, at Valdemar havde noget i munden. Det var blankt. En stålgaffel...
Nå-da-da, tænkte hun og listede forsigtigt efter Valdemar, som allerede var i fuld gang med at grave i bedet, hvor jorden i denne milde december endnu ikke var frosset. Valdemar hørte hende, løftede hovedet, så ganske uskyldig ud og luntede ud midt på græsplænen for at tisse. Uden gaffel i munden.
Fru Jørgensen hentede en lommelygte og studerede staudebedet nærmere. Der var ikke gravet én gang men flere. Jorden var forsigtigt med snuen puffet hen over hullerne.
Op gennem det ene stak skaftet af en stålgaffel. Valdemar havde i skyndingen ikke nået at dække hullet ordentligt til.
Fru Jørgensen fandt en spade i redskabsskuret og gravede en stålkniv op af et andet og et smukt sølvarmbånd op af et tredje. Valdemar så interesseret til men virkede aldeles uskyldig. Han logrede lidt med halen, og fru Jørgensen kunne ikke lade være med at smile, da hun sagde "fy-skamme - slemme hund".
- Bare de sædvanlige julereklamer og en enkelt rudekuvert, sagde Birthe for sig selv, da hun kiggede i postkassen mandag eftermiddag efter arbejde. Og dog. Mellem to reklameaviser fra de lokale supermarkeder fyldt med tilbud på gløgg, and og andre uundværlige julevarer gemte sig en brun kuvert adresseret til Kurt og Birthe Simonsen. Der var ingen afsender på, men kuverten var pyntet med mindst et halv ark julemærker.
- Det er brev til dig og mig. Det er en tung kuvert, sagde Birthe til Kurt, som netop havde brygget en kande julete med dejlig duft af kanel. Birthe rev kuverten op med pegefingeren og ud på køkkenboret klingede en kniv, en gaffel og det forsvundne armbånd. I det medfølgende anonyme brev stod med flot voksenhåndskrift:
Rigtige venner sladrer ikke! Mange nissehilsner og glædelig jul til hele familien fra en god hundeven.
Additional Hints
(Decrypt)
iæygrg geæ