Denne cache er udlagt i forbindelse med Det Danske Spejderkorps
- Frederiksværk Gruppes 90-års jubilæum, pinselejr 10.-12. juni 2011.
GPS-løbet er lavet som et natløb.
Cachen er en af en serie på 11 traditionelle cacher over emnet natdyr, en (multi)natcache
samt bonuscachen - Sol over Arresø.
HUSK
Der skal tælles/noteres ikoner fra denne series cachelåg/logbog til brug for det endelige koordinat til bonuscachen SOA - Sol over Arresø.
Eng: Count the icons in the boxes for the bonuscache SOA - Sol over Arresø.
English version: (scroll down)
SOA - Anguis Fragilis
Foto: Af Marak Bygd/Naturstyrelsen.dk
Anguis fraglis - Stålorm
Stålormen er ikke nogen slange, men en øgle ligesom f.eks. firben. Den har ingen for- og bagben, og tungen er ikke kløvet ligesom slangens. Desuden kan den lukke øjnene. Stålormen kan blive op til 45 cm lang. Den findes stort set over hele landet, hvor landskabet er varieret. Den trives bedst i områder, der er groet noget til f.eks. nær skovbryn. Mest almindelig er den i fugtige løvskove og haver. Stålormen er lidt af en ”kryster”, og den taber halen, hvis den bliver forskrækket. Der gendannes dog efterhånden en ny hale.
Stålormens føde består af snegle (uden hus), regnorme, tusindben, insekter og edderkopper. Undertiden kan den tage andre krybdyr, f.eks. andre stålorme. Jagten foregår mest om natten.
Stålormen er fredet. Den må ikke fanges eller slås ihjel. Dog må den godt indsamles i begrænset antal til undervisning og forskning.
Myter og overtro stålorm:
Stålormen er gennem tiderne blevet tillagt en række skæbnesvangre egenskaber. Ikke nok med at den varslede død og ulykke. Dens bid var også giftigt, mente man. Ja, selv dens blotte berøring kunne give koldfeber. Og selv om virkeligheden er en anden, ændrer det ikke ved, at det harmløse krybdyr er noget for sig. Netop det at stålormen kan tabe halen, har været ophav til yderligere en række myter. I 1600- og 1700-tallet mente man fx, at hvis man huggede en stålorm over, voksede den straks sammen igen. Ville man forhindre sammenvoksningen, måtte man hurtigt stille sig imellem de to eller flere sprællende kropsdele, så de ikke kunne nå hinanden.
Eng:
Anguis fragilis – Slow-worm:
The slow-worm is not a snake, but a lizard. It has no for- or hind legs, and its tongue isn’t cleaved as the snake. Furthermore the slow-worm is able to close its eyes. It can be 45cm long at most. It’s common almost everywhere in the country, where the landscape is varied. It thrives best in overgrown areas for example near forest edges. It is most common in moist deciduous forests and gardens. The slow-worm is kind of a coward; it loses its tail when it gets scared. After some time, however, it grows back. The slow-worm eats snails (without shells), earthworms, centipedes, insects and spiders. Sometimes it may attack other reptiles, for example other slow-worms. It hunts mostly at night. The slow-worm is preserved. It is not allowed to capture or kill it. It is allowed, though, to capture a limited amount for teaching and research.
Myths and superstition concerning slow-worms:
The slow-worm has through time been attributed with a series of fateful “talents”. Not only did it portend death and misfortune, the bite was thought to be poisonous. Even a single touch could cause a cold fever. Although the reality is quite different, it doesn’t chance the fact that it’s a harmless reptile. The fact that it’s able to lose its tale has been the source of even more myths. In the 16th and 17th century people thought that if you did cut a slow-worm in half it would grow back together right away. If you wanted to prevent this, you had to quickly get in between the two or more body parts so that they couldn’t reach each other.
FFC: Tillykke til Snowman
FFCJ: