I 1808 var Danmark i krig med England og
allieret med Napoleon.
Landet var blevet tvunget ind i krigen på Napoleons side, fordi
englænderne havde taget den danske flåde for at forhindre Napoleon
i at gøre det samme.
For at hjælpe danskerne mod englænderne havde Napoleon sendt
spanske og franske tropper til landet. De spanske var sendt herop
mod deres vilje og kunne ikke lide kulden, hvilket bl.a.
resulterede i at de fyrede så kraftigt i kaminerne på Koldinghus,
at slottet brød i brand og nedbrændte.
Englænderne udsendte flyveblade til spaniolerne hvori de opfordrede
til mytteri og lovede at sejle dem tilbage til Spanien hvis de kom
til Nyborg. Lillebælt var så stærkt befæstet at her turde
engskmændene ikke sejle ind. Det spanske rytterregiment Algarbe lå
i Horsens, og her fra drog 2 eskadroner af regimentet Princesa,
under ritmester Antonio Costas kommando den 10. august om aftenen
af sted mod Snoghøj for at komme over til Fyn og videre til Nyborg.
En lokal beretning:
Det var den 11. august 1808.
Om morgenen kl. 4, endnu før solen var stået op,
kørte Michel Nielsen med sine sønner, Niels og Peder, og sine
høstarbejdere ud på en af gårdens marker, der hvor Javnsgård nu
ligger (Javnsgård nedrevet 2009), for at binde og hjemkøre et
skifte byg. Vejret var godt, og de tog straks fat på arbejdet. Men
det blev snart afbrudt, idet de med et hørte hovslag af
gallopperende heste og så en støvsky på landevejen, der løb tæt
forbi marken. I en fart fik Niels og Peder deres fire heste trukket
hen i et krat i et hjørne af marken. De var nemlig bange for, hvis
en af rytternes heste styrtede under det stærke ridt, at de så
skulle tage en hest, hvor de fandt den. Sligt var tidligere sket.
Troppen kom nærmere, og det viste sig snart at være spanske ryttere
af kavaleriregimentet Algarbe, der havde ligget i kvarter på
Horsensegnen, og deres mening var at tiltvinge sig overfart ved
Snoghøj. En dansk dragon havde de tvunget til at tage med som
vejviser, og hans danske hest havde ondt ved at følge med
spaniernes fyrige hingste, hvorfor spanierne stadig tildelte
dragonens hest slag af deres flade klinger. Dyret hvæste af
anstrengelse, og tungen hang den ud af halsen.
Da spanierne var kommet til Snoghøj, opdagede de, at alle fartøjer
var ført bort. Aftenen i forvejen var der givet ordre til, at de
skulle bringes om under Vejermose batteri vest for Snoghøj. Der
opstod nu forvirring og rådvildhed. Deraf benyttede den danske
dragon sig. Han gik ind på Snoghøjgård og fik et par stykker
rugbrød og lidt vand til sin udasede hest. Da den derved var kommet
lidt til hægterne, sneg han sig med den ud af gården, sprang op på
den og red i fuldt firspring, forfulgt af nogle spanske ryttere ind
mod Erritsø, hvor han blev optaget af en afdeling fremrykkende
danske dragoner.
Spanierne opdagede nu fiskerjollerne omme under Vejermose batteri
og skyndte sig derhen imod. Da batteriet imidlertid med en kanon
affyrede et skud løst krudt imod dem vendte de straks om og red
tilbage forbi Snoghøj. Et lille stykke nord derfor mødte de gamle
Jens Kjær fra Erritsø, der havde været ude på en af sine marker at
flytte sine kreaturer. Den spanske anfører, hvis navn var Antonio
Costa, tog da sin børs (pung) frem, viste manden, at den var fyldt
med guldstykker, og sagde, at den var hans, blot han kunne skaffe
dem over bæltet. Jens Kjær rystede på hovedet. Det var han jo ikke
i stand til, selv om han havde villet. Spanierne rykkede da ud imod
Lyng.
Imidlertid rykkede en afdeling danske dragoner, som lå i Erritsø
by, ud ad Snoghøjvejen, mødte den danske dragon, som flygtede for
spanierne, og fik af ham rigtig besked om, hvad der var på færde.
Snart kom to franske afdelinger og fransk artilleri i ilmarch fra
fredericiakanten. Og danskerne og franskmændene omringede nu
størsteparten af spanierne. Kun godt 30 mand af disse havde fundet
et par gamle ilandtrukne fiskerjoller og var under ilden fra
Vejermoses batteri og fra Vasnæs batteri på Fyn sluppet over
bæltet, men blev på Fyn straks afvæbnet af danske tropper.
Ritmester Costa spurgte nu sit mandskab, om de ville slås med den
langt overlegne dansk-franske styrke og dø. Hertil svarede
spanierne nej. Derpå overgav ritmesteren sig tillige med sit
mandskab. Franskmændenes fører søgte at berolige spanierne. Costa
erklærede, at han alene var skyldig. Men hans folk svarede, at de
alle var lige skyldige.
Ritmesteren bød nu den franske oberst sin kårde og sit ur. Men
denne afslog at modtage det og søgte at berolige ham med
forsikringen om, at de fremdeles skulle være venner. Da rækker
Costa sit ur og sin børs til sin tjener, river sin pistol op og
skyder sig selv. Han segnede ned af hesten med et roligt udtryk i
sit ansigt.
Af franske skansegravere blev der nu i hast kastet en grav på
stedet. Deri blev ritmester Antonio Costa lagt ned, i sin
pragtfulde uniform, uden nogen ceremoni, og tildækket med så tyndt
et lag jord, at det næppe kunne skjule ham. En dansk officer, som
havde været til stede, lod dog samme dags eftermiddag liget tage op
og føre til Fredericia, hvor det blev lagt i en kiste og jordet ved
den katolske kirkegård.
Rytternes afvæbning og anførerens fald foregik på en mark, der hed
Næs, (nu Lillenæs) et lille stykke fra Snoghøj, og det hele gik så
roligt til, at af en stor fåreflok, som stod tøjret lige ved siden
af, havde ikke et eneste rykket sig løs.
Den dag i dag er der i Erritsø et par minder fra begivenheden den
11. August 1808. På gården Balle (Overballegaard) findes en gammel
kårde, og på Baungård er der en pistol med stenlås, som begge
formodes at have tilhørt den faldne anfører. En fisker fra Lyng
fandt pistolen på det sted, hvor afvæbningen foregik. Af ham købte
Søren Baungårds fader, gamle Hans Sørensen, den. I de 100 år, (nu
203 år) den har været i familiens eje, har den hvert år været brugt
til at skyde nytår ind med, og den er pudset og blank som den gang,
den faldt af Costas hånd.
|