Virring kirke nævnes blandt de fire ældste landsbykirker i Danmark – sammen med Elmelunde på Møn, Hammer på Sjælland og Asferg nord for Randers. Forskerne mener, at den er opført omkring 1070.
Når man kan datere Virring kirke så tidligt, skyldes det den meget klare påvirkning af angelsaksisk og anglo-normannisk arkitektur (perioden indtil og umiddelbart efter den normanniske erobring af England i 1066).
Kirken adskiller sig på flere punkter fra andre danske kirker: den er smallere, vinduet i korets nordvæg er placeret længere østpå og korets mure er tynde – ca. 76 cm. mod sædvanligt ca. 100 cm.
Den søljebesmykkede korbue er det mest sikre vidnesbyrd om engelsk påvirkning. Søjlerne har såkaldte terningekapitæler af en særlig tidlig engelsk type, som er udbredt i Lincolnshire og Yorkshire, det gamle Danelagen – i modsætning til andre romanske kapitæler i Danmark., som er af en tysk type.
Unik korbue
Nogen forklaring på, at den nordre søjle er ottekantet, mens den søndre er rund, har forskerne ikke kunnet give. Men der findes ottekantede søjler på baser som Virrings i for eksempel Bracebridge i Lincolnshire.
I korbue rundingen er der tre udhæng, som tidsmæssigt knytter kirken til kirkerne i Elmelunde og Hammer. Her findes denne detalje i syd- nordportaler samt i apsisblændinger.
Virrings korbue er helt unik. En lignende findes i Asferg kirke nord for Randers, men her er udhængerne hugget bort.
De to vinduer i korets nord- og østmure er oprindelige. I 1934 blev der fundet blyindfattede ruder i begge. I nordvinduet er der en glasmosaik fra middelalderen, formentlig 1300-tallet. Den regnes for at være den ældste i Norden – og noget helt enestående.
”Det bedste af alt...”
Forfatteren Martin A. Hansen beskriver i ”Orm og Tyr” glasmosaikken på denne måde:
”Det er måske det bedste af alt, hvad man mindes at have set i danske kirker. Det forestiller ikke noget. Der er kun farver i det. De er ikke malet på glasset, men brændt id i det... Der var hemmeligheder ved det, som er gået tabt... Yderst er der en ramme af gennemlyste smalle glasstykker med gule båndslyng i en stil, som rækker tilbage mod1000-tallets ornamentik... Farverne lad sig blot nævne, ikke virkelig beskrive... Det er et kunstværk af saakaldt nonfigurativ art...
Det viser at den slags kan gøres, uden at billedet bliver fortænkt eller til en løssluppen strøm fra det underbevidste...
I Virringvinduet er kunstarv fra to kulturer stemt sammen med et overlegent greb... Den lette, lysende ramme stammer fra det gamle nordiske ornamentalsyn. Den spænder om farvemosaik, hvis koloristiske syn er klassisk-middelalderligt. Intet andet levn er i erindringen i den grad blevet det klare udtryk for vor romanske kultur! (”Orm og Tyr” side 359)
Sjælden egetræsramme.
Østruden var efter blysprossernes form at dømme et renæssancearbejde med rhombeformede ruder af grønligt glas. Den var for medtaget til at kunne restaureres, og derfor blev der eftergjort og indsat en ny blyindfattet rude. Det nuværende glasmaleri er tegnet af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen og udført af glarmester Mogens Freese i 1981.
Samtidig med fundet af de to blyindfattede ruder afslørede der sig i vinduet en 6 – 8 cm. bred egetræsramme, som har været der siden kirkens opførelse. Tilsvarende rammer findes ikke andre steder her i landet – men derimod i Boarhunt i England.
Kirkerummet
Kirken er hovedsageligt opført af kridtsten, men der er også brugt kamp, flint og myremalm. Denne sammenblanding af materialer er et gennemgående træk ved vore ældste stenkirker.
Nordportalen er nu tilmuret, men kan skimtes både ude- og indefra ved den rette belysning. Den befinder sig lige overfor syddøren. Portalen er helt enkel med rundbuet stik af myremalm – med undtagelse af den øverste kvader, der er ganske smal og af kridt.
Sydportalen har været rigt udformet. Der har været søjler af myremalm, og i portalbuens ydre fals, som stadig er bevaret, har der været en rundstav i korbuen.
Tårnrummet, kirkens forlængelse mod vest, er tilføjet – sandsynligvis efter ret kort tid. Udvendigt er det lidt bredere, men indvendigt har det samme mål som skibet. Det er opført i tilhugget kamp. Tårnet blev i 1799 ramt af et lyn, og året efter styrtede det ned i tårnrummet. Tårnet blev ikke genopbygget, men senere er en tagrytter rejst over vestenden.
I 1966 blev vestgavlen sat om, og en dør blev markeret på grundlag af, hvad man formodede var sikre spor af en vestdør. Før den tid var der et vindue i gavlen.
Alterbordet er fra 1942 og opført af faksekalk. Alterstagerne er fra ca. 1650.
Krucifikset på alteret , der er udført af Sven Havsteen-Mikkelsen, blev opstillet i 1986.
En tidligere altertavle er ophængt i tårnrummet. Det er en kopi af Carl Blochs maleri af genopstandelsesscenen, udført af Mourier-Petersen i 1897.
Døbefonten er et træskærerarbejde, antagelig fra 1700-tallet. Kirkens oprindelige romanske granitfont med korslam, fugl og to løver befinder sig nu i Kristkirken i København.
Prædikestolen er fra 1665, i barokstil med figurer af Moses, Kristus og Johannes. Lydhimlen er i empirestil fra 1837.
Stoleværket er i renæssancestil men af nyere dato.
Orgelet, som er bygget af orgelbyggerfirmaet Bruno Christensen og Sønner, er et fuldmekanisk sløjfeladeorgel med 10 stemmer, fordelt på to manualer og pedal. Orgelet blev taget i brug og indviet Palmesøndag 1995.
Våbenhus
I våbenhuset, der er en sengotisk munkestensbygning, findes en interessant variation af en romansk ligsten, der er udformet som et kæmpemæssigt kornaks.
Her findes også Virring-stenen, der fungerede som tærskelsten, indtil man i 1869 opdagede, at den bar en runeindskrift.
Indskriften har denne ordlyd: ”Germund (N.N’s søn) gjorde disse minder efter Sasser. Star (Stær) rejste stenen efter den døde”. En inskription på kammen siger: ”Thor vie disse kumler (dette dødsminde)” Ordet kumler er en fælles betegnelse for en høj, en stensætning og runer – og fortæller altså, at stenen har stået på en opkastet høj med en stensætning omkring – måske på en af oldtidshøjene Drageshøj eller Ebbeshøj, der ligger få hundrede meter nord for kirken.
Betydningen af indskriften er, at Germund gjorde højen, og at Star ristede runerne. Thor-påkaldelsen er bemærkelsesværdig. Kun to andre af de mere end 400 danske runesten har en sådan påkaldelse.
Virring-stenen dateres til mellem 950 og 1000 – den er altså fra samme tid som den store sten, som kong Harald rejste i Jelling for at fastslå, at han havde gjort danerne kristne. |