Denne serie fører dig rundt til nogle af kirkerne i Århus. Serien er lagt ud i forbindelse med eventet ’TID – Et døgn ekstra’ den 29. februar 2012, og har undertitlen ’Kirketid’.
Åby Kirke
Åby Kirke ligger på Åby Kirkevej i Åby sogn i Århus. Kirken ligger i den del af sognet, som i dag kaldes "Gammel Åby". Den nuværende bygning er opført i årene 1872-73, da man havde besluttet sig for, at en restaurering af den gamle sognekirke ikke var gennemførlig. Bygningen er opført efter tegninger af kgl. bygningsinspektør V.Th. Walther i en efterligning af romansk stil med italiensk præg. Murværket består af bånd med gule og røde mursten og bygningen fremtræder som en traditionel, dansk landsbykirke med apsis, kor, skib og tårn. Kirkerummet er meget enkelt med malet træloft og ganske få prydgenstande.
I kirken findes sognets oprindelige granitdøbefont og en kopi af det gyldne krucifiks, der hang i den første kirkebygning. Originalen findes i dag på Nationalmuseet, og den passer til stilen i første kirke. Det var en enkel, romansk bygning med skib og kor, opført i granitkvadre. Krucifikset er fra 1050-1100, altså landets ældste, og er specielt karakteristisk, idet Jesus er afbildet med en kongekrone og ikke en tornekrone, hvilket man kun ser i nordisk kirkekunst.
