Hør fuglensstemme |
Beskrivelse
Grønsiskenen er en lille finke med relativ kort, kløftet hale, som ofte ses i flok i vinterhalvåret, når den søger føde i elletræer. Hvis den bliver forstyrret og letter, vender den ofte tilbage til den samme gruppe træer. Flugten er bølgende og urolig, og flokken holder tæt sammen, mens den udsender knitrende lyde.
Hannen har grøn ryg, gule vingebånd, gule felter på siden af halen samt gul hovedstribe og gule brystsider. Issen og hagen er sorte. Hunnens farver er mere afdæmpede, og vingestriben lysere. Begge køn har mørke længdestriber på ryg og bug, tydeligst hos hunnen.
Levested
Grønsiskenen yngler i ældre nåleskov i Skandinavien, spredt i Vest- og Centraleuropa, i de baltiske lande og Rusland og desuden mod øst i det sydøstlige Sibirien, Manchuriet og det nordlige Japan. I Danmark yngler grønsiskenen i et mindre antal, svingende med frøsætningen.
Den optræder visse år talrigt herhjemme som træk- og vintergæst. Vinterkvarterets udbredelse svinger også med fødemængden. Nogle år trækker de skandinaviske ynglefugle helt til Spanien og Portugal. Grønsiskenen kan optræde i det meste af Europa om vinteren, bortset fra det nordlige Skandinavien.
Føde
Om foråret og forsommeren lever grønsiskenen hovedsageligt af granfrø, som den med sit spidse næb trækker ud af de halvåbne kogler. Ungerne fodres også med granfrø, som transporteres i kroen. På andre tider af året tager den gerne frø af el, birk og lærk. Om sommeren supplerer den frøene med insekter, bl.a. bladlus, som den fanger på grantræernes grene.
Bestandsudvikling
Grønsiskenen er først med sikkerhed konstateret som ynglefugl herhjemme i slutningen af det 19. århundrede, efter at grantræerne i de tilplantede hede- og kystområder havde nået en passende alder.
Bestanden er taget til op gennem det 20. århundrede, men varierer stærkt med frøsætningen. Muligvis er der år, hvor den slet ikke yngler, mens bestanden i gode år måske ligger tæt på tusind par.
|