Sanglærke (Alauda arvensis)
Beskrivelse
Sanglærken er en af de mest velkendte danske fugle takket være sin charmerende sang, som ofte høres fra stor højde fra januar til august. Fuglens udseende med den spættede, brune fjerdragt er dog ikke særlig karakteristisk. Undersiden er hvidlig med stribet bryst. Sanglærken kan rejse sine issefjer til en lille top, som dog er meget mindre end den nært beslægtede toplærkes. Sanglærkens kald er et tchriup eller trruvi.
Levested
Sanglærken har en stor udbredelse i Europa og den nordlige del af Asien, østpå til Japan, og den forekommer desuden i det nordligste Afrika. I Europa forekommer sanglærken overalt på nær Island. I Danmark er sanglærken stadig meget almindelig; den er Danmarks 3. mest almindelige fugl efter solsorten og bogfinken. Den forekommer over hele landet, men i noget varierende omfang. I Hovedstadsområdet er den eksempelvis ikke så talrig som i resten af landet. Bestandstætheden er størst i Jylland. Sanglærken er karakterfugl i det åbne land, og dens succes skyldes især, at den er tilpasset dyrkede marker. Reden anlægges i en vis afstand fra træer, formentlig for at undgå redeplyndring fra kragefugle, der benytter grenene som udsigtsposter.
Sanglærken er en såkaldt vejrfugl, dvs. at trækket i høj grad bestemmes af vejrforholdene. I milde vintre overvintrer en del sanglærker herhjemme, men ellers trækker bestanden til overvintring sydvest for Danmark. Det sydligste fund af en ringmærket dansk fugl er fra Spanien. Sanglærken kan godt trække frem og tilbage flere gange i løbet af vinteren i takt med vejret. Danmark besøges også af trækgæster fra det nordlige Skandinavien.
Føde
Sanglærken lever af insekter, grønne plantedele og frø. Insekter, korn og ukrudtsfrø er vigtige i sommerhalvåret, mens blade og ukrudtsfrø udgør en stor del af føden om vinteren.
Bestandsudvikling
I perioden 1976-1985 gik bestanden af sanglærke tilbage med knap 50 %, hvilket tilskrives intensiveret landbrugsproduktion og en stigning i pesticidforbruget. Fra midten af 1980'erne til begyndelsen af 90'erne stabiliseredes bestanden midlertidigt. Dette skyldes formentlig primært de mange milde vintre, men fra sidst i 90'erne er bestanden desværre begyndt at falde igen, så den totalt set er blevet mere end halveret gennem de sidste tre årtier. Arten er i tilbagegang i hovedparten af Europa med størst tilbagegang i de vesteuropæiske lande.
Sangen
Den synger næsten altid mens fuglen flyver; syngende hæver den sig fra jorden, stiger i skruelinje højt til vejrs, ofte ud af synsvidde, stadig syngende og med ustandselige vingeslag, daler derpå med udbredte vinger for på den sidste strækning at lade sig falde lodret ned med samlede vinger. Sangen, der høres fra længe før solopgang til skumring, er overordentlig kraftig og vedholdende, men noget ensformig, foruden af en trille væsentlig sammensat af de lyde, fuglen ellers lader høre, jævnlig iblandet brudstykker af andre fugles sang og stemme. Da sangen er konstant må man formode, at den synger både ved indånding og udånding.
Fra oldtiden til vore dage har lærken og dens sang, måske hyppigere end nogen anden fugl, været genstand for behandling i poesien; også dansk lyrik indeholder talrige digte til lærkens pris.
Reden
I Yngletiden har hvert par sit lille område, hvorfra hannerne søger at jage andre væk. Reden anbringes på jorden, mere på åbne steder mellem græs og lyng end i kornet; årlig lægges 2 kuld æg, 4-5 i tal, 21-25 millimeter lange, 16-18 millimeter brede, af grålig farve med brunlige pletter, der undertiden danner en krans i den butte ende.
Sanglærken var Danmarks nationalfugl indtil 1984, hvor knopsvanen blev valgt hertil.