Sct. Hans Kapel
Vorup Sogn blev gennem mange år kaldt ”Det sorte Sogn”.
- Nogle vil mene, at det skyldes den sorte farve, som jydepotterne havde. De potter, der i så rigt mål blev produceret i sognet. Andre mener, at det skyldes, at Vorup Sogn i mere end 300 år ikke havde nogen sognekirke.
For enden af Høvejen, mod Kærgade, er der et lille fredet område med et stendige om, det er den gamle kirkegård i Vorup eller Nielstrup, som stedet kaldtes. Omkring 1150 blev der bygget en mindre middelalderkirke, Nielstrup Kirke, som blev viet til Sct. Johannes, og derfor også bar navnet Sct. Hans Kirke.
Op gennem årene var Nielstrup Kirke den kirke, som folk fra Nielstrup og Vorup søgte, og hvorfra de begravede deres døde. I 1552 kom en forordning fra Christian d. 3. om, at kirken skulle nedrives. Man mente, det kunne være en hævn fra kongen, da Vorup under ’Grevens Fejde’ (1534-36) havde støttet Skipper Clement. Bønderne foretog sig intet i 1552, men da påbuddet blev gentaget i 1568, blev de nødt til at rive deres kirke ned, og stenene blev brugt til en vandmølle ved Dronningborg Slot.
Det blev nu pålagt folk fra Vorup at bruge Sct. Mortens Kirke i Randers, som deres sognekirke.
Vorup sogn fik navneændring til Sct. Mortens Søndre Landsogn. Der blev på kirkegården ved Høvejen opført et lille tarveligt kapel i bindingsværk, som sognets beboere kunne benytte ved begravelser indtil 1876, der blev dog ikke foretaget mange begravelser fra kapellet og kirkegården.
I Sct. Mortens Kirke fik bønderne tildelt stolesæderne i det søndre sideskib, hvorfra de ikke engang kunne se alteret.
Vorupfolkene befandt sig dårligt i den fine bykirke. De sad der i deres lerede støvler eller træsko og følte sig nedstirrede af borgerskabet i Randers, der var placerede på de fine pladser i midterskibet.
De allerfleste begravelser fra det søndre sogn foregik dog fra Sct. Mortens Kirke, og det var besværligt, når man skulle bære kisten over den smalle træbro, der førte over Gudenåen. Vorupbønderne var selvbevidste folk, de havde tjent godt på fremstillingen af jydepotter, som nærmest udviklede sig til en industri, og mangen fæster i Vorup havde købt sig fri af Clausholm.
Alligevel gik der 300 år, før Vorup igen fik sin egen kirke.