Her på denne dejlige plet mellem skov og vand ligger Børnehuset Aavangen.
Den første reelle børnehave i Terndrup blev bygget i 1972 og blev placeret på Østermarksvej, da den tilhørte boligforeningen Vanggaarden. Der var plads til 72 børn, men da der i 1986 var observeret en risiko for asbestnedfald fra lofterne, blev stedet omgående lukket, og børnene blev flyttet til Solbjerg. Her gik de i nogle år, indtil der i 1989 blev bygget en ny børnehave på Aavangen i Terndrup. Skolefritidsordningen lå tidligere oppe ved Terndrup Skole sammen med tandlægerne, men den er nu flyttet ned til Børnehuset Aavangen. Dermed er Børnehuset Aavangen blevet en integreret institution.
I Børnehuset Aavangen er der plads til 84 børn, der passes af et personale på ca. 10 personer samt en leder. Der er fire stuer og adskillige andre lokaler, der giver gode omgivelser for både børn og medarbejdere. Der er hurtig adgang til åen, der løber nedenfor, eller til skoven, der praktisk talt ligger i deres baghave. Den Gamle Sportsplads ligger som den anden nabo, og der er der også plads til fysiske udfoldelser. Indenfor Børnehuset Aavangens egne arealer er der udfordrende legepladser og en bålplads.
Det er nok en god ide, at tage cachen udenfor Børnehuset Aavangens åbningstider, så den ikke bliver opdaget og måske forsvinder.