Skip to content

Kokassekunst Traditional Cache

Hidden : 6/28/2012
Difficulty:
1.5 out of 5
Terrain:
2 out of 5

Size: Size:   regular (regular)

Join now to view geocache location details. It's free!

Watch

How Geocaching Works

Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions in our disclaimer.

Geocache Description:

”Kokassekunst” og fredet Hærvej nord for Bække
- Bente Skjøttgaards relief ”SPOR”

Af Teresa Nielsen, museumsleder, Vejen Kunstmuseum

Hvad med et helt usædvanligt, døgntilgængeligt kunstværk langt fra, hvor man forventer at møde kunsten og i en form, der næppe var nogen, der havde forudset? Lejligheden byder sig ad Hærvejens vandre- og cykelrute på vej fra Bindeballe til Vejen, eller for den bilist, der holder ind ved rastepladsen ca. 5 km nord for Bække ad hovedvej 417, Ribe-Vejle Landevej.

Her indviedes foråret 2011 et monumentalt kunstværk, der ligger med samme imponerende selvfølgelighed som de gamle skibssætninger og gravhøje langs Hærvejen – sat af forfædre for hundreder af år siden. Mon der igen vil gå århundreder, før et så markant værk sættes på samme måde fjernt fra dagens hovedfærdselsårer?

Fra rastepladsen går ”rejsen” ind til værket over en helt usædvanlig græsmark. Stedet appellerede straks til kunstneren. Her går Hærvejens vandrerute vinkelret på tværs af et fredet areal, hvor man i en bølgende op- og ned bevægelse som i søgang krydser fure efter fure, der strækker sig i nord-sydgående retning. Fysisk oplever man, at Hærvejen har været et bredt udvalg af spor, der over århundreder blev trukket, hvor det lod sig gøre. Var det ene spor kørt op, trak man et nyt ved siden af. Mod nord snor ruten sig som en beskeden trampesti af sted forbi relieffet. Her kan man sende en venlig tanke til den bonde, der for snart 100 år siden lod jorden frede til glæde for os og vore efterkommere.

Målet er et 30 kvadratmeter stort og 10 tons tungt keramikrelief. Det er udtænkt og styret igennem af Bente Skjøttgaard (født 1961). På cykeltur langs Hærvejen blev hun optaget af beretninger om kvæget, der i 1600-tallet årligt blev drevet ad Hærvejen til kvægmarkeder i Tyskland og Holland. Dyrene var i århundreder en stor eksportvare, og har givet basis for mange af Jyllands herregårde. Før kølevognens tid vandrede de til slagterierne ad Hærvejen på Jyllands højderyg. Her var tørrest - færrest vandløb og vådområder at forcere. Det var dyrenes vandring hun ville sætte et minde.

Relieffet blev til i februar 2010 i en stor lade på Gråsten Landbrugsskole, hvor eleverne og personalet bidrog med gode hjælpende hænder. Hele processen kan opleves i en dokumentarfilm af Rikke Rørbech, der har fulgt forløbet.

Til projektet skulle Bente Skjøttgaard brug nogle ”kvægstatister” – udøvende kunstnere om man vil. Hun kom i kontakt med kvægavler Stig Benzon. Hans mission er at bevare det fredede oprindeligt jysk landkvæg. Tre af hans besætning blev en iskolde vinterdag i 2010 drevet gennem lermasserne i den store hal på landbrugsskolen. Dermed bliver relieffet samtidig et minde om denne truede race. Som én bemærkede ved indvielsen: Nu er der ikke blot minder om disse dyr i de fine guldaldermalerier. De har også i århundreder fremover sat deres fysiske klovspor i landskabet. De er blevet en del af den levende historie om Hærvejen – der også kaldes Oksevejen eller Pilgrimsve-jen.

De mange tons ler blev fragtet til Petersen Tegl ved Broager til tørring og brænding. Firmaet har en lang tradition for at samarbejde med kunstnere, og har til dette projekt stillet materialer og brænding til rådighed for Bente Skjøttgaard.

Undervejs i processen er de over 10 tons ler flyttet fra Broager til Gråsten og retur, ind og ud af brændingerne og videre til rastepladsen nord for Bække. Alene transportopgaven er stor, og dertil kommer aftaler om dyrene, assistenter og slutteligt også nedfældningen – for de fleste uoverstigelige opgaver. Havde de mange opgaver og medfølgende komplikationer stået klart fra begyndelsen, var vist de færreste gået i gang. Uden at ane, hvor meget projektet over tid ville komme til at kræve, kastede Bente Skjøttgaard sig ud i forfølgelse af en fantastisk tanke, der så flot er lykkedes – og på indvielsesdagen velsignedes med det smukkeste vejr. Lettet udbrød kunstneren: ”Nu er 10 tons faldet fra mine skuldre.”

Efter brændingen står relieffet som en lav rød ruin med tydelige klovspor. Den store, flade består af 187 felter på ca. 50 x 55 x 15 cm. Efter aftalt med den private jordejer, Jakob Askjær, er ”SPOR” nedfældet på hans jord i et skelområde lige op til det fredede stykke Hærvej, lidt over hundrede meters gang fra rastepladsen. Fra Statens Kunstfond er relieffet overdraget uden forpligtelser. Det bliver spændende at se, hvad vind, vejr og tidens tand gør ved helheden. Hvad mon der vil blive sagt om 1000 år, når en fremtidens arkæolog står overfor ”SPOR”?!

På Vejen Kunstmuseum er Bente Skjøttgaard allerede repræsenteret med et par værker, hvoraf det ene er en ”håndholdt” amorf kande, der i sin uortodokse form minder om ånden i Hansen Jacobsens keramiske arbejde. I forbindelse med indvielsen forærede kunstneren museet et værk fra 2009 – en ormende grenstruktur med en markant grøn glasur. Dets vildskab minder om Niels Hansen Jacobsens måde at lokke det uventede ud af leret. I samme ånd vil de afvekslende klovspor på bedste vis underbygge genius loci, stedets ånd, på kvægdrivervandreruten.

Kunst langs Hærvejen har sat markante spor i Vejen Kommune
”SPOR” er en del af Statens Kunstfonds projekt ”Kunst langs Hærvejen”. I 2008 blev 12 kunstnere på tværs af Fondens arbejdsområder (foto, maleri, skulptur, arkitektur, teater, kunsthåndværk og design) bedt om at skabe et værk til markering af Hærvejen – de involverede er i alfabetisk rækkefølge: Marin Erik Andersen, Sys Hindsbo, Per Bak Jensen, Ole Jensen, Sophia Kalkau, Per Kirkeby, Tage Lyneborg, Ursula Munch-Petersen, Bente Skjøttgaard, Pia Tafdrup, Bent Sørensen og Katrine Wiedemann.
”Kunst langs Hærvejen” afrundedes i 2011 og har beriget Bække by med Ursula Munch-Petersens keramiske relief ”Tiderne skifter”, der er opsat på gavlen af konfirmandhuset, og længere mod syd i skovbunden i Skibelund Krat kan man møde billedhugger Sophia Kalkaus værk Lenticula.

Additional Hints (Decrypt)

Xnffra vaqrubyqre cbfgxbeg z.z.

Decryption Key

A|B|C|D|E|F|G|H|I|J|K|L|M
-------------------------
N|O|P|Q|R|S|T|U|V|W|X|Y|Z

(letter above equals below, and vice versa)