Løgstør er en fjordby i Himmerland med 4.300 indbyggere (2012), beliggende ved Løgstør Bredning i Limfjorden, 47 kilometer vest for Aalborg og 64 kilometer nord for Viborg. Et par kilometer mod nordøst forbinder primærrute 29 Himmerland med Han Herred via Aggersundbroen. Fjordbyen ligger i Vesthimmerlands Kommune og hører til Region Nordjylland.
Trods sin relativ sene status som købstad (år 1900), består Løgstørs bykerne i dag af gamle gader med små huse bygget til 1800-tallets fiskere og sømænd. Ét af disse huse blev i 1918 skænket af danske husmænd til forfatteren og digteren Johan Skjoldborg (f. 1861 – d. 1936), der boede i huset indtil sin død. Det er i dag beliggende på Johan Skjoldborgs Vej. En anden bemærkelsesværdig bygning er Løgstør Kirke, en nygotisk bygning opført i røde mursten i 1893 med et højt slankt tårn vendt mod vest. Johan Skjoldborgs gravsted er placeret på kirkegården. Tæt ved havnen står Løgstør Grunde Fyr, opført i 1908. Det er et såkaldt dobbeltfyr med to trætårne placeret oven på en hvidmuret bygning. Fyret regnes som ét af de mest særprægede fyrtårne i Danmark. Ud mod havnen ligger også Hotel du Nord, som er et gammelt hotel med tilhørende restaurant, meget kendt blandt turister ligeledes lokale.