Glænødæmningen
Livet før dæmningen.
Mange vil nok synes, når de kommer derud og ser det lave vand – dæmningen er 600 meter lang – at det kan ikke have været noget særligt at forcere, men det er netop det, at vandet var lavt, der kunne volde de store problemer. Man kunne sejle med pramme der, og der var en færgemand på hver side af vandet. Så kunne man køre over, når det var lavvande, men ikke når det var flod. Så var der for dybt.
Så var der perioder, når der var is, hvor isen ikke kunne bære, enten når den var ved at lægge til, eller når den var ved at bryde op. Så var der virkelig problemer, for så kunne man hverken sejle eller køre over. Bl. a. var en kvinde død i den periode, så de måtte udsætte begravelsen dag efter dag et stykke tid, fordi de ikke kunne komme over til Ørslev med den døde.
Der var også mulighed for at gå ned over Østerfed og praje en båd på havnen i Bisserup til at sætte en over. Det var en god genvej hvis man skulle til Rude, Holsteinborg eller andre steder østpå. Den mulighed blev benyttet længe efter, at dæmningen blev bygget, helt op i midten af 1900-tallet.
Blev det flod, mens man var væk fra øen, kunne man blive nødt til at overnatte i land. Folk i Stubberup var vant til det, og havde altid opredte senge, hvis øboerne ikke kunne komme hjem. Selv om det var generende, kunne det jo også have sine underholdende sider, som engang at gårdmand Jørgen Hansen og frue var kørt til Skælskør, for der var kommet et teaterselskab til byen, og det ville de ud at se. De kunne godt lide at more sig lidt. Da de så kom tilbage, var det blevet flod, og de kunne ikke komme over. Så siger manden til konen: ” Ser du Karen – der ligger hele teaterfornøjelsen”, og det blev siden et mundheld på øen.
Der fortælles også om en karl fra Stubberup, som var forlovet med en pige fra Glænø. Det var en vintereftermiddag, hvor der altså ikke var is på, der ville han så ud at besøge kæresten, og han ville så ride derud. Så havde de på gården en kat, de gerne ville have druknet, og den blev puttet i en sæk, og han tog den med. Da han kom midt ud i vejlen smed han sækken, men de havde jo naturligvis ikke taget den allerbedste sæk på gården, så den revnede og katten sprang op på bagenden af hesten, så den slog karlen af. Han kom ikke på kærestebesøg den dag, så han kunne altså synge den gamle vise ” Og kan jeg ikke til min kæreste komme, hverken kørende eller ridende, så må jeg vente til det bliver sommer, så jeg kan sejle over bølgen den blå”.
Engang skulle der også hentes jordemoder. Der var isen heller ikke sikker. Der måtte de så – et par raske karle – tage en lang stige og på den måde kom de altså over og fik hentet jordemoderen. Hun blev sat midt på stigen, og derved blev vægten fordelt.
GLÆNØDÆMNINGENS TILBLIVELSE.
En efterårsdag omkring 1879 var Niels Christian Nielsen på Toftegården og hans nabo, fisker Niels Jensen, på hestevogn i Skælskør og kom hjem efter, det var blevet mørkt, og det var blevet tåget, og da de kom ud i vejlen, kunne de ikke få landkending. De skændtes lidt om retningen. Fiskeren, der jo var vant til at orientere sig på søen, sagde: ” Du er kommet for langt til højre!” – ” Jamen husk nu, at vinden er østen”, siger Niels Christian Nielsen. ” Jamen så skal du også dreje til den anden side”. Nå, de kørte og kørte og til sidst gik hestene ned i dybt vand, og så vidste de, hvor de var. Så var de oppe ved Sankholm, den lille ø som ligger oppe i Basnæsfjorden, og der er sådan en rende der, Sankholmrenden. Så måtte de spænde hestene fra og vade i land. – Næste dag tog de så over til Holsteinborg og talte med godsforvalteren, og fortalte ham om deres oplevelse. Der siger han: ” Lad dette blive det sidste. Nu må vi i gang med det dæmningsbyggeri!” Det havde der nemlig været talt om i mange år. Altså lige siden 1867, hvor de første ingeniører var nede og se på det.
Der havde været forhandlinger med gårdene om, at de skulle betale lidt mere i fæste. Det var de naturligvis ikke så begejstrede for, så byggeriet var stadig ikke blevet til noget. Men nu blev det så alvor, og de gik i gang med dæmningsbyggeriet i 1880. Det var jo en stor historie. Der var ikke noget, der hed gravemaskiner. Hvert eneste spadestik er gravet op og trillet ud på trillebør. Den entreprenør, der havde arbejdet i kommission, han søgte 100 mand til dæmningsarbejdet. Og det blev en stor forandring for Glænø, da dæmningen var bygget færdig i 1881.