Det er muligt at kører i bil op til cachene dvs. indgangene til Kulsbjerg, men man kan ikke kører på selve området. Derimod vil vi anbefale, at man tager cyklen rundt da det er et dejligt område der fortjener et besøg i ny og næ. I tilfælde af militære øvelser vil området være lukket, men dette sker yderst sjældent.
Kulsbjerg
Den 493 ha store militære Kulsbjerg Øvelsesplads, som ligger 7 km øst for Vordingborg, er udover at være et dagligt øvelsesterræn for soldater fra Vordingborg Kaserne tillige et enestående naturområde. Selv om området bærer præg af militær aktivitet, er det også et varieret naturområde med mange forskellige biotoper.
Mellem Skov- og Naturstyrelsen og Vordingborg Kaserne er indgået en drifts- og plejeplan for området. Plejeplanen kan fås på Kasernen, og den p.t. under opdatering ved Skov- og Naturstyrelsen. Derfor kan der ikke "linkes" til den i øjeblikket. Aftalen sikrer, at øvelsespladsen bevares som et værdifuldt natur- og friluftsområde, samtidig med, at forsvaret fortsat har et varieret terræn for uddannelse af sine soldater. Den militære aktivitet på området begrænser sig som regel til forholdsvis lette køretøjer, og normalt vil man kunne færdes ad veje og stier i terrænet. Der vil stort set altid være adgang til det 107 meter høje fredede Store Kulsbjerg, hvorfra der er en formidabel udsigt over Sydsjælland, Møn og de omkringliggende farvande. På dage med god sigt kan man se så langt, at man i det fjerne kan skimte pylonerne på Storebælstbroen. Store Kulsbjerg udgør det højeste af de tre hatformede morænebakker, som ligger midt i området.
Med drifts- og plejeplanen sikrer man, at det storslåede overdrevslandskab bevares. Landskabets åbne og afvekslende præg bevares, samtidig med, at man skaber bedre levevilkår for en artsrig flora og fauna. For floraen drejer det sig om flere hundrede arter.
Der er skabt nye voksesteder for majgøgeurt, og Kulsbjerg har en af amtets tætteste bestande af den smukke orkideart. På Store Kulsbjergs nordvestside breder lyngen sig, og i vandhullerne trives løvfrøerne. Som navnet antyder, kravler de små grønne frøer op i løvet på træer og buske omkring vandhullerne. På afstand lyder frøernes kvækken nærmest, som når man rasler med en tændstikæske.
I de mange vandhuller yngler arter som grågås og gråstrubet lappedykker, og hele foråret kan man høre, at Kulsbjerg har en tæt bestand af nattergale.
Af ældre kulturhistoriske spor er der et lille område med højryggede agre fra Jernalderen. Det findes i Vallebo skov ca. 200 m nede af skovvejen fra P-plads.
Der er adgang til Kulsbjerg Øvelsesplads fra vest ved gangbroen over motorvejen på Vallebovej, fra Stensved ved hovedindkørslen på Kulsbjergvej, fra Røstofte Skovvej ved skydebanen, fra Vallebo Skov ved Vallebovej og endelig fra østlige indkørsel ved Skovhusevej. Ved alle indgange er der P-muligheder og opslag, der viser månedens aktiviteter på øvelsespladsen.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening (2013): http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=25788, 13. august
Kulsøen
Stednavnet kendes fra 1768 som Kuls Bjerge, opr. Kulsø Bjerge, ved Kulsø, ca. 1376 Kulsiø, efter søens kulsorte vand.
Kulsøen dækkede tidligere et område på ca. 60 tdr. land og lå 62 m over havet, dvs. højere end Gåsetårnet, der er 36 m højt. Kulsøens vand var via Fladbækken og Hulemosesøen drivkraften for de 5 vandmøller i Vintersbølleskoven.
Rettighederne til Kulsøens vand havde ejeren af Hulemosegården. Vandet i Kulsøen blev opstemmet med en høj dæmning, der var forsynet med et stigbord, der kunne hæves og sænkes efter behov. På grund af dæmningen var der om foråret ofte så meget vand i Kulsøen, at vandet løb ud over de omkringliggende marker til skade for lodsejerne.
I 1734 var der så meget vand i Kulsøen, at stigbordet i Kulsødæmningen ikke kunne holde til presset af vandmasserne, der fossede ned i Hulemosesøen. Søen blev så voldsomt fyldt, at landevejsdæmningen brød sammen og ødelagde Hulemosemøllen, der måtte bygges op igen.
Allerede i 1793 talte man om at afvande Kulsøen, men det var der delte meninger om. Nogle ville gerne have det på grund af den skade, vandet gjorde på deres marker. Andre var betænkelige, da de var bange for at komme til at mangle vand til deres kreaturer, og at det ville formindske fiskeriet i søen.
Gennem 1800-tallet var der flere sager om vandstandens højde i Kulsøen. I 1922 indgik ejeren af Hulemosegården og de 12 lodsejere ved Kulsøen en overenskomst om, at Fladbækken blev rørlagt, mod at ejeren af Hulemosegården fik en erstatning på kr. 2.000,-.
I 1920-erne bliver Kulsøen afvandet og omdannet til det engområde, vi kender i dag. Tidligere var Kulsøen så dyb, at man kunne både kunne sejle på den og have ruser i den.
Kilde: Lokalhistorisk Forening Vintersbølle/ Nyråd (2013): http://www.vinterhistorie.dk/?page_id=579, 13.august.