Påsken
Påskefesten stammer fra jødedommen. Jøderne fejrer påskefesten til minde om udgangen af Ægypten. Den jødiske påskefest er i dag en hjemmets fest, hvor man samles fredag aften ved den store påskesabbats begyndelse og spiser et måltid, der på én gang understreger familiefællesskabet og så den fortælling, der ligger bag festen. Hovedingredienserne i måltidet er ugæret brød, lammesteg og hertil vin.
Kirken har så overtager den jødiske fest, idet Jesus netop blev taget til fange og henrettet under jødernes påske. Forinden tilfangetagelsen fejrede han selv påskemåltidet med sine disciple. Her tydede han brødet som sit eget legeme og vinen som sit blod. Jesus forstås af de første kristne som det påskelam, der ofres og slagtes.
I den ældste kirke var kernen i festen de hellige tre dage fra langfredag til påskemorgen. Dette blev senere udvidet til den hellige uge. Højdepunktet i påskeugen var selve påskenat, hvor man vågede indtil morgenen gryede som tegn på Jesu opstandelse.
I oldkirken blev det imidlertid hurtigt et kalendermæssigt problem, hvornår påsken egentlig skulle holdes. Hidtil havde man lagt påsken samme dato hvert år, ligegyldigt om påskedag faldt på en søndag eller ej. Man rettede sig simpelthen efter den jødiske dato for påskefesten.
På et stort kirkemøde i Nikæa i 325 blev det bestemt, at påsken skulle holdes på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det gælder stadig.
Påskeugen indledes med Palmesøndag til minde om Jesu indtog i Jerusalem, hvor folkeskaren spredte palmeblade ud foran Jesus.
Skærtorsdag fejres Jesu indstiftelse af nadveren
Langfredag er helligdagen til minde om Jesu korsfæstelse og død.
Påskeugens højdepunkt er de to påskedage til minde om Jesu opstandelse.
Pinsefesten
Efter påskefestener der 50 dage indtil pinsefesten. Her var det oprindeligt forbudt at faste, fordi det var en festtid, hvor man i kirkens gudstjenester og de læste tekster fra Det nye Testamente koncentrerede sig om Jesus som den opstandne frelser.
Fredagen før den 4. søndag efter påske har vi en officiel helligdag, Store Bededag. Denne helligdag blev indført ved kongelig forordning i 1686 som en bods- og bededag for at samle alle de bods- og bededage op, som ellers var afskaffet ved reformationen.
Efter 40 dage fejrede man Kristi Himmelfart. Og efter 50 dage fra Påskedag fejrede man så Helligåndens komme, pinsefesten. Også her placerede man i oldkirken pinsefesten på en jødisk festdag, nemlig festen til minde om dengang, Moses modtog lovens tavler af Gud Herren på Sinai bjerg
Trinitatistiden
Efter pinsefesten kommer så trinitatistiden (trinitatis = treenighed) som omfatter den lange række af søndage fra pinse til advent - altså hele sommeren og efteråret frem til december.
Trinitatistiden indledes med Trinitatis søndag, hvor det markeres, at Gud er treenig. Denæst tæller man maksimalt 26 søndage efter Trinitatis. Det er i dag blevet en festløs tid. Men sådan har det ikke altid været, idet denne tid før reformationen var markeret af en række helgenfester. Tilbage af helgenfesterne er Allehelgens søndag. Her mindes man idag dem i sognet, der døde i løbet af året. Men før reformationen var det en samlet mindedag for kirkens martyrer og helgener.
Med sidste søndag i kirkeåret er kirkeårets ring sluttet.
Kirkeårets farver
Siden middelalderen har man symboliseret de forskellige helligdage og faser i kirkeåret med liturgiske farver, Hvid (glæde og lys) bruges til de store fester, især fra påske indtil pinse. Rød (blod, ild og kærlighed) bruges til 2. juledag og pinsen. Violet (håb og længsel) bruges til fastetiden og adventstiden. Grøn (liv og håb) angiver Helligtrekongerstiden og trinitatistiden