Hele Bramdrupdam-kvarteret oplevede i 1970erne en stor tilflytning, så en ny skole var en nødvendighed. Valget stod for kommunen mellem at bygge nyt, eller leje sig ind. Man valgte det sidste, hvorefter nogle rækkehuse på Juli- og Januarvænget blev udset til at gøre det ud for klasseværelser, rektors kontor og læreværelset.
Skolen fik navnet Nørreskovskolen og var ét sporet, med børnehaveklasse og 1.-7.klasse.
Det var ikke kun skolens ydre rammer, der var utraditionelle. Også undervisningsformerne var ikke helt almindelige. Således opererede skolen med moduler á 95 min. efterfulgt af 20-30 minutters pause. Noget anderledes end de gængse 45 minutters undervisningstimer.
Ved siden af den mere traditionelle klasseundervisning benyttede skolen sig af særlige værkstedstimer, hvor børnene kunne prøve deres færdigheder af i praksis. Fx hjalp værkstedet Købmandsbutikken børnene til at agere i sociale sammenhænge, kombineret med indlæring af matematik. De lærte at bestille varer hjem, udfærdige regninger, og i det hele taget at bruge matematikken i praksis.
Også elevernes logiske tænkning, der er hjørnestenen i matematikken, blev trænet – ikke hele tiden med blikket rettet mod læreren og tavlen, men fra tid til anden med legoklodser.
Skolen var som sagt en midlertidig løsning, skabt til at aflaste presset på Bramdrup Skole. Alligevel vakte nedlæggelsen i 1991 en vis utilfredshed i offentligheden, og en underskriftsindsamling mod skolens lukning blev gennemført. Det ændrede dog ikke byrådets beslutning. Skolen blev nedlagt, kommunen sparede lejeudgiften, og eleverne rykkede over i Bramdrup Skole fra skoleåret 1991-1992.
Kilde: Kolding Leksikon