Udsigt mod nordøst over den udtørrede Slivsø. De lyse partier er ikke vand, men størknede dyndarealer uden vegetation.
Fra søbund til agerjord
En tur over Slivsøens bund - for tiden landets mærkeligste landskab
I denne tørre sommer er Slivsøen forsvundet for stedse. Endnu sidste forår og forsommer kunne det ske, at nedbør satte et tyndt vandspejl over den udtørrede søbund og skabte illusion om, at søen var der endnu, men sådan er det ikke mere.
Når man nu fra den højtliggende vej Djernæs-Hoptrup ser ud over søområdet, møder øjet kun grønne og hvide flader - grønne, hvor den første vegation allerede har slået rod på søbunden, hvide, hvor det i sommertørken størknede dynd ligger hen uden bevoksning.
Slivsøen var smuk, som den lå med sit blanke vandspejl mellem de grønne højdedrag. Nu er den borte!
På gyngende grund
Nogle mener, det er en skam, at denne skønne plet forsvinder eller i hvert fald ændrer karakter rent landskabeligt set.
Andre er glade for afvandingen.
Det er de lodsejere der nu kan begynde at se frem til den dag, da de for alvor kan give sig i lag med opdyrkningen at den tidligere søbund.
Det er helt mærkeligt at gå herude på »søbunden«, på forholdsvis fast bund, og vide, at der under een ligger mange mdynd.
I den tidlige septembereftermiddag står solen højt på den skyfri himmel og sender sine stråler over landskabet. Ved hovedpumpestationen arbejder en gravko på at uddybe tilløbskanalen
Jeg går et stykke ud langs nordkanalen der bag sin dæmning ligger med vandspejlet en hel del over søbunden. Så tager jeg bestik søens midte og går gennem bundens skov at rør og dunhamre i søen.
Overfladen er de fleste steder så fast, at støvlerne næppe synker ned, men man mærker alligevel straks at man er kommet på "gyngende grund" i allerbogstaveligste forstand endda. Det fede mudder, der i fjor var bundløst dynd, er nu overfladen størknet og skrumpet ind, så der har åbnet sig et mønster af 10-15 cm brede revner, og tilsluttende brudstykker på ½ - 1 meters diameter. Man går her faktisk på talløse store lerblokke, der med 60-80 centimeters dybde hviler på det størknede dynd. Træder man over på en sådan blok, gynger den blidt, men den holder. Søbund er virkelig, med undtagelse af enkelte vældpartier, ved at blive stabiliseret.
Nogle steder er der allerede grøn vegetation. Som landplanternes første repræsentant har tiggerrandunklen slået sig ned over store områder sammen med forskellige græsarter, alt selvsået. Andre steder ligger bunden nøgen hen endnu. Søbunden er gennemskåret af lave afvandingsrender. De ses ikke meget på den store flade, men det er alligevel dem, der sammen med denne sommers mange soldage har bevirket, at man nu for første gang kan færdes tørskoet i den tidligere Slivsø, for tiden landets mærkeligste landskab.
Over de store flader dirrer den opvarmede luft og slører udsigten mod de omliggende bakker og Hoptrup by derude mod vest.
Fra søbund til agerjord
Der er sket meget l Slivsøsagen i det sidste års tid.
For et par år siden var man i selve søområdet endnu kun så langt, at man kunne begynde forsigtigt, stående på lange brædder, at grave lave render i et forsøg på at få dem til at trække noget af vandet bort. Man vidste, at der var målt op til 18 meter dynd i søen, men man vidste intet om, hvordan afvandingen ville forløbe, hvor længe der ville gå, før man nåede frem til en begyndende stabilisering af søbunden.
Nu ved man mere. Ganske vidst er man endnu på gyngende grund, når man går ud i Slivsøen, men med hensyn til udsigterne for vandsænkningen og stabiliseringen af søbunden har man fast grund under fødderne. De dybe revner derude i søbundens fede klæg fortæller at det virkeligt kan lade sig gøre, og at man kan forvente en ret betydelig selvdræning. Hvordan vældpartierne vil udvikle sig er et andet spørgsmål, som først tiden kan bringe svaret på.
Hovedsagen er nu, at man har konstateret at rendegravningen kan give resultat, og at man har fået statens landvindingsudvalgs godkendelse af denne metode. Overfladen på søbunden synes nu at være så stabil, at den vil kunne holde også når efterårets og vinterens nedbør sætter ind.
Også på andre områder er der sket nyt i Slivsøsagen.
Sidste år i oktober blev den foreløbige plan for en jordfordeling forelagt og for et par uger siden var man nået så vidt, at den endelige jordfordeling blev godkendt af samtlige lodsejere. Dermed er man nået et langt skridt videre til gavn for landvindingen som sådan, for der er næppe tvivl om, at når først den enkelte lodsejer selv kan begynde at arbejde i sine jorder derude, vil kultiveringen skride hurtigere frem, end hvis man havde gennemført en fællesdrift, som der en overgang også var forslag om. Kan man først få søbunden lagt ud til græs, vil det ikke vare så længe, før man så småt kan begynde på en videregående kultivering.
Man kan naturligvis ikke forcere kultiveringen kraftigere frem, end den fortsatte vandsænkning tillader det, men det kan siges, at det hidtil er gået næsten over forventning. Der vil nu efterhånden dannes en fast skal, som i løbet af nogle år bliver så tyk, at den kan bære landbrugsmaskinerne Nedenunder denne skal vil "søen" stadig være flydende, således som man kender det fra andre landvindingsarbejder af denne art. F. eks. i Ejsbøl mose kan man jo endnu, når en folk køer traver hen over græsset, ligefrem se hele overfladen bølge som tyndis under en flok drenge. Således vil det også blive i Slivsøen, men det forhindrer ikke, at den kan kultiveres.
Afgrøder og veje
Danmarks bedste agerjord, har man spået, at arealerne i Slivsøen vil blive med tiden.
Det er jo ikke så lidt. Måske er det også lidt for optimistisk en målestok; det vil tiden vise.
Kendsgerninger er det imidlertid, at på de arealer, der allerede har kunnet tages under plov, har man høstet afgrøder, der ikke har skuffet nogen. Det drejer sig om randarealerne vest for hovedvejen, i selve Slivsøområdets vestlige del og i den østlige del.
Før en intensiv dyrkning kan finde sted af selve søbunden, må der dog skabes adgangsmuligheder til arealet, og her melder problemet om vejbygning sig. Efter de nu foreliggende udkast skal der føres en vej igennem hele søen i retningen øst-vest. Det bliver hovedsageligt en "produktionsvej", en adgangsvej til de forskellige lodder, medens en større trafikåre skal føres over søen i retningen nord-syd, gående ud fra Hoptrup-Vilstrup vejen og sluttende sig til vejen mellem Djernæs by og Djernæs strand syd for søen.
Vejbygningen vil til sin tid byde amtsvejvæsenet på ganske særlige problemer. En ting er at kunne dyrke søbunden når den engang er blevet fast nok til det; en helt anden ting er det at skulle placere en vejbane med dertil hørende fundamentering, uden at det hele en skønne dag forsvinder ned i de 18 meter dynd, eller hvor meget der nu må være tilbage af flydende undergrund til den tid. Måske bliver man nødt til at bygge "hængeveje" d. v. s. veje, der er fundamenteret på faskiner.
Men vejteknikkerne siger, at det kan gøres. Det er gjort andre steder, og så kan det også laves i Slivsøen. Er men engang kommet så vidt, vil over 300 ha nyt land være rede til at tage mod ploven.
-ker.
De øverste lag af Slivsøens 18 meter dynd begynder at størkne og slår dybe revner.
|