Da isen smeltede i slutningen af den seneste istid, steg vandstanden så meget, at Nordjylland blev dækket af et ishav, der siden fik navnet Yoldiahavet. Ishavet dækkede området for 14.000 år siden.
Vandene steg og faldt, og ditto gjorde landet. Derfor var der i tiden mellem istid og stenalder perioder med såkaldt fastlandstid.
I yngre stenalder steg havet atter over store dele af kloden på grund af et varmere klima, og for ca. 6.500 år siden, hvor Nordjylland lå 5-15 m lavere end i dag, blev store dele af Vendsyssel atter dækket af hav. Havet kaldte man senere Litorinahavet eller Stenalderhavet, og havets og vindens evindelige arbejde har formet det Nordjylland, som vi kender i dag.
Langsomt over mange hundrede år blev Jyske Ås dækket af tæt skov. Men da området var svært at dyrke, fordi det er så kuperet, og da der samtidig er store områder med mose og jorden desuden er mager, var området ikke et trækplaster for de tidligste tiders landmænd i Vendsyssel. Derfor ligger fortidsminder som gravhøje og langdysser i udkanten af området.
En langdysse er en aflang gravhøj fra yngre stenalder (Bondestenalderen). I begyndelsen markerede stenblokkene brandgrave, men senere (omkring 3.500 f.Kr) byggede man gravkamre af store stenblokke. I de ældste høje var der kun plads til en enkelt eller få personer, men senere blev flere individer begravet i samme kammer. De døde fik som regel personlige ejendele med som gravgods sammen med lerkar, som indeholdt mad og drikke.
Netop denne langdysse har jeg passeret ufatteligt mange gange uden at ane, hvad der gemte sig bag den store mur ud mod hovedvejen. Det ved jeg nu, og det ved du også, hvis du tilfældigvis skulle komme forbi…..