I 2016 er det 100 år siden, de første beboere – åndssvage som de blev kaldt dengang - flyttede ind i de første bygninger i Hammer Bakker. Efterhånden udviklede institutionen sig fra at være en åndssvageanstalt til at blive en centralinstitution. Det blev et samfund i samfundet med skole, landbrug, sygehus og plejehjem. I storhedstiden rummede området næsten 1000 beboere og ansatte.
I anledning af 100-års jubilæet har vi lavet denne cache-serie, som fortæller lidt om institutionens historie.
Turen er på 3,5 km. og følger den gule rute i Hammer Bakker, som går gennem en del af institutionsområdet og en del af den skønne natur i bakkerne.
KONGEN AF HAMMER BAKKER:
Anders Olesen var både barsk og generøs. Han opkøbte jord af de fattige husmænd i bakkerne - i alt 1.400 tønder land - som han beplantede med graner.
Han holdt meget af området og kom der ofte med hunden – andre måtte kun komme i bakkerne, hvis de købte et adgangskort af ham!
Han forærede Dansk Botanisk Forening et areal til fredning, og han skænkede 241 tønder land til opførelse af anstalten. Der har været mange gætterier om, hvorfor han gjorde det. I mange år regnede man med, at det var for at få formandsposten i Vodskov Åndssvageanstalts bestyrelse. Senere er det kommet frem, at der var en tabulagt hemmelighed i hans familie. Blandt hans 13 søskende var der en dybt åndssvag søster, men hun nåede dog ikke at komme på Vodskov Åndssvageanstalt.
Måske har Anders Olesen nydt den flotte udsigt over en del af sit imperium her fra cache-stedet.
Anders Olesen hjemme i stuen og sammen med en søster ved Vodskov Kirke