"God morgen du SNILDE MAND, er duggen ikke drevet af dig endnu, ellers skal jeg fanden galeme få den ud af dig." Den remse fyrede hyrdedrengen i følge sagnet af hver morgen, når han passerede stenen på vej ud i klitterne for at vogte får. Sagnet fortæller endvidere, at han hver aften gemte sin hyrdekæp ved stenen. Når han kom tilbage om morgenen fremsagde han sin hilsen, greb kæppen og slog Snildemanden tre gange i hovedet. Sikke en tak at få, for at passe på hyrdekæppen hver nat!
Snildemanden har fra gammel tid været anerkendt som en af "de underjordiske". Hvorfor det lige er denne sten, der har fået den "hæder", må stå hen i det uvisse. Måske troede man det var en troldkarl på flugt fra de nærliggende Skidteribakker.
I øvrigt bliver stenen rent faktuelt (i kulturarvsstyrelsens database) kaldt "en halv sten"! Så vidt jeg har kunnet finde ud af, betyder det ikke man mener den engang har været dobbelt så stor. "Halv" kunne oprindelig betyde: "kløvet/delt, - uden forestilling om delenes lige størrelse."
Lidt nord for Snildemandsstenen fandt man senere
Lille Snildemand, og det er dér du finder cachen. Adgangen til Lille Snildemand kan være ret besværlig om sommeren, men med lidt held kan I nu være med til at holde en sti fri.
I øvrigt lever Lille Snildemand slet ikke op til sit navn, men det kan du jo ved selvsyn se, når du finder den :-)
Med til historien hører, at "i gamle dage" (det er sådan et dejligt bredt favnende udtryk) benyttede man klitterne til fællesdrift, og sognets beboere sendte deres kvæg og får på græs i klitterne i en skøn pærevælling. Det var så hyrdedrengenes opgave at holde øje med dem. Selv da området omkring år 1850 blev fordelt mellem sognets jordbesiddere, således de hver fik en klitparcel, fortsatte man med den fælles afgræsning. Det sluttede først da staten overtog området i begyndelsen af 1900-tallet med henblik på anlæggelse af plantagen.
Det store klitområde i den sydvestlige del af plantagen, - kaldet Hønsebakkerne - bliver afgræsset af får den dag i dag. Det er dog med lidt mere omvendt fortegn, for hvor det var af afgørende betydning for livets opretholdelse, at kunne sende dyr på græs i fordums tid, er det i dag for at holde naturen i ave, at dyrene får lov at hygge sig mellem lyng og marehalm.
Selv om Hønsebakkerne er indhegnet er der offentlig adgang. Der er stenter, så hegnet kan passeres, og bevæger man sig derud, får man en fantastisk naturoplevelse.
Indtil 2009 var der kun 3 navngivne sten i Tornby Klitplantage:
Snildemandsstenen, Lindegaards Sten og Slavestenen.
En trio bestående af den daværende klitplantør Torben Stæhr, orienteringsløberen Niels Houbak samt den norske turist og mangeårige gæst i plantagen Bjørn Tønnessen besluttede at det måtte der gøres noget ved! En sommerdag drog de derfor skoven rundt, og da dagen var omme, var 4 nye sten navngivet.
Hvis du googler emnet, vil du blive mødt med påstanden om at der er 12 store sten i plantagen. Det er en sandhed med modifikationer. Der ER 12 sten ... ja, faktisk er der nu 13, for en "ny" sten er vokset frem af klitten ... men for det første er de ikke særlig store(!), og for det andet er de fordelt på kun 8 lokationer. Eksempelvis er Bjørnestenene, som navnet antyder, ikke bare én sten, men 3 af slagsen.
Allerede når du kører ind på p-pladsen, støder du på store kampesten. I flere tilfælde endda større end dem du skal ud at finde. Hvad er der så specielt ved de navngivne? Jo, alene det at de har ligget på samme plads i flere tusind år, synes jeg er imponerende, og så er det jo et fremragende påskud til at forny cachebestanden i Tornby Plantage:-)
Hvis man går nogle århundreder tilbage i tiden, lå der masser af sten i hele området. Et levn fra da Danmark var dækket af is. Det var en god ressource til byggematerialer. Mangt et hus er blevet bygget af efterladenskaberne fra istiden. Først da det blev billigere og lettere at producere og transportere tegl, sluttede rovdriften på granitten i naturen.
Tornby plantage blev anlagt i perioden 1910-30, og er dermed en af de yngste klitplantager. På den stejle skråning ud mod havet står stadig de hvidgraner, der var de allerførste som blev plantet. Det er også på/ved denne skråning, der i sin tid udgjorde grænsen mod Stenalderhavet, man finder de fleste af de omtalte sten. Her har de ligget i mange tusind år, og nu venter de bare på DIT besøg :-)
Torben Stæhr mangeårig klitplantør, naturvejleder m.m. har skrevet om "Navnene i Tornby Klitplantage". Artiklen findes i lokalhistorisk årbog for Hirtshals: "Fra egnens fortid" årgang 2011. Det er en spændende beretning om hvorfor sten, veje og steder hedder som de gør, og hvad/hvem de er opkaldt efter.