”De første dage umiddelbart efter kapitulationen var det ikke muligt at få oplysninger om de begivenheder, som i dagene omkring den 17. og 18. marts udspilledes i kvarteret omkring Skattergade. De frihedskæmpere, som havde været med i den dramatiske kamp mod tyskerne, ønskede ikke at fortælle noget, men nu har forretningsfører Børge Jansbøl, som var leder af den gruppe af frihedskæmpere, som holdt til i Skattergade 11, løftet sløret for de natlige hændelser, de mest blodige for Svendborg under besættelsen.
Kort efter sabotagen mod Svendborg Andels-Svineslagteri blev der fra Odense rapporteret, at en Gestapo-vogn var på vej mod Svendborg. Gruppen, der havde kvarter i Skattergade 11 hos murer Henrik Mathisen, blev straks alarmeret.
Vognen blev set i Svendborg, men kort efter forlod den byen igen. Vognen blev på tilbageturen sporet helt til Odense, og man regnede derfor ikke med, at der var nogen fare for, at der skulle ske noget den nat. Men senere samme nat, nemlig natten til den 17., vendte vognen tilbage, og gruppen fik ved en fejl først underretning herom, da bilen var indenfor bygrænsen. Meldesystemet havde svigtet.
Frihedskæmper-gruppen fra Skattergade rykkede ud, men kom for sent til at afværge en katastrofe. På sin rekognoscering nåede gruppen til Sct. Nikolajgade i samme øjeblik, som ”Svendborg Amtstidende” sprang i luften. Gestapo-bilen kørte væk i susende fart gennem Gerritsgade og Møllergade. Gruppen åbnede ikke ild mod den for ikke at ramme sagesløse, da der var flere mennesker på gaden efter eksplosionen.
En dobbelt opgave.
Som regel gik der mindst nogle dage imellem mordbrændernes hærgninger i samme by, men allerede dagen efter, at ”Amtstidende” var blevet ødelagt, indløb der melding om, at en Gestapo-vogn fra Odense havde kurs mod Svendborg.
To grupper, dvs. 12 frihedskæmpere i alt, blev alarmeret. Gestapo-vognen brev skygget. Ved 20-tiden gjorde den holdt udenfor ”Sydfyns Socialdemokrat”. Et par mænd steg ud, øjensynligt for at undersøge forholdene her. Bilen forsvandt igen, men der blev posteret frihedskæmpere ved bladbygningen for det tilfælde, at mordbrænderne skulle vende tilbage.
Mens dette stod på, blev grupperne underrettet om, at en frihedskæmper, som gik under dæknavnet ”Nic”, var blevet taget af Gestapo i Odense, og det menes, at han ved tortur var blevet tvunget til at opgive Skattergade 11 som tilholdssted for en gruppe frihedskæmpere. Man stod altså over for en dobbelt opgave, da det kunne ventes, at der i løbet af natten ville blive foretaget en Gestapo-aktion i Skattergade.
Det vrimlede med tyskere. Frihedskæmper ramt i den ene arm og i ryggen.
To mand, bødker Andersen og blikkenslager Rudolf Madsen, skulle uskadeliggøre mordbrænderne. Bødker Andersen fik til opgave at koncentrere sig om den attentatmand, som først steg ud af bilen, medens Rudolf Madsen samtidig skulle kaste en håndgranat ind i vognen.
Allerede ved 24-tiden, blev der opserveret tyskere i Skattergade, og det kom snart til heftig skydning. Snart var hele kvarteret som et helvede af skrattende maskingeværer, maskinpistoler, knaldende karabiner og håndgranater. De to vagtposter ved ”Socialen” forsvandt, efter at de havde kastet et par håndgranater mod tyskerne.
Vagtposterne gik op ad Brogade, men på hjørnet af Brogade og Korsgade blev de mødt af to tyskere bevæbnet med maskinpistoler. Overalt vrimlede det frem med tyskere, og bødker Andersen og Rudolf Madsen tog flugten.
De løb hen ad Korsgade. Rudolf Madsen forsvandt om ad Sct. Nikolaj Kirkestræde, efter at have sendt en serie revolverskud mod tyskerne, hvoraf den ene segnede livløs om. Selv var han blevet ramt i den ene arm og i ryggen af to maskinpistol-projektiler. Han var hårdt såret, men det lykkedes ham at skjule sig i Hülsens gård. Andersen flygtede hen over sygehus-terrænet.
Flere tyskere blev dræbt.
I mellemtiden fandt en dramatisk kamp sted i Skattergade. Heri deltog 2 frihedskæmpere, Mathias Nørregaard, André Durinck og murer Henrik Mathiesen som var i færd med at bringe nogle kufferter med ammunition i sikkerhed i haven.
Efter at have åbnet ild mod huset, trængte tyskerne ind og foretog en undersøgelse. En maskingeværskytte skød herunder gennem sovekammerdøren og dræbte den 70-årige Chr. Mathiesen, som lå i sin seng.
I haven kom det til kamp mellem de 3 frihedskæmpere og tyskerne. Henrik Mathisen blev straks ramt i hovedet.. Den 18-årige Mathias Nørregaard blev hårdt såret, men kunne sammen med Durinck fortsætte skydningen.
Flere tyskere blev dræbt, hvorefter resten trak sig tilbage. Fru murer Mathiesen, som med sin datter opholdt sig i ejendommen, hjalp Nørregaard ind i nabohaven. Han var gennemhullet af kugler, således blev han ramt af to skud i venstre arm, hvor knoglerne var skudt helt over, venstre ben var brækket, og endelig havde han fået et skud i højre lår og et skud i brystet. Selv ramte han flere tyskere.
Han kravlede ind i Skattergade 9, hvor han i gadedøren fandt Sofie Nielsen liggende livløs ramt af flere skud. Her blev han liggende, indtil en ambulance kom til længe efter, da der var blevet ro i gaden.
André Durinck, som ikke blev ramt, stod i dækstilling bag tårnet på den cementbunker, der ligger i ”Social-Demokratens”s have.
Først da der var blevet ro i kvarteret, søgte han at slippe væk, og han havde da set to tyskere segne for sine kugler. Ved Due Petersen & Kryger kravlede han op på et tag, da en tysk patrulje forsynet med skarpe lygter, kom forbi. Han blev ikke opdaget. En halv time efter sprang han ned og gik over jernbaneoverskæringen og videre over Klosterpladsen. Ved ”Socialen” stod en tysk patrulje, som ikke fandt anledning til at reagere.
Murer Mathiesen, som blev ramt i hovedet, blev taget med af tyskerne og blev senere fundet på landevejen i Stenstrup. Fru Sofie Nielsen døde i løbet af natten, og hun blev ligesom murer Mathiesen og dennes gamle far, som også var død, hensat i sygehusets ligkapel.
Men de natlige hændelser kostede også to andre livet, nemlig den 25-årige snedker Sofus Mogensen og den 57-årige maskinarbejder Mikkelsen, som intetanende kom gående i Korsgade under skyderiet. De blev holdt op af et par tyskere. Den ene tysker blev rasende, da Mikkelsen, som i en årrække havde opholdt sig i Amerika, talte engelsk i et forsøg på at gøre sig forståelig.
Tyskeren gav sig til at prygle og mishandle Mikkelsen, og til sidst sendte tyskerne en række skud mod de 2 mænd. De var dræbt på stedet. De blev ligesom de tre andre dræbte bragt til ligkapellet, hvor tyskerne dagen efter røvede deres lig.
Mathias Nørregaard og Rudolf Madsen blev begge flyttet fra sygehuset. Da værnemagten dagen efter på sygehuset forespurgte, om der var indlagt sårede, blev der svaret bekræftende, idet det tilføjedes, at de var blevet afhentet, formodentlig af Gestapo.
Nørregaards tilstand synes til at begynde med håbløs, men han kom sig. Venstre hånd er ødelagt, men derudover har han nu til dels genvundet sit helbred, og Rudolf Madsen, som blev plejet forskellige steder på landet, har det også godt, men også han har fået en delvis invalid hånd.”
Den 18. marts om aftenen blev huset, Skattergade 11, sprængt i luften af tyskerne, men efter krigen blev huset genopført af venner til Henrik Mathiesen og på 2 års dagen for dramaet blev der opsat en mindeplade på huset. Greve Axel Ahlefeldt Laurvig-Lehn fra Hvidkilde holdt en smuk mindetale for de døde fra ”Skattergade-slaget”
Ligeledes er der i Lunde ved Stenstrup sat en minde sten på det sted, hvor tyskerne smed Henrik Mathiesen’s lig ud af bilen på vej tilbage til Odense.
| Den 18. marts om aftenen blev huset, Skattergade 11, sprængt i luften af tyskerne, men efter krigen blev huset genopført af venner til Henrik Mathiesen og på 2 års dagen for dramaet blev der opsat en mindeplade på huset. Greve Axel Ahlefeldt Laurvig-Lehn fra Hvidkilde holdt en smuk mindetale for de døde fra ”Skattergade-slaget”. |
 |
| Ligeledes er der i Lunde ved Stenstrup sat en minde sten på det sted, hvor tyskerne smed Henrik Mathiesen’s lig ud af bilen på vej tilbage til Odense. |
 |