Det evigt foranderlige Klitlandskab
På Fanø er klitterne en meget dominerende del af landskabet. De strækker sig langs hele vestkysten, men ses også midt på øen og på den østvendte kyst.
I århundreder har Fanø været kendt for den meget brede og flade sandstrand på vest siden af øen, men indenfor de seneste kun 7-8 år er der sket en enorm stor forandring med stranden.
En helt ny klitrække er dannet midt på stranden, og har vokset sig større år for år. Dannelsen af disse nye klitter følger nøjagtig samme mønster, som da de første klitter blev til, dengang Fanø blev dannet.
Her på dette sted kan du indenfor ganske kort afstand opleve klitter i de forskellige livsfaser. Fra de helt spæde klitter fødes som små tuer, til de ”voksne” klitter som er sammenvoksede og fortsat i vækst og til sidst de gamle klitter som ikke mere får tilført sand og dermed bliver slidte og sårbare.
Pudsigt nok er det netop disse foranderlige landskaber med nydannede klitter som af UNESCO er vurderet til at være bevaringsværdige og en af grundende til at Fanø og det omkringliggende vadehav er optaget på UNESCOs liste over verdensarv-steder inden for naturlandskaber. (læs mere nedenfor).
Men hvad er det der gør at landskabet således forandres, og nye klitter vokser frem?
For det første skal en række betingelser være opfyldt:
1. Der skal være sand i rigelige mængder
2. Det enkelte sandkorn må ikke være større end vinden kan flytte det. Hvor stort det er, afhænger naturligvis af vindens styrke, men klitsandets kornstørrelse ligger typisk på mellem en ottendedels og en halv millimeter.
Et sandkorn kan bevæge sig på 3 måder hen over overfladen
1. Det kan krybe – dvs. de større sandkorn glider hen over overfladen
2. Det kan hoppe – sandkornet hopper hen over overfladen i ujævne bevægelser. En hård og fast overflade reflekterer en større mængde af energien tilbage til sandkornet end en løs overflade. Derved bliver hoppene højere og længere og udløser en større energioverførsel. Når de hoppende korn slår ned i overfladen, bliver de korn, der rammes enten slået op i luften i et hop eller de bliver slået et stykke fremad som et krybende korn.
3. Det kan flyve – de mindste sandkorn ender med at flyve.
Derudover så virker vinden som en effektiv sorteringsmekanisme: er sandkornet flytbart eller for stort til at flytte? Hvor meget vinden kan flytte afhænger af flere ting:
1. Sandkornets størrelse
2. Der kræves mere energi når et sandkorn skal sættes i gang med at bevæge sig end til at fastholde bevægelsen
3. Vådt sand flyttes vanskeligere end tørt sand.
Den største sandtransport finder sted på stenede og faste, let fugtige sandflader. Vindhastigheden er tillige større over en jævn, fast overflade end over en løs overflade. Jo mere ru en overflade er – jo mindre er vindhastigheden nær overfladen. Det er netop skift i overfladens karakter og dermed vindens transportkapacitet der er en af hovedårsagerne til dannelsen af klitter. Når vinden blæser sand fra en glat overflade ind over et område med en løsere overflade (=større ruhed), vil den blive bremset. Dermed nedsættes transportkapaciteten og sandet lægger sig. Sand fanger sand. Denne aflejringstype kaldes vindaflejring. En anden hovedårsag er læ. Når vinden møder forhindringer – f.eks. marehalm, sten eller en stor bunker, dæmpes vinden og sandet lægger sig bag forhindringen i læsiden. Naturligvis vil større genstande skabe det største læ bag sig, mens planter typisk både har læ bag sig men også inde mellem de forskellige plantedele. Denne type kaldes obstruktionsbetinget vindaflejring.
Mange steder danner klitbæltet langs kysten en naturlig dæmning mellem havet og de bagvedliggende, lave landområder; klitterne beskytter disse mod oversvømmelse under stormangreb med høj vandstand. Hvor kystlinjen er truet af erosion og gennembrud, bidrager et robust klitbælte derfor til kystbeskyttelsen. Klitbælternes funktion som naturligt dige opnås bedst, hvis klitudviklingen får lov at følge kystudviklingen. Med andre ord, at klitterne vandrer ind i landet, når kysten eroderes tilbage, og tilsvarende, at nye klitbælter bygger ud over stranden i takt med at kysten rykker frem.
Hver storm bringer nyt sand til, og vinden sørger for transporten. Småklitter dannes og udslettes. Først når de sandbindende planter får fat, får klitterne konstans. Også bag drivtømmer og småsten dannes der klitter, men deres vækst begrænses af genstandens størrelse, hvorimod planterne vokser med klitten.
Så længe tuerne er små, kan stormflod og brænding på ny vaske dem bort, men når enkeltklitterne vokser sammen til en voldformet havklit, lukkes havet ude. Nye tueklitter dannes på forstranden, nye fremskudte havklitter opstår foran de gamle. De ældre klitlinjer ligger nu beskyttet mod havets angreb men dermed ophører sandtilførslen fra stranden også. De gamle klitter er nu sårbare, og hvis beskyttelsen i form af vegetation slides væk, så kan vinden skabe dybe åbne sår i klitterne. Vinden både opbygger og nedbryder.
Typer af klitter:
1. Små vandrende skjoldklitter og barkhaner (ualmindelig i Danmark, hvor vejret er for omskiftelig og samtidig er der ofte for meget vegetation på kysterne)
2. Tue- og tungeklitterne er den mest almindelige klitdannelse i Danmark. Man ser dem på alle strande, hvor der er lidt blæst. Som helt små tueklitter ved en tot græs f.eks. eller som lidt større tungeklitter ved større lægivere som f.eks store klitgræsser som marehalm eller sten og bunkere. En tungeklit vil være en langstrakt, tungeformet sandophobning bag lægiveren. En tungeklit kan opnå en størrelse på 15-25 gange lægiverens højde. Samtidig kan en massiv lægiver som en stor sten eller en bunker danne en mindre sandophobning FORAN lægiveren adskilt fra den af en rende. Dette skyldes turbulens foran lægiveren. Når tue- og tungeklitter vokser sammen skabes et større sanddække.
3. Tværklitter og Havklitter skabes af de hurtigtvoksende og letvoksende tue- og tungeklitter, der vokser sammen til større og større klitter på op til ca. 10 meter. Bæltet af klitter parallelt med stranden kan blive op til 500 meter bredt. Klitter vil typisk være stejlere i læsiden end i vindsiden. Dog kan storme og høje vandstande om vinteren fjerne en del sand i vindsiden og dermed skabe en meget stejl – næsten lodret – front.
4. Parabelklitten skabes, hvor der går hul i vegetationsdækket på en klit. Det betyder, at der dannes en afrundet, kraterlignende erosion – kaldet en vindkule. I vindkulen blæses det fritlagte sand op over kanten på klitten og aflejres i en ringformet vold, der fremhæver vindkulens typiske kraterform. Derefter kan der ske to ting: enten går udviklingen af vindkulen i stå, fordi hullet bliver så dybt at den skaber læ for sig selv eller også fortsætter udblæsningen, så der til sidst skabes en langstrakt vindrende. Vindrender kan blive flere hundrede meter lange, men forbliver forholdvis smalle – bare 20-50 meter. Såfremt vinden fortsætter med at blæse sand væk, dannes en parabelklit, der har form som et stort U, hvor åbningen vender mod vinden. Hele parabelklitten vandrer fordi sandet flyttes fra indersiden af parablen og lægger sig på ydersiden i læsiden. Armene er smalle og stejle på begge sider og kan blive flere kilometer lange. Området mellem de to arme vil blive afblæst enten til en stenslette eller en sandslette, der ligger så det er fugtigt af grundvandet. Ret hurtigt vil området blive bevokset og vil standse tilvæksten af sand til klitten. Derved vil klitten kun have sin egen mængde sand at vandre med.
5. Miler skabes når midten af en parabelklit løsriver sig fra armene og vandrer videre alene. Milen er uden bevoksning og kan blive op til 1 km i diameter.
|
UNESCO
Vadehavet omkring Fanø kom i 2014 på UNESCOs liste over verdensarvssteder inden for naturlandskaber. Men hvilke dele har UNESCO peget på som uerstattelige for menneskeheden og som vi bør beskytte for eftertiden? Ja, paradoksalt nok kan det siges at være naturens foranderlighed. Det mest særlige ved Vadehavets landskab er, at det stadig er under udvikling og får lov til det. Som et ganske ungt landskab med kun ca. 8-10.000 år på bagen adskiller Vadehavet sig markant fra det øvrige danske land, der har været påvirket af flere istider. Vadehavet er først opstået som landskabstype efter den seneste istids afslutning, da Nordsøen blev fyldt op med vand. Vandstanden steg frem mod Bronzealderen (ca. 1800 f.Kr.), hvor vandet populært sagt nåede den nuværende jyske kystlinje. I løbet af denne proces aflejrede havet sand og revler parallelt med kysten og påbegyndte en opfyldning af de lavvandede og tidevandspåvirkede område.
De højeste revler udviklede sig til egentlige øer, men udviklingen er ikke gået i stå. Strøm, vind og storme forandrer til stadighed landskabet, der dermed er underlagt naturens egen dynamik.
Det er bl.a. disse landskabsprocesser som UNESCO har sat fokus på med sin anerkendelse.
Et af udvælgelseskriterierne er netop: Det skal være et fremragende eksempel på hovedperioder i jordens historie, og inkludere et bevis for liv og betydningsfulde pågående geologiske processer i udviklingen af landformer.
|
Du kan logge Earthcachen som fundet når du har sendt svarene på følgende spørgsmål til mig via meddelelsessystemet eller på mail susmjgeo@gmail.com.
Venligst kun på dansk eller engelsk.
WP1 Bunker. N 55° 24.280 E 008° 23.521
1) Beskriv klitlandskabet omkring bunkeren og forklar hvorfor bunkeren fritlægges og ikke fungerer som lægiver så en ny klit kan opstå omkring den.
WP2 Nye klitter. N 55° 24.974 E 008° 22.677
2) Hvilke typer klitter skaber tilsammen den nye klitrække som ses her på stedet?
Beskriv hvordan de adskiller sig i form, størrelse og placering.
3) Med baggrund i informationen på cachesiden, hvordan vil du så tro at den nye klitrække vil påvirke det bagvedliggende klit-landskab?
4)Tag evt. et foto af dig selv eller din GPS på et af de to wp.
The ever changing landscape of sand dunes
On Fanø the dunes are a very dominant part of the landscape. They stretch along the entire west coast, but are also seen in the middle of the island and on the eastern coast.
For centuries, Fanø has been known for the very wide and flat sandy beach on the west side of the island, but within the past 7-8 years, there has been a huge change on the beach.
A brand new line of dunes has formed in the middle of the beach, and has grown bigger year after year. The formation of these new dunes follows exactly the same pattern as when the first dunes were formed, when Fanø itself was created.
Here you can experience dunes in the various stages of their life within a very short distance. From when the new dunes are born as small tussocks, to the "adult" dunes that are joined together and continue to grow. The old dunes that no longer get fed sand and thus become worn and vulnerable are also visible here.
Interestingly enough, it is these changing landscapes with newly formed dunes that UNESCO has assessed to be worth preserving and which is also one of the reasons that Fanø and the surrounding Wadden Sea is listed on UNESCO's list of World Heritage Sites in Natural Landscapes. (read more below).
But what makes the landscape change and new dunes appear?
First of all, a number of conditions must be fulfilled:
1. There must be sand in abundant quantities
2. The individual sand grains must not be larger than what the wind can move. How big that is depends on the wind's strength, but the grain size of the sand dunes is typically between one eighth and a half millimeter.
A grain of sand can move in 3 ways across the surface
1. It can creep - ie the larger sand grains slide over the surface
2. It can jump - sand grains jump over the surface in uneven movements. A hard and solid surface reflects a larger amount of energy back to the sand grain than a loose surface. This makes the jumps higher and longer and causes a greater energy transfer. When the bouncing grains fall onto the surface, the grains that are hit either get thrown up in the air, or they are thrown forward as a creeping grain.
3. It can fly - the smallest sand grains end up flying.
In addition, the wind works as an effective sorting mechanism: is the sand grain moveable or too big to move? How much the wind can move depends on several things:
1. Sand grain size
2. More energy is required when a grain of sand starts to move than to maintain the movement
3. Wet sand is moved more difficult than dry sand.
The largest sand transport takes place on rocky and solid, and slightly damp sandy surfaces. Wind velocity is also greater over a level, steady surface than over a loose surface. The more rough a surface is - the less wind speed near the surface. It is excactly the nature of the surface, and thus the transport capacity of the wind, which is one of the main reasons for the formation of dunes. When the wind blows sand from an even surface over an area with a looser surface (= greater roughness), it will be slowed down. This reduces the transport capacity and the sand settles. Sand catches sand. This deposition type is called wind deposition. Another main reason is shelter. When the wind meets obstacles - for example. lyme grass, a stone or a large bunker, the wind is dimmed and the sand settles behind the obstacle in the side of shelter. Of course, larger objects will create the greatest shelter, while plants typically both gives shelter behind themselves but also between the different parts of the plant. This type is called obstruction-based wind deposition.
In many places the dune belt along the coast forms a natural dam between the sea and the low land areas behind the dunes; The dunes protect the low land areas against flooding during storms and high water levels. Where the coastline is endangered by erosion and breakthroughs, a robust belt of sand dunes will therefore contribute to coastal protection. The dune belt's function as a natural dike is best achieved if the growth of sand dunes is allowed to follow the coasts development. In other words, the dunes migrate into the country when the coast is eroded back, and new dune belts build out across the beach, as the coast moves forward.
Every storm brings new sand and the wind makes for the transport. Small dunes are formed and wiped out. Only when the sand-binding plants starts growing on the dunes, they get constant. Dunes even form behind driftwood and pebbles, but their growth is limited by the size of the object, while the plants grow with the dune.
As long as the sand tussocks are small, storm and wawes can once again wash them away, but when the single dunes grow into a dike shaped dune in Danish called “Havklit”, then the ocean is kept out. New sand tussocks are formed on the sea side of the beach, new “Havklitter” are created in front of the old ones. The older dunes are now sheltered from the ocean's attack, but thus the sand feed from the beach also ceases. The old dunes are now vulnerable and if the protection in the form of vegetation is worn away, the wind can create deep open wounds in the dunes. The wind both builds and breaks down.
Types of dunes:
1. Small wandering dome shaped dunes and barchans (both are uncommon in Denmark where the weather is too changeable and at the same time there is often too much vegetation on the coasts)
2. The tussocks and “tongue”-dunes are the most common dune formation in Denmark. You see them on all the beaches where there is a little wind. Like very small tussocks, “tueklitter”, by a tuft of grass eg. or as a bit larger “tongue” dune at larger sheltering obstackles such as large grasses like lyme grass or stones and bunkers. A “tongue” dune will be an elongated, sand accumulation behind the shelter. A “tongue” dune can achieve a height of 15-25 times the height of the shelter. When the tussocks and “tongue” dunes grows, a larger sand cover is created.
3. “Tværklitter” og “Havklitter” also called White dunes, are created by the fast- and easygrowing tussocks and tongue dunes that merge to form larger and larger dunes of up to approx. 10 meters. The belt of dunes parallel to the beach can be up to 500 meters wide. Dunes will typically be steeper in the lee side than in stoss (upflow). However, storms and high waterlevels in winter can remove sand in the wind side, thus creating a very steep - almost vertical - front.
4. The parabolic dune is created, where the cover of vegetation on a sand dune is broken. This means that a rounded crater-like erosion is formed. In the stoss, the sand is blown up over the edge of the dune and is deposited in a ring formed dike that emphasizes the typical crater shap. Then two things can happen: either the development of the wind ball stops because the hole becomes so deep that it creates shelter from the wind for itself or continues the exhaust, eventually creating an elongated wind channel. Wind channels can be several hundred meters long, but remain relatively narrow - only 20-50 meters. If the wind continues to blow off sand, a parabola dune forms like a large U, where the opening faces the wind. The whole parabolic dune wanders because the sand is moved from the inside of the parabola and settles on the outside of the lee side. The arms are narrow and steep on both sides and can be several kilometers long. The area between the two arms will be cleared from sand to an even low level area that is wet with groundwater. Soon, the area will be overgrown and the feed of sand to the dune will stop. Thus the dune will only have its own amount of sand to wander with.
5. Migrating dunes are created when the middle of a parabolic dune breaks away from the arms and travels on its own. The Migrating dune is without vegetation and can be up to 1 km in diameter.
|
UNESCO
The Wadden Sea around Fanø was in 2014 added to UNESCO's list of World Heritage Sites in Natural Landscapes. But what parts has UNESCO pointed out to be irreplaceable to humanity and of which we should protect for posterity? Yes, paradoxically, it can be said to be the change of nature. The most special thing about the Wadden Sea landscape is that it is still under development and is allowed to do so. As a quite young landscape with only approx. 8-10,000 years, the Wadden Sea differs significantly from the rest of Denmark, which has been affected by several ice ages. The Wadden Sea was first created as a landscape type after the last ice age, when the North Sea was filled with water. The water level rose to the Bronze Age (around 1800 BC), where the water reached the current Jutland coastline. During this process, the ocean deposited sand parallel to the coast and began to fill the shallow and tidal affected area.
The highest sandbanks developed into actual islands, but the development has not stopped. Current, wind and storms constantly changes the landscape, thus subject to nature's own dynamics.
It is among other things These landscape processes that UNESCO has focused on with its recognition.
One of the selection criteria is namely: It must be an excellent example of main periods in the planet earth's history, and include evidence of life and significant ongoing geological processes in the development of land shapes.
|
Logging requirements:
You may log the Earthcache as found when you have sent the answers to the following questions to me via the messaging system or by email: susmjgeo@gmail.com.
Please only in Danish or English!
WP1 Bunker. N 55 ° 24,280 E 008 ° 23,521
1) Describe the dune landscape around the bunker and explain why the bunker is exposed and does not act as a shelter so that a new dune will be created around the bunker.
WP2 New dunes. N 55 ° 24,974 E 008 ° 22,677
2) What types of dunes does this new dune belt consist of?
Describe how they differ in shape, size and location.
3) Based on the information on the cache page, how would you expect the new dune belt will affect the older dune landscape further inland?
4) Take a photo of yourself (optional) or your GPS at one of the two WP.
