Bøllemosen – tørvegravning og mosegeologi
Mange moser - lavmoser er dannet ved, at lavninger i landskabet efter istiden blev oversvømmet af smeltevand. På bunden af disse søer er der opstået et dyndlag af døde plantedele, som har vokset sig tykkere og tykkere. Det stillestående vand og manglen på ilt har gjort, at døde plantedele ikke kunne blive omsat, og de døde planter lagde sig i tykke lag på bunden. På denne måde blev søerne gradvist omdannet til moser, og de har gemt på årtusinders sammenpressede plantedele.
Kæruld:
Svenskekrigene i 1600-tallet gik hårdt ud over de sjællandske skove, og træ blev en mangelvare. Der opstod et akut behov for brændsel i Københavnsområdet. Skovenes elendige tilstand og træmanglen betød, at mosernes sammenpressede plantedele - tørv fik stor betydning som brændsel. Tørvegravningens omfang fik alvorlige følger for moserne i Nordsjælland. I begyndelsen af 1800-tallet blev der årligt sendt omkring 70.000 læs tørv til København.
Tørvegravningen førte også en hel ny videnskab med sig – mosegeologien. Den første pioner inden for mosegeologien Johan Heinrich Christfried Dau(1790-1831) undersøgte i 1828 flere af moserne i Rudersdal. Han fandt som den første ud af, at ikke alle moser og deres tørv er dannet under vand. Han viste, at der findes en særlig slags moser – højmoser, som er hævet over omgivelserne og dermed har deres eget grundvandsystem. Planterne i højmoser kan derfor ikke hente næring fra undergrunden men må leve af de næringssalte, der falder ned på mosen med regn eller sne. Vegetationen i højmoser er bl.a. kæruld og lyng, som ikke gror i lavmoser.
Bøllemosen ligger i dag hen og ligner uberørt natur. Men mosen gemmer i virkeligheden på historien om en intensiv udnyttelse med tørvegravning. Bøllemosen har faktisk oprindeligt været en højmose. Men den fremstår pga. intensiv tørvegravning og forstyrrelser af grundvandet som et ekstremt næringsfattigt kær. Tørvegravningen i Bøllemosen fortsatte indtil begyndelsen af 1900-tallet. Trods forstyrrelserne af Bøllemosen kan højmosens plante kæruld stadig ses i mosen.
I 1880erne var mosen tilholdssted for nogle unge ubehøvlede lærlinge, bøllesjakket, som tog deres betegnelse efter planten. Måske kom de på grund af mosebøllens bær, der i ældre litteratur betegnes som let euforiserende. Ordet ”bølle” stammer altså fra denne ellers så fredelige mose.