Der var engang en bille,
en lille bitte en.
Den boede i skyggen af
en kæmpe kampesten.
Den lille bitte bille
var fornøjet med især
at trille ned af stenen
og dét i alt slags vejr.
Men stenen -den stakkel
ville ønske det var den,
der ku’ trille og fornøje sig,
så lystigt som sin ven
Den lille bille sagde:
”Vi skal jo bare ha’ gjort dig rund,
så du kan trille ligesom mig
og ha’ det sjovt en stund”.
Den samlede sine venner,
både de store og de små,
insekter kom fra nær og fjern
for sammen målet nå.
De trillede og trallede
og traskede vejen op,
de der havde vinger på
kom først på stenens top.
Efter hundredvis og tusindvis
insekttrilleture
var stenen blevet kuglerund
med rutchebanefurer.
Den kiggede på sig selv
og struttede nu af lykke,
insekterne de klappede højt:
”Sikke et mesterstykke!”.
Og stenen den trillede
nu lystigt rundt i ring,
indtil den blev rundtosset
og ønskede sig i seng.
Så lød et knæk og stenen
var nu pludselig delt i to,
den lagde sig til rette,
mens den klukkede og lo.
Den nyder nu at ligge
og blive rullet på
af trøjborgbørn på hjul
under asfaltdynen grå.