Skøgens Juleaften. En novelle af Herman Bang
"Giv mig mit Hækletøj." Hun tager det mekanisk og hækler nogle Minutter. Hendes Hænder med de lyserøde Negle og kraftige Fingre falder atter tilbage i hendes Skjød. Det er rene Vidundere, disse Hænder, der er paa samme Tid saa bløde og saa kraftige. Op i Ærmet forfølger man en rund Arm, og under den lette Dragt fortoner sig en Skulder som Venus fra Milos. Hvor mange Kys er det ikke trykket paa denne Skulder, og hvor mange dyrtkjøbte Henrykkelsestaarer er der dog ikke faldet paa dette Bryst! Hun falder i Tanker og støtter sit Hoved paa sin Arm. Hansen trommer paa Vinduet og fløjter. Saa ser hun op og møder sit eget Billede i Spejlet. Hun strækker Benet ud og smiler til det Billede, Spejlet viser hende. Benet former sig tydeligt under den snævre Slaabrok, der slaar en Fold ved Laaret. Hun trækker Kjolen op og blotter sit Bén, der er dækket af en kjødfarvet Strømpe, lige til Knæet. Hun lader langsomt sin hvide Haand glide ned af det varme Bén trækker pludselig Kjolen ned og sukker. "Juleaften er dog græsselig." "Hvorfor, lille Frøken?" Hun sér et Øjeblik paa Hansens Ansigt og vender derpaa Hovedet bort med et usigeligt Udtryk af Foragt. Hendes Hænder sysler mekanisk med Hækletøjet, og hendes Øjne vandrer uden at se noget fra den ene Gjenstand til den anden i disse Kvinders traditionelle Bohave. Det lejede Klavér med nogle Operettehefter, som de ikke kan spille; Spejlene, som staar paa skraa i alle Hjørner og tilbagekaster deres Skikkelse fra alle Sider og i alle Stillinger; Sofaen og de lave Lænestole med Plydsesbetræk, der er plettet af Banko eller Champagne, og paa Væggene endelig de slette Oljetryk af blottede Kvinder og henstrakte Ynglinge.
Fortsættes 12. dec.