Skøgens Juleaften. En novelle af Herman Bang
Man kunde antage hende for 30 Aar. Maaske er hun kun fem og tyve. Men det er for Damer altid uheldigt at se ældre ud, end de er, og for Damer, der Juleaften i Negligée venter paa, at én eller anden Herre fra Gaden skal komme at besøge dem, er det ligefrem farligt. Trods disse Aar, der skjæmmer hende, er hun endnu mere end smuk Skade kun, at man ved at betragte hende, ikke kan undlade at tænke paa, hvor dejlig hun engang maa have været. Og slige Betragtninger skader altid det nærværende Indtryk. Trækkene, der paa én Gang er smukke og ejendommelige, har nu modtaget en Fylde, der gjør Ansigtet bredere og mere fint. Næsen er lille og synes mindre paa Grund af Trækkenes Bredde, Munden lille med svulmende Læber og fyldige Mundvige. Hendes Smil kan slaa over fra sigende Sandselighed til dyb Melankoli, og det vilde være vanskeligt at sige, hvad der er dets oprindelige Udtryk. Naar hun nu slaar Blikket op, ser man i stærkt toucherede Omgivelser et Par blaa Øjne, der har det underlig aandsfraværende, drømmende Udtryk, der er ejendommeligt for Folk, der er halvt ødelagt af misbrugt Sandselighed. Ned i Panden ligger Haaret, der er næsten sort i Krøller, der nærmest af alt kan belyses med Ordet "Tjavser", hvis Læseren formaar at forbinde nogen Forestilling med dette Ord. Hendes Figur er nu for fyldig til at være egenlig smuk men har dog, midt i sin Fylde, bevaret sin Harmoni.
Fortsættes d. 9. dec.