Puslespillet har 80 brikker
Udgivet i forbindelse med Copen Adventure 2023.
I cachen: Logbog, blyant, bytteting og stempel som ikke må fjernes.
Denne Letterbox er på de opgivne koordinater, når du har samlet puslespillet.
Du kan læse historien i større sammenhæng og lægge puslespillet, hvorved koordinaterne fremkommer.
Solens træ.
Solen skinnede herned med velsignede stråler, det var jo solens træ, og fuglene fra alle verdens kanter samlede sig her, fuglene fra det fjerne Amerikas urskove, fra Damaskus' rosenhaver, fra det indre Afrikas skovørken, hvor elefanten og løven bilder sig ind, at de alene regerer.
Der lå et slot af krystal med udsigt til alle verdens lande; hvert tårn løftede sig som en lilje, man kunne gå op igennem stilken, for der var trappe indeni, der ikke havde andet tag end den blå himmel med sol eller stjerner.
Her boede den viseste mand. Han vidste alt, hvad et menneske kan vide og vil komme til at vide på denne jord; hver opfindelse, der var gjort og ville blive gjort. Han herskede over naturkræfterne, over mægtige ånder, ja døden selv måtte hver morgen bringe ham bud. Legemet gik i opløsning og sjælen - ja hvad var den? Hvorhen gik den? "Til det evige liv," sagde religionens trøst;
Selv den viseste vidste kun lidt af det vigtigste for os.
Sandhedens bog.
I slottets lønkammer lå den største jordens skat: "Sandhedens bog." Blad for blad læste han i den. Den viseste læser det allermeste; han vidste dertil at samle stjernelyset, sollyset, skjulte kræfters lys og åndens lys, ved dette forstærkede skin på bladene kom for ham endnu mere af skriften frem, men ved det afsnit i bogen, hvis overskrift er: "Livet efter døden," der blev ikke så meget som en tøddel at se. Det gjorde ham bedrøvet; - skulle han ikke mægte her på denne jord at finde et lys, hvorved det synliggjordes ham, hvad her stod i sandhedens bog.
Ædelsten
Aldrig havde sønnerne været længere fra slottets sale, end træets grene strakte sig, søsteren endnu mindre, de var lykkelige børn i barndommens hjem.
Tit ønskede sønnerne at være med derude og tage del i al den stordåd, og faderen sagde dem da, at det var tungt og bitterligt i verden, den var ikke ganske, som de så den fra deres dejlige barneverden. Han talte til dem om det skønne, sande og gode, sagde, at de tre ting holdt verden sammen, og under det tryk, disse led, blev til en ædelsten, klarere end diamantens vand; dens glans havde værd for Gud, den overstrålede alt og var egentlig den, man kalder "de vises sten."
Prinserne rider ud i Verden.
Da Gud skabte menneskene af jord, gav han sin skabning fem kys, ildkys, hjertekys, inderlige Vorherres kys, og dem er det, vi nu kalder de fem sanser; ved dem bliver det skønne, sande og gode set, fornummet og forstået.
Den ældste prins – Synet.
"Jeg rider ud i den vide verden!" sagde den ældste; "prøve må jeg dog dens færd og tumle mig mellem menneskene;
Han havde øjne for alle tider, sagde han, øjne for alle folkefærd, øjne, der kunne se lige ned i jorden, hvor skattene lå, og lige ind i menneskenes bryst, som om der kun var en glasrude for.
Han var nærved, i det første øjeblik, at tabe begge øjnene af forbavselse over alt det skrammel, al den fastelavnsrispynt, der var stillet op som det skønne.
Djævlen blæste skæven i hans øjne op, til den blev en bjælke, og så var det forbi med de øjne, han opgav sine gode tanker om den og om sig selv, og når man opgiver både verden og sig selv, ja, så er det forbi med en.
Den 2. prins – Hørelsen
Han hørte jo græsset gro, men så hørte han også hvert menneskehjerte slå i glæde og i smerte, det var for ham, som om hele verden var et stort urmagerværksted, hvor alle ure gik "dik, dik!" alle tårnure slog "ding! dang!" nej, det var ikke til at døje! men han holdt ørene stive, så længe han kunne; til sidst blev det for voldsomt for et ene menneske al den støj og det skrål; der kom gadedrenge på tresindstyve år, de skrålede op, det var nu til at le af, men så kom sladderen, den hvislede gennem alle huse, stræder og gader, lige ud af landevejen; løgnen var højrøstet og spillede herskab, narrebjælden ringede op og sagde, at den var kirkeklokke, det blev for galt for høreren, han stak fingrene ind i begge øren, han gav op.
Den 3. prins – duften
"Nu vil jeg prøve det!" sagde den tredje, "jeg har en fin næse!" og det var nu ikke fint sagt, men således talte han, han var det gode humør, og han var poet, en virkelig poet, meget kom ham i tankegangen længe før hos de andre. "Jeg lugter lunten!" sagde han, og det var også lugtesansen, der hos ham i høj grad var udviklet, og den han gav et stort område i det skønnes rige
Han gav trommeslageren to skilling og en påfuglefjer, og så satte han visen ud for tromme og slog den ud i byen, så hørte folk den og sagde, at de forstod den, den var så dyb! Han sang om det skønne, det sande og det gode, og de hørte derom i alle kroge.
Fanden ved nok, hvorledes han skal tage de folk! han tog poeten med røgelse, så han glemte sin sendelse, sit fædrehjem, - alt, sig selv med; han gik op i røg og røgelse.
Den 4. prins – Smagen
Synet og hørelsen er altid af menneskene blevet anset for de to betydeligste sanseevner, dem man især ønsker sig stærke og skærpede, de tre andre sanser blive anset for mindre væsentlige, men det var slet ikke denne søns mening, han havde især udviklet smagen i al den betydning, den kan tages, og den har en stor magt og et mægtigt regimente. Den regerer over både hvad der går gennem munden og gennem ånden.
Han gik med vinden og luftballonen dalede ned over en af de største byer, der satte luftskipperen sig på det højeste sted, det var kirkespiret
Der sad han nu øverst på kirkespiret. Alle byens skorstene røg og duftede.
"Det er altre, der er rejst for dig!" sagde vinden; den ville nu sige ham noget behageligt. Nok så kæk sad han der og så ned på folk i gaderne, der gik én stolt af sin pengepose, én stolt af sin nøgle bagpå, uagtet han ikke havde noget at lukke op; én var stolt af sin kjole, der gik møl i, og én stolt af sin krop, der gik orm i.
"Forfængelighed! - Ja, jeg må nok snart ned at røre op i gryden og smage!" sagde han; "men her vil jeg dog sidde lidt endnu, vinden kildrer mig så dejligt på ryggen, det er en stor behagelighed. Jeg bliver siddende her, så længe den vind blæser.
Prinsessen – Inderlige følelser
"Det går dem ikke godt!" sagde faderen; "aldrig bringer de hjem den lysende ædelsten, den findes ikke for mig, de er borte, døde -!"
Den blinde datter var hans trøst og glæde; så inderlig kærlig sluttede hun sig til ham; for hans glæde og lykke ønskede hun, at den kostelige juvel måtte findes og hjembringes.
Endelig en nat drømte hun, at deres stemmer klang til hende, de kaldte, de råbte ude fra den vide verden, og hun måtte derud, langt langt bort, og dog der syntes hun at være endnu i sin faders hus, brødrene mødte hun ikke, men i sin hånd følte hun, brændte lige som en ild, dog den smertede ikke, hun holdt den lysende ædelsten og bragte sin fader den.
Hun rejste sig, hendes beslutning var taget, drømmen måtte virkeliggøres. Det var nat, hendes fader sov, hun kyssede hans hånd, tog så sin ten og bandt enden af tråden fast til faderens hus, ellers ville jo hun, den blinde, aldrig kunne finde hjem igen;
Og så gik hun ud i den tumlende, rumlende, underlige verden, og hvor hun kom, blev himlen solskinsklar, hun kunne fornemme den varme stråle, regnbuen spændte sig fra den sorte sky hen over den blå luft; hun hørte fuglenes sang, hun fornam duft fra orange- og æblehaver, så stærk, at hun troede, at kunne smage det. Bløde toner og dejlig sang nåede til hende, men også hyl og skrig; sælsomt i strid med hinanden klang tanker og domme.
Og hvor hun i kredsen af mænd og kvinder, hos gamle og unge trådte op, lyste i sjælen erkendelsen af det sande, gode og skønne; overalt hvor hun kom, i kunstnerens værksted, i den rige, festlige salon og i fabrikken mellem de snurrende hjul var det, som om solstrålen kom, som strengen klang, blomsten duftede, og den forfriskende dugdråbe faldt på det forsmægtende blad.
Men det kunne Djævlen ikke finde sig i; han har nu mere end titusinde mands forstand, og så fandt han på at hjælpe sig. Han gik til sumpen, tog bobler af det rådne vand, lod syvdobbelt ekko af løgnens ord runge hen over dem,
"inderlighedens milde engel," kaldte menneskene hende, og så havde Djævlen spillet gående. Verden vidste ikke, hvem af de to der var den rigtige, og hvor skulle verden vide det!
De onde magter fór med orkanens bulder hen over solens træ, trængte med et vindstød mod den åbne port ind i lønkamret.
"Det henvejrer!" råbte faderen og greb om hånden, hun havde åbnet.
"Nej!" råbte hun i tryg bevidsthed, "det kan ikke henvejre! jeg fornemmer strålen varme ind i min sjæl!"
Og faderen så en lysende lue, hvor det funklende støv fór ud fra hendes hånd hen over bogens hvide blad, der skulle melde om visheden for et evigt liv; i blændende glans stod der en skrift, et eneste synligt ord kun, det ene ord: TRO
TRO
Og hos dem igen var de fire brødre; længsel efter hjemmet havde grebet og ført dem, da det grønne blad faldt på deres bryst; de var kommet, trækfuglene fulgte og hjort, antilope og alle skovens dyr;
når solstrålen skinner gennem et hul i døren ind i den støvdampende stue, at der da drejer sig en skinnende støvsøjle, således, men ikke plump og fattig som den, selv regnbuen er tung og ikke kraftig nok i farver mod den skue, som viste sig her, således løftede sig fra bogens blad, fra det lysende ord tro, hvert sandheds korn med glansen af det skønne, med klangen fra det gode, strålende stærkere end ildsøjlen, i natten, da Moses og Israels folk drog til Kanaanslandet; fra ordet tro gik håbets bro til alkærligheden i det uendelige.
English:
The Stone of the Wise Man
https://www.jigidi.com/created.php?id=NPSI0QHW
Puzzle: 80 Pieces.
This Letterbox is on the given coordinates, when you have done the Puzzle.
In the cache: Logbook, pencil, trade and stamp which you don't move from the cache.
The fairy tale by HC Andersen was written in December 1858. The 10 steps follow the well covers along Amager Strandpark. Wells at HC A lead down to the deep layers of the mind and this is a very spiritual adventure. The motif of the well cover is reproduced on the reverse of the Event Coin 2023 with permission from the iron foundry in Randers.
Tree of the Sun
The sun shone down here with blessed rays, it was indeed the tree of the sun, and the birds from all corners of the world gathered here, the birds from the primeval forests of distant America, from the rose gardens of Damascus, from the forest desert of the interior of Africa, where the elephant and the lion imagine that they alone rule.
There lay a castle of crystal overlooking all the countries of the world; and the roof was the blue sky with sun or stars.
Here lived the wisest man. He knew everything and ruled over the forces of nature, over mighty spirits, even death itself. The body disintegrated and what was the soul? Where did it go? "To eternal life," said the consolation of religion.
The Book of Truth
In the castle's pay chamber lay the greatest treasure on earth: "The Book of Truth."
Page by page he read it. He knew how to gather together the starlight, the sunlight, the light of hidden powers and the light of the spirit, and by this enhanced shine on the leaves even more of the writing came to him, but by that section of the book, the title of which is: "Life after death," which was not so much as an iota to see. It saddened him; - should he not be able here on this earth to find a light by which it was made visible to him.
Gemstone
The sons often wanted to be out there and take part in all the great deeds, and the father then told them that it was heavy and bitter in the world, it was not quite as they saw it from their lovely childhood world.
He spoke to them of the beautiful, the true, and the good, said that the three things held the world together, and under the pressure which these suffered, became a precious stone, clearer than the water of the diamond; its brilliance had value to God, it outshined everything and was really what is called the Philosopher's Stone.
Princes in the World
The sons had never been further from the halls of the castle than the branches of the tree stretched, the sister even less, they were happy children in their childhood home.
When God created humans from earth, he gave his creation five kisses, kisses of fire, kisses of the heart, passionate kisses of Our Lord, and these are what we now call the five senses; through them the beautiful, true and good are seen, felt and understood.
In his children each sense was specially developed in each of them.
The Elder Prince - The Vision.
He had eyes for all times, he said, eyes for all peoples, eyes that could look straight down into the earth where the treasures lay, and straight into the chests of men, as if there were only a glass pane.
He was close, at the first moment, to losing both eyes in astonishment at all the junk, all the Mardi Gras decorations that were set up as the beauty.
The devil blew up the shard in his eyes until it became a log, and then it was over with those eyes, he gave up his good thoughts about it and about himself, and when you give up both the world and yourself, well, that's over with one.
The 2nd Prince - The hearing
He did hear the grass grow, but then he also heard every human heart beating in joy and in pain, it was to him as if the whole world were a great watchmaker's workshop where all the clocks went "dik, dik!" no, it was not to die! but he kept his ears stiff; in the end all the noise became too violent for one person and street boys came and shouted.
But then the gossip came, it whispered through all the houses, alleys and streets, straight out of the country road; the lie was loud and played lordly, the fool's bell rang and said it was a church bell, it got too crazy for the listener, he put his fingers in both ears, he gave up.
The 3rd Prince - The scent
I have a nice nose! Thus he spoke with good humour, and he was a real poet, much came to his mind long before the others. "I smell the fuse!" he said.
He gave the drummer two shillings and a peacock's feather, and then he set a wise man out into the city, and the people heard it and said they understood it. He sang of the beautiful, the true and the good, and they heard about it in every corner.
The devil knows how to take those people! he took the poet with incense, so that he forgot his mission, his father's home, - everything, including himself; he went up in smoke and incense.
The 4th Prince - The taste
This son had especially developed the taste, and it has a great power and a mighty regiment. It rules over both what passes through the mouth and through the spirit.
He flew with the wind in the hot air balloon and descended on the church spire above one of the largest cities.
All the city's chimneys smoked and smelled.
He sat there proudly looking down at people in the streets, one proud of his money bag, the other proud of his key on the back. Vanity! - Yes, I'll probably have to go down soon to stir the pot and taste.
I'll be sitting here as long as that wind blows.
The 4th Prince - The taste
This son had especially developed the taste, and it has a great power and a mighty regiment. It rules over both what passes through the mouth and through the spirit.
He flew with the wind in the hot air balloon and descended on the church spire above one of the largest cities.
All the city's chimneys smoked and smelled.
He sat there proudly looking down at people in the streets, one proud of his money bag, the other proud of his key on the back. Vanity! - Yes, I'll probably have to go down soon to stir the pot and taste.
I'll be sitting here as long as that wind blows.
The princess - Compassion.
The blind daughter was the father's comfort and joy; so dearly lovingly she joined him; for his joy and happiness she wished that the precious jewel might be found and brought home.
Where she stepped up in the circle of men and women, among old and young, the realization of the true, good and beautiful shone in the soul; wherever she went, in the artist's workshop, in the festive salon, and in the factory between the spinning wheels, as if the sunbeam came, as the string sounded, the flower smelled, and the refreshing drop of dew fell on the withering leaf.
Gentle angel of the heart, the people called her, and then the Devil had played walking.
The Father - Faith
With them again were the four brothers; longing for home had seized and led them when the green leaf fell on their breast; they had come, the migrating birds followed, and deer, antelope, and all the beasts of the forest;
When the sunbeam shines through a hole in the door into the dust-steaming room, then turns a shining pillar of dust, even the rainbow is heavy in color, thus lifted from the leaf of the book, from the luminous word faith, each grain of truth with the brilliance of the beautiful, with the sound of the good, shining stronger than the pillar of fire in the night, when Moses and the people of Israel went to the land of Canaan; from the word faith went the bridge of hope to all-love in the infinite.