Jættestuen i Sulkendrup blev opført i bondestenalderen, dvs. for ca. 5200 år siden. Den har form som en stenøkse hvor skaftet/gangen vender mod solen og/eller månens op- og nedgang. En væg i jættestuekamret styrtede sammen allerede i stenalderen, men man fortsatte med at begrave folk i den. Begravelser i jættestuen har fundet sted over en periode på 3000 år. Sulkendrup Jættestue blev udgravet i 1919, hvor der blev fundet mange gravgaver såsom flintøkser og- dolke, lerkar og ravperler. I 2013-2014 restaurerede Kulturstyrelsen jættestuen og isatte solide stålstøtter, så det i dag er sikkert at færdes i og omkring jættestuen. - Tæt på jættestuen ligger Sulkendrup Mølle og mølledam. Her er i dag Bed and Breakfast og autocamperplads og ingen adgang for uvedkommende.